Hvidovre-professor får mindepris for sin indsats under corona-pandemien

​Professor og overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling, Thomas Benfield, modtager Hartmann Mindeprisen 2021 for sin indsats som kliniker, forsker og formidler i relation til COVID-19.

Vent...

​"Det er både lidt overraskende og overvældende at modtage prisen, for der er så mange andre end mig, der har fortjent den efter det sidste år. Men det varmer selvfølgelig også, og jeg er beæret og stolt, særligt fordi bestyrelsens begrundelse er min kombination af forskning, patientkontakt og formidling," siger Thomas Benfield om tildelingen af Hartmann Mindeprisen 2021.

Prisen, som ud over æren lyder på 300.000 kroner, bliver hvert år givet til en person, "der inden for det danske samfund har præsteret en særdeles værdifuld indsats" af social, humanitær, videnskabelig eller kulturel karakter. I år har bestyrelsen bag prisen fokus på COVID-sygdom. 

Thomas Benfield har ifølge Hartmann Fonden gennem det seneste år leveret en stor indsats som kliniker, forsker og formidler i relation til COVID-19-sygdommen. 

Giver noget tilbage til familien

Thomas Benfield er ansat ved Infektionsmedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital, som har behandlet særligt mange patienter med denne sygdom. For ham giver de 300.000 kroner blandt andet en mulighed for at give noget tilbage til familien, som ikke så meget til ham i 2020.

"Jeg og min kone har tre børn i skolealderen, og de jokede på et tidspunkt med, at det var godt, jeg så tit var i fjernsynet, for så fik de da set mig. De elsker at rejse, så planen er, at vi, lige så snart muligheden er der, skal til New Zealand eller Japan og være sammen," siger Thomas Benfield.

Om Thomas Benfield og Hartmann Mindeprisen

Thomas Benfield er født i 1965, blev læge i 1992, og er specialist i intern medicin og infektionssygdomme efter klinisk uddannelse på en række danske hospitalsafdelinger samt ophold i USA. Han forsvarede i 2003 sin doktordisputats med titlen: Clinical and experimental studies on inflammatory mediators during AIDS-associated Pneumocystis carinii pheumonia. Thomas Benfield har desuden været vejleder for en række PhD studerende, post docs samt forskningsårsstuderende.

Hartmann Mindeprisen er på 300.000 kroner, som tildeles modtageren personligt, og det er 33. gang den bliver uddelt. Prisen blev oprindeligt indstiftet af Hartmann Fondens bestyrelse for at sætte et mindesmærke over det livsvarige arbejde, de tre brødre bag virksomheden Brødrene Hartmann A/S havde udført. Fonden har ikke længere tilknytning til virksomheden.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor