Hospitalsklovnen Stella er børnenes ven i en svær tid

​Blå- og hvidstribet matroskjole, stråhat, regnbuefarvede sokker – og en rød næse. Hospitalsklovnen Stella er ikke til at overse. Hverken på sit ydre eller sin betydning for indlagte børn.

Vent...
Hospitalsklovnen Stella kommer spadserende med sin plyssede trækvogn, som hun parkerer, inden hun sætter sig ned. ”Jeg tager altså lige næsen af, mens vi taler,” siger hun, mens hun bliver til Charlotte Nefer, der er kvinden bag hospitalsklovnens uniform.

Stella besøger Børne- og Ungeafdelingen på Hvidovre Hospital to gange om ugen, og det er altid forskelligt, hvad hun kommer ind til, når hun banker på en dør. Men sikkert er det, at hun altid kommer for at give det indlagte barn gode minder i en hverdag, der kan være svær og overvældende.

”Det kan ikke undgås, at man kommer til at holde af børnene,” siger Charlotte. ”Nogle gange er det alvorligt og går ikke, som man kunne ønske, men jeg skal fokusere på at give en stund af noget hyggeligt og trygt.”
​​​
Stella får et nært forhold til mange af børnene, der er indlagt i længere tid. Hun ser det som en gave at få lov at komme tæt på børnene og deres familier.

​Hjertet er det vigtigste arbejdsredskab

Stellas møde med børnene er anderledes end sygeplejerskernes og lægernes, fordi hun ser ud på en anden måde. Det kan skabe nysgerrighed. Hun lægger vægt på ydmyghed og respekt og kommer derfor ikke bragende ind på en stue med et truthorn, men er som udgangspunkt stille, fordi hun ved, at familierne befinder sig i sårbare situationer.

”Mit hjerte er mit vigtigste arbejdsredskab,” siger Charlotte. ”Jeg kan mærke, hvordan andre har det, og hvad der er rigtigt at gøre i en given situation. Jeg kan være en ven for en stund, hvis barnet ønsker det. Det er på barnets præmisser.”

Under corona-nedlukningen var det ikke nemt at være Stellas ven, for hun måtte som selvstændig hospitalsklovn ikke være på hospitalet, og da hun vendte tilbage, kunne hun og børnene ikke sidde tæt og kramme som normalt.​

Stella har en postkasse på Børne- og Ungeafdelingens Dagafsnit, hvor børnene, som hun kalder sine venner, kan give hende breve og tegninger. Hun deler billeder af dem på sin instagramprofil @hospitalsklovnenstella.​

Bygger bro mellem barnet og de hvide kitler

Et barn skal igennem mange procedurer på hospitalet, og Stella kan spejle og legalisere barnets følelser, for hun skal ikke gøre noget, som barnet er bange for. Det er lægernes og sygeplejerskernes job. Stella bliver i stedet barnets allierede og bygger bro mellem barnet og de hvide kitler.

”Hvis alle voksne bidrager bedst muligt med det, de kan, bliver det så god en oplevelse, som det kan blive,” siger Charlotte. ”Jeg ved, hvad jeg kan – og ikke kan, som jo er lige så vigtigt. Sygeplejerskerne ved, hvad de skal. Det er vanskeligt for forældrene, men når alle voksne samarbejder, går det op i en højere enhed.”

Alliancen med barnet kan også bruges, hvis et barn ikke vil sige noget til sygeplejerskerne. Hun har respekt for fortroligheden, men der kan være ting, hun skal fortælle til personalet.

Engang kom hun f.eks. ind til en 6-årig pige, der fortalte: ”Nu sidder jeg her igen, fordi min far bliver ved at slå mig.” Det var hun nødt til at fortælle personalet. ”Jeg sagde til hende, at jeg ville sige det, så hun ikke troede, at jeg svigtede en tillid,” siger Charlotte.

Sygeplejerskerne er glade for samarbejdet

Stella har tre målgrupper i sit arbejde: barnet, forældre/pårørende og personalet.
”Jeg har stor respekt for, hvad personalet kan. De løber hurtigere end nogensinde og har færre hænder, men det mærker man ikke,” siger Charlotte.

Sygeplejerskerne er også glade for samarbejdet med Stella, fortæller sygeplejerske Kristina Lund. ”Stella har en anden adgang. Hun går ind i børnenes fantasi og skaber nysgerrighed og grin. Ved ubehagelige procedurer er det rart at få fat i Stella. Hun kan lege med børnene, mens sygeplejerskerne arbejder.”

​Stella sammen med sygeplejerske Kristina Lund, der sætter stor pris på samarbejdet.​

​Stellas samarbejde med forældrene fungerer også rigtig godt. Hun mærker dem lige så meget som barnet, for det er vigtigt at tilpasse sig til alle i rummet.
Charlotte husker tilbage på en situation, hvor et alvorligt sygt barn var til operation. Imens stod moren ulykkelig alene og hældte sit hjerte ud til Stella. ”Jeg er en ufarlig person. Jeg skriver ikke journaler, jeg er der her og nu,” siger Charlotte. 

​Selvstændig hospitalsklovn

Stella har været hospitalsklovn i snart 19 år. Hun er selvstændig hospitalsklovn, hvilket betyder, at hun er afhængig af fundraising. 

Har du lyst til at støtte Stellas arbejde, kan du overføre et vilkårligt beløb. Følg linket her for at se hvordan.





Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor