Gå blidt i gang med motion, hvis du har haft COVID-19

Tidligere COVID-patienter kan have svært ved at få sport tilbage i hverdagen. Åndedrættet bliver for presset. Tag den med ro, siger ortopædkirurg fra Amager og Hvidovre Hospital, som har lavet en guide til de sportsivrige ex-patienter.

Vent...

Tag den lidt med ro. Sådan er hovedbudskabet til ivrige sportsudøvere, professionelle som glade amatører, der er ivrige efter at binde snørebåndene på kondiskoene og komme i gang igen efter et sygdomsforløb med COVID-19. Derfor har afdelingslæge Niels Christian Kaldau fra, SORC-C (Sports Orthopedic Research Center - Copenhagen),  Amager og Hvidovre Hospital og en række andre læger fra Dansk Idrætsmedicinsk Selskab lavet en guide til dem, der har været ramt af sygdommen og nu er ivrige efter at komme på banen igen. 

”COVID-19 kan have eftervirkninger, som ikke optræder med det samme. Ved at presse kroppen for hårdt kan man få nogle tilbagefald,” siger Niels Christian Kaldau, der er førsteforfatter på guiden. Hård træning kan endda nogle gange medføre forværring i form af nogle symptomer, man måske ellers ikke har haft i forbindelse med sit COVID-forløb. 

Inden man genoptager sport, skal man kunne klare daglige gøremål og 500 meters gang i fladt terræn uden at blive træt, fremgår det af guiden. Hvis man oplever tilbagevenden eller forværring af symptomer ved optrapning af træningen, bør man tage et skridt tilbage og vente 24 timer, inden man roligt og gradvist øger træningen igen, fremgår det også.

Symptomer kan komme igen

COVID-19 har ikke altid et typisk forløb, hvor symptomer først er slemme, for derefter at blive bedre. Sygdommen kan overraske ved tilbagefald eller nye symptomer, når man tror, at patienten er i bedring. 

”Infektionen er nok mere lumsk end mange andre infektioner, der rammer luftvejene. Omvendt er det ikke usædvanligt, at man i efterforløbet af en infektionssygdom kan få en ny infektionssydom , hvis man stresser immunforsvaret for meget,” siger Niels Christian Kaldau.

For at anvise en sikker vej tilbage til motion og sport har afdelingslægen og hans kolleger i deres guide opstillet et skema, som anviser de stadier, der bør være fra sygdom til tilbagevenden til sporten. Der er endnu ikke gennemført kliniske studier med fokus på tilbagevenden til sport efter COVID-19. Derfor er guiden lavet ud fra internationale eksperters vurdering i forhold til kendte infektionssygdomme samt danske erfaringer med eliteatleter og patienter med senfølger. Dokumentet er tilgængeligt online, så man nemt kan udskrive det og hænge det op på sit køleskab eller på klubhusets opslagstavle.

Guide til bred målgruppe

Guiden er bred i sin målgruppe, vurderer Niels Christian Kaldau. Topatleter i Team Danmark er dækket ind, da de får professionel rådgivning. Men så er der stadig alle de andre, der på en eller anden måde skal i gang med at dyrke motion efter et sygdomsforløb. I Danmark er der mange mennesker, der træner dagligt, og derudover er befolkningen generelt meget aktiv med sport.

”Nogle COVID-19-patienter kan have haft et slemt forløb, men har stadig bare klaret sig derhjemme. De har ikke haft læge til at undersøge dem fra top til tå, men stadig haft det slemt. Og her kan en guide som vores måske være en hjælp,” siger Niels Christian Kaldau.

Guiden opererer med 5 stadier i genoptræningen, inden man er tilbage på sit normale niveau før COVID-19.Oplever man forværring af sine symptomer, hver gang man optrapper sin træning, bør man blive på et tåleligt niveau i 7 dage, inden man optrapper igen, tilråder forskerne. Selv uden symptomer bør man 10 dage efter positiv COVID-test holde sig i ro og ikke dyrke sport.  


LINK TIL GUIDE

LINK TIL DANSK IDRÆTSMEDICINSK SELSKAB


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor