"Jeg er nysgerrig og kan lide at tænke anderledes"

​​Mette Juhl Foghmar er ny ledende oversygeplejerske i Børne- og Ungeafdelingen. Hun har mange års ledererfaring og glæder sig til et nyt speciale.


For godt et år siden turde Mette Juhl Foghmar dårligt nok at få hovedet under vand. Alligevel tog hun et dykkercertifikat. Det vender vi tilbage til.

Den 1. juni tiltrådte Mette Juhl Foghmar stillingen som ledende oversygeplejerske på Børne- og Ungeafdelingen på Hvidovre Hospital, som er Danmarks største almene børneafdeling. Selve børne- og ungespecialet er nyt for hende, men hun kommer til afdelingen med kufferten fuld af ledelseserfaring:

"Jeg nåede at være sygeplejerske i to år, før jeg blev leder første gang, og siden har jeg haft lederstillinger på flere forskellige niveauer. Jeg vælger at se det som min fordel her i starten, at jeg ikke er filtret ind i det faglige, så jeg kan være nysgerrig og rykke noget på den måde, og der er mange stærke faglige kompetencer i afdelingen, som jeg kommer til at læne mig rigtig meget op af," fortæller hun.

De pårørende kommer tættere på

Nyt er også, at de pårørende formentlig kommer til at fylde endnu mere i Mette Juhl Foghmars arbejde end i hendes tidligere områder. Hun kommer fra en stilling som ledende oversygeplejerske på Lungemedicinsk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, hvor patienterne primært er ældre.

"Forældrene kender jo deres børn bedst og skal være deres stemme, og det ser jeg som en rigtig spændende udfordring, ligesom børneområdet har flere spændende sygeplejefaglige udfordringer og udviklingsområder. Samtidig er det helt bevidst, at jeg søger til Hvidovre, som jeg ser som et meget spændende hospital i udvikling," fortæller hun.

En leder, der er til stede

Mette Juhl Foghmar ser også frem til at blive leder for en stor gruppe af sygeplejersker på et meget væsentligt område. De kan forvente nysgerrighed og synlighed.

"Som leder har jeg et drive, er meget nysgerrig og ikke bange for at tænke kreativt og anderledes. Jeg er en synlig leder, som er meget til stede og ikke mindst er tydelig omkring, hvornår jeg er tilgængelig. Samtidig sætter jeg meget pris på gensidig tillid og loyalitet, ærlighed og åbenhed," siger hun.

Fritid under vandet

Når Mette Juhl Foghmar sætter sig ind i bilen og kører hjem til familien venter også hund, have og jævnlige løbeture. Snart banker sommerferien med familien på – og så er vi tilbage ved dykkercertifikatet.

"Selv om jeg og min mand synes, det kunne være lækkert at holde ferie ved de italienske vinmarker, så venter vi med det og gør noget, som vores drenge på 15 og 18 år også synes er sjovt. Fx er vi begyndt at tage på ferier med mulighed for dykning. Jeg har aldrig brudt mig om at få hovedet under vand, men sidste år udfordrede jeg mig selv og tog et dykkercertifikat. Det at dykke ned på 17 meter, det er virkelig fedt. Du kan nok godt skrive, at jeg får energi af at udfordre mig selv."

Fakta:

Mette Juhl Foghmar kommer fra en stilling som ledende oversygeplejerske ved Lungemedicinsk afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, og før det har hun arbejdet som afdelingssygeplejerske m.v. på forskellige medicinske afdelinger i Region Hovedstaden. Ud over uddannelsen som sygeplejerske har hun en Diplom i ledelse samt en Master i Kvalitet og Ledelse i Sundhedssektoren fra Syddansk Universitet.

Redaktør