Hvidovre-forskere udfordrer 100 myter om fordøjelse og kost

​Myter om mad og tarmsystemet kan ligefrem være sundhedsskadelige. Derfor har to forskere fra Gastroenheden på Hvidovre Hospital undersøgt de 100 største myter.

Det kan være farligt at holde på en prut. Det er en af mange myter, der florerer om tarmsystemet. Men svaret er, at medmindre du har tarmslyng, så er det ikke farligt at holde på en prut – det er højst høfligt.

"Luften skal nok sive ud, inden det bliver farligt. Men hvis du er en af dem, der kan finde på at holde på dine prutter i timevis hver dag, så risikerer du måske at få irritabel tyktarm," forklarer Andreas Munk Petersen, der er speciallæge i intern medicin på Gastroenheden, Hvidovre Hospital. 

Sammen med ph.d.-studerende og cand. scient i klinisk ernæring Sofie Ingdam Halkjær tager han i en ny bog 100 af de mest sejlivede myter om fordøjelse og kost under kritisk og videnskabelig behandling.

Moderat nydelse af kaffe er ligefrem sundt

En af de myter vi som sundhedspersonale oftest konfronteres med, er den om, hvorvidt for meget kaffe er skadeligt, fortæller Sofie Ingdam Halkjær.

"Den myte må vi entydigt punktere. Der er ikke påvist skadelige langtidsvirkninger af hverken kaffe eller koffein. Du kan dog opleve mindre abstinenssymptomer, hvis du er vant til at drikke meget kaffe, og pludselig holder op. Men de symptomer er ikke skadelige; blot lidt ubehagelige. Tværtimod er det påvist, at moderat brug af kaffe kan være med til at forebygge diabetes, visse former for kræft og demens. Så drik bare løs", opfordrer Sofie Ingdam Halkjær.

Myte-punktering er vigtig

Begge forfattere peger på, at det har været både lærerigt og morsomt at skrive om deres faglige passion på en humoristisk måde. Fortællinger og fakta om prutter, tarme og kost er både morsomt og nærværende, men der er også en sundhedsfaglig grund til, at de har kastet sig ud i at skrive bogen, fortæller Andreas Munk Petersen. Falske myter om mad kan nemlig ligefrem være sundhedsskadelige.

"På Gastroenheden hører vi jævnligt patienter, der har misforstået de modediæter, der er oppe i tiden. Lige nu er der mange, der gør alt, hvad de kan for at undgå gluten, også selv om de ikke lider af gluten-intolerance. Men gluten er kun skadeligt for personer, der lider af overfølsomhedssygdommen cøliaki, og en totalt glutenfri kost kan derimod hos mange mennesker resultere i en mangel på indtag af vigtige kostfibre, vitaminer og mineraler," fortæller Sofie Ingdam Halkjær.

"Når man bevidst vælger at undgå specifikke fødevarer, om det så er kød, æg, gluten eller kulhydrater, så er det vigtigt, at man sætter sig ordentligt ind i, hvordan man kan erstatte disse fødevarer gennem sin øvrige kost. Ellers resulterer, det der skulle være en sundhedskur, i en mangeltilstand for kroppen, " forklarer Andreas Munk Petersen.

Sandt eller falsk? 

En sund lort flyder altid ovenpå
Falsk. Det kan være tegn på mange andre ting. Det er vigtigere at se på dens konsistens, og reagere, hvis den er misfarvet eller er for tyk eller tynd.

Tørret frugt er sundere end slik  
Sandt. Det er sundere på grund af vitaminerne. Men selv om det er sundt er der stadig mange kalorier i.

Stress giver mavesår 
Falsk. Mavesår opstår primært som følge af infektion med bakterien Helicobacter pylori eller som følge af medicin, alkohol og rygning.

De 97 øvrige myter undersøges i bogen '100 myter om fordøjelse og kost', af speciallæge Andreas Munk Petersen og ph.d.- studerende og cand. scient i klinisk ernæring Sofie Ingdam Halkjær, begge fra Gastroenheden på Hvidovre Hospital.

Bogen er udgivet på FADL's forlag.





Redaktør