Hun er talerør for den komplekse, medicinske patient

​Lene Guldager er landet i sin drømmestilling som ledende oversygeplejerske i den nye Lungemedicinsk og Endokrinologisk Afdeling. Hun brænder for samarbejde, udvikling og de medicinske patienter.

Vent...

​Når Lene Guldager den 1. februar 2020 tiltræder som ledende oversygeplejerske på den nye Lungemedicinsk og Endokrinologisk Afdeling, vender hun samtidig tilbage til Hvidovre efter tre år på Holbæk Sygehus.

"Jeg er uddannet fra Hvidovre Sygeplejeskole, arbejdede de første år på Hvidovre og har også været tilbage i flere perioder i flere afdelinger. Og nu glæder jeg mig meget til at komme til Hvidovre igen," fortæller Lene Guldager.

Med sig har Lene Guldager mange års erfaring som leder fra Hvidovre og Amager og senest fra Holbæk og skal nu sammen med ledende overlæge Steen Andersen varetage ledelsen af den nye selvstændig afdeling. Den har hidtil har hørt sammen med Hjertemedicinsk Afdeling i Medicinsk Enhed.

En kunst at koordinere medicinske patienters forløb

På Holbæk Sygehus har hun i godt tre år været ledende oversygeplejerske på en af Danmarks største medicinske afdelinger, og det medicinske område har slået rod i hende.

"Jeg brænder for den komplekse, medicinske patient og kronikerne, der begge nogle gange mangler et talerør. De fejler ofte flere sygdomme, de går i flere forskellige forløb, og det er en kunst at koordinere deres forløb, så de får en god oplevelse," fortæller Lene Guldager, som derfor er meget optaget af samarbejdet på tværs med andre afdelinger, kommuner og praktiserende læger.

"Jeg er meget involveret i det tværsektorielle samarbejde. Det kræver stor forståelse for hinanden. Hvorfor gør de, som de gør? Det kræver, at man sætter sig sammen og får relationer til hinanden," siger hun.

Pris for digitale løsninger til kronikere

Hun har i den forbindelse været med til at skubbe på for digitale løsninger. I 2019 vandt Holbæk Sygehus således Sammenhængsprisen for Medicinsk Afdelings udvikling af virtuelle konsultationer.

"Vi har mange patienter, der bor ude på landet. De kan nu spare både køreturen og at holde fri fra arbejde for at køre til konsultation. Vi tilbyder også fællesmedicinske ambulatorier for de medicinske patienter, som typisk fejler flere ting, så de kun skal besøge ét ambulatorium," siger Lene Guldager.

Arbejdsmiljø og udvikling på dagsordenen

Som sygeplejefaglig leder er Lene Guldager stærkt engageret i, hvordan der arbejdes med og reflekteres over sygeplejen.

"Jeg går meget op i vores faglighed, professionelle fremtoning og patienternes oplevelse. Jeg har stor erfaring i at arbejde med de områder, og har fx i Holbæk implementeret sygeplejefaglige projekter, der binder forskning og den kliniske praksis sammen i forhold den palliative indsats," siger Lene Guldager. Hun lægger samtidig meget vægt på at udvikle et godt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne trives og udvikler sig.

"Det er meget vigtigt, at den enkelte medarbejder er motiveret, bidrager, trives og kender sine forpligtelser, så jeg er meget fokuseret på de muligheder og vilkår, der er for at arbejde med det. Jeg sætter arbejdsmiljøet meget tydeligt på dagsordenen i afdelingen og prioriterer at have et tæt samarbejde med ledere og arbejdsmiljørepræsentanter om det," siger Lene Guldager.

 

Om Lene Guldager

Tiltræder som ledende oversygeplejerske på Lungemedicinsk og Endokrinologisk Afdeling på Hvidovre Hospital den 1.2.2020.

Tidligere jobs:

Ledende oversygeplejerske på Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus 2017-2020.

Afdelingssygeplejerske på Hvidovre Hospitals Gynækologisk-Obstetriske Afdeling og Akutmodtagelsen i 2012-2017.

Konstitueret ledende oversygeplejerske på Amager Hospital, Medicinsk Enhed i 2016-2017.

Souschef i Gastroenheden på Hvidovre Hospital 2004-2008.

Sygeplejerske på Hillerød Sygehus 2001-2004.

Skadebehandler i Topdanmark 2000-2001.

Sygeplejerske på Glostrup Hospital i 1994-2000.

Sygeplejerske på Hvidovre Hospitals neuromedicinske afdeling 1993.

Uddannelse:

Master of Public Governance  med afhandlingen "Lus imellem tretten negle", som tog udgangspunkt i ledelsesrollen en afdeling med påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Uddannet sygeplejerske på Hvidovre Sygeplejeskole i 1993.

Bor i Roskilde. 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor