Hvidovre Hospital indfører ny behandling af patienter med synkebesvær

​Kirurger på Hvidovre Hospital har netop gennemført to højt specialiserede operationer for synkebesvær med overskæring af lukkemusklen mellem spiserør og mavesæk ved hjælp af kikkertundersøgelse gennem munden.

Sygdommen akalasi er en sjælden kronisk men godartet lidelse i spiserøret, som medfører synkebesvær, ofte opkastninger og ofte vægttab, fordi lukkemusklen mellem spiserør og mavesæk står konstant lukket, og bevægeligheden i spiserøret er ophævet. Denne sygdom har indtil nu været behandlet som standard med kikkertoperation gennem maveskindet, hvor muskulaturen på det nederste stykke af spiserøret bliver skåret over med instrumenter gennem fem små huller i maveskindet. Men nu har Hvidovre – som et af blot tre steder i Danmark – begyndt at behandle sygdommen via en kikkertoperation gennem munden.

Akalasi behandles få steder i Danmark 

”Operation for akalasi er en højt specialiseret funktion, som kun foretages tre steder i Danmark af ganske få kirurger. En stor del af patienterne opereres på Hvidovre Hospital, der har mangeårig tradition og erfaring i behandling af denne type patienter, og det er kun naturligt, at vi også kan foretage den nyeste form for operation” forklarer overlæge Lisbeth Edvardsen Hvolris, som er ansvarlig kirurg for denne funktion. Derfor har hospitalet haft besøg af en udenlandsk kirurg, som har oplært Lisbeth Edvardsen Hvolris og hendes kollega afdelingslæge Palle Miliam i proceduren.​

Så tiden lidt an 

Ifølge Palle Miliam er det et bevidst valg fra kirurgernes side, at man har afventet et par år med at indføre den nye metode (PerOral Endoskopisk Myotomi, forkortet POEM), idet man har haft rigtig gode resultater med den gamle operationsform, derudover har man villet afvente resultaterne af den nye procedure, for at sikre sig, at den var ligeså god og sikker. Man har nu erkendt, at den nye metode er kommet for at blive med gode resultater og få komplikationer til følge. Ved visse typer af akalasi tyder det faktisk på, at den nye endoskopiske operationsform er bedre, idet man kan spalte muskelfibrene længere op i spiserøret ved denne operationsmetode og derved modvirke kramper i spiserøret. Langtidsopfølgning af denne operationsform kendes dog endnu ikke.​

Perspektiver

”Vi kan se på verdensplan, at den nye operationsmetode, som har været udført siden 2008, på sigt ikke giver flere komplikationer end den nuværende operationsmetode, og samtidig efterlader operationen ikke ar, hvilket nogle af vores patienter efterspørger. Mange patienter har været på nettet og læst om de forskellige muligheder, inden de møder op hos os” siger Lisbeth Edvardsen Hvolris og tilføjer, at operationsmetoden på sigt kan anvendes til andre sygdomme f.eks. til overskæring af lukkemusklen mellem mavesæk og tolvfingertarm ved behov for dette, når mavesækken ikke kan tømme sig. 
”Vi har siden januar 2016 fået nyt udstyr, hvor vi har fået bedre muligheder for direkte at måle eftergiveligheden i lukkemusklen, både før, under og efter operation ved hjælp af et system kaldet EndoFLIP (Endolumenal Functional Lumen Imaging Probe), hvor en ballon placeres direkte på niveau med den nedre lukkemuskel i spiserøret, hvilket er en stor gevinst for patienterne,” siger Palle Miliam.

Fakta om operationen

Akalasi-operationen foregår i fuld bedøvelse og udføres via gastroskop. Operatøren ser operationsfeltet på en moderne HD skærm.

Via arbejdskanal i gastroskopet, kan der med en elektrisk kniv laves åbning i slimhinden ca. midtvejs i spiserøret, hvorefter der dannes en tunnel umiddelbart under slimhinden hele vejen ned til toppen af mavesækken. Herefter overskæres det inderste cirkulære muskellag, i alt ca. 10-15 cm, afsluttende ca. 3 cm under lukkemuskulaturen på toppen af mavesækken. Bughulen samt underhuden omkring halsen kan under proceduren blive fyldt op med kuldioxid, som kan lukkes ud igen via en lille kanyle gennem maveskindet. Ved afslutning kontrolleres det, at alle muskelfibre er delt og der ikke er tegn til perforation af slimhinden andre steder end ved indgangen. Afslutningsvis lukkes indgangen i slimhinden med ca. 5-8 clips, der med tiden falder af og kvitteres ud via afføringen. 

Patienten er indlagt og fastende til næste morgen, derefter på flydende kost i en uge, hvorefter fuldkost kan indtages på ny.

Redaktør