Patientstøtter fra Røde Kors er en velkendt del af hverdagen på Amager og Hvidovre Hospital. De hjælper bl.a. patienter og pårørende med at finde vej, men hvilken værdi skaber deres indsats egentlig konkret for patienter og personale?
Det vil forskere fra Klinisk Forskningsafdeling på Hvidovre Hospital nu undersøge ved at gå rundt sammen med patientstøtterne og følge deres arbejde. På den måde vil de undersøge værdien af indsatsen ved at kortlægge oplevelser, interaktioner og rammerne for indsatsen.
"Selvom vi kan have en forestilling og forventning om det gode og værdifulde ved frivillige indsatser, så bliver det virkelig spændende at være med til at belyse, hvordan frivillighed på hospitalet helt konkret gør en forskel i både et arbejdslivs- og patientperspektiv,” siger forskningsassistent, Nicolas Tristan Munk.
En forskel for sårbare patienter
Projektet skal give ny viden om, hvordan samarbejdet mellem hospitaler og frivillige kan styrke patientoplevelsen. Det handler ikke om evaluering, men om at forstå, hvad der gør en forskel for sårbare patienter.
Samtidig er projektet politisk aktuelt. Sundhedsreformen lægger vægt på samarbejde på tværs af sektorer og på at reducere social ulighed i sundhed. Her kan forskningen bidrage med indsigter, der understøtter udviklingen af et mere sammenhængende sundhedsvæsen, forklarer sektionsleder for Fællesskabssektionen i Røde Kors, Margit Mikkelsen:
”I Røde Kors arbejder vi med at tilbyde medmenneskelig støtte til mennesker, der har behov for det. Vi vil gerne skabe et endnu tættere samarbejde mellem civilsamfund og sundhedsvæsen og bidrage til nye løsninger. De frivillige gør en stor forskel hver dag, særligt for patienter, der ikke altid har pårørende tæt på. Vi glæder os til at få mere viden om, hvordan vi bedst kan hjælpe endnu flere.”
Sådan foregår undersøgelsen
Forskningsassistent Nicolas Tristan Munk vil i den kommende tid følge patientstøtterne rundt på hospitalets afdelinger og tale med patienter, personale og frivillige. Det bliver et kvalitativt studie, der ser på konkrete situationer og møder – og på, hvordan værdi opstår i praksis.
Forskningsprojektet er et samarbejde mellem Røde Kors, Nicolas Tristan Munk og lektor, ph.d., Trine Schifter Larsen, som også er fra Klinisk Forskningsafdeling.
FAKTABOKS: Hvad er en patientstøtte?
- Hvem? Frivillige fra Røde Kors
- Hvad? Hjælper patienter og pårørende med at finde vej på hospitalet og kan også tilbyde selskab til indlagte, der ønsker dette
- Hvor? Flere hospitaler i Danmark, herunder Amager og Hvidovre Hospital
- Formål: At skabe tryghed og nærvær for patienter og pårørende
- Se mere om patientstøtterne