Hvidovre Hospital har et nyt tilbud til personer med overvægt

​​Med medicinsk behandling og en styrket indsats i kommunerne er der godt nyt til de overvægtige, der ikke kan behandles med kirurgi. 

Vent...

Denne artikel tager ca. 3 minutter at læse

Kirurgi har i 15 år udgjort hjørnestenen i behandling af svær overvægt. Desværre kan kirurgiske indgreb langt fra tilbydes alle. En betydelig andel af patienterne, der ellers opfylder kriterierne for overvægtskirurgi, kan ikke opereres på grund af anden sygdom. De må derfor gå fra hospitalet med uforrettet sag. 

Det ændrer sig nu på Amager og Hvidovre Hospital, hvor afsnittet Overvægt og Ernæring netop er åbnet.

”Det er en stor dag,” siger ledende overlæge Steen Andersen på åbningsdagen for det nye afsnit. Ambitionen er klar: øget livskvalitet og meget færre kilo på kroppen uden kirurgi.  

Næste skridt: medicinsk behandling

Amager og Hvidovre Hospital er i forvejen det største center for kirurgiske behandlinger af overvægt i Østdanmark. Nu udvider læger, sygeplejersker og diætister sammen behandlingspaletten med intensiv kost, vejledning og medicin.
Efter overvægtskirurgi frigives store mængder af tarmhormonet GLP-1 i forbindelse med et måltid, forklarer overlæge Nils Bruun Jørgensen. 

Hormonet hæmmer appetitten og man spiser mindre end før. Nu er der udviklet præparater, der virker på samme måde som GLP-1 døgnet rundt. Derfor kan behandling med disse stoffer supplere pulverkur, sund mad og motion og medvirke til betydeligt vægttab.  

Overlæge Nils Bruun Jørgensen fra Overvægt og Ernæring.   

”Man kan lade knivene blive i skuffen i første omgang” siger han og understreger, at hans og lægekollegaen Carsten Dirksens forskning bygger på en langvarig pioner-indsats af professor Sten Madsbad i samarbejde med professor Jens Juul Holst på Københavns Universitet. 

En del mennesker med overvægt er ganske sunde

Dertil kommer spørgsmålet, om man sygeliggør en gruppe mennesker unødvendigt. 

”Er overvægt en sygdom? Den diskussion er stadig i gang,” siger Nils Bruun Jørgensen.  

Op til 25% af alle personer med BMI over 30 er ’sunde’ uden følgesygdomme eller væsentlige risikofaktorer. En skræddersyet indsats er derfor afgørende. Overlægerne Carsten Dirksen og Nils Bruun Jørgensen håber at udvikle screeningsværktøjer i fremtiden, som præcist kan afgøre hvilke overvægtige borgere, der vil få komplikationer til deres overvægt.  

Kommunen kan skabe en positiv spiral

Et vigtigt langsigtet mål er at etablere et samarbejde med kommunerne og lægerne i almen praksis. Repræsentanter fra Brøndby og Høje Taastrup kommune deltog i receptionen og var nemme at få øje på i lokalet med deres civile klæder blandt de mange hospitalskitler. 

Lars Ole Andersen er sundhedskoordinator i Brøndby Kommune og byder det udvidede samarbejde omkring de overvægtige velkommen: 

”Det er godt at vide, hvad der sker på hospitalet, inden de kommer til os.”

Konny Riising er leder af sundhedscentret i Høje Taastrup Kommune. Hun supplerer sin kollega:

”Tanken er, at vi får rummet nogle af dem, der ikke passer ind. Det her er ikke gjort med livsstilsændringer; vi skal have det ud i deres hverdag og vi er langt tættere på borgerne. Der er et stort ansvar også for os i at løfte den her opgave,” understreger Konny Riising.

Et skridt i den rigtige retning

Hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv kvitterede for afdelingens omfattende arbejde med det nye tiltag:

” Der er på Amager Hospital og Hvidovre Hospital et godt fundament for at hjælpe de her patienter. Afdelingen har forsket i diabetes og overvægt i årevis,” siger hun i sin tale til receptionen.

Hun ser også frem til samarbejdet mellem hospital, kommuner og lægepraksis:
 
”Det har vi talt om i 20 år,” vedkender hun, ”men der kommer ikke mindre af det i fremtiden og det her er et skridt på vejen.”


Svær overvægt 

Svær overvægt (BMI >30 kg/m2) er forbundet med en stærkt forøget risiko for fysisk og psykisk sygdom, ofte i kombination 

Hvidovre Hospital er aktuelt det største center for kirurgisk behandling af svær overvægt i Østdanmark med ca. 150 operationer årligt 

Medicinsk behandling vil foregå blandt andet på grundlag af afdelingens egen forskning i hormonreceptorer m.v.  

Specialkonsulent Maj-Britt Fogelstrøm har siden januar, 2021 arbejdet intensivt sammen med læger, sekretærer, afdelingsledelse, professorer, diætister m.v. om at få det nye afsnit op at stå




Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor