Fire mænd er sigtet for vold på Hvidovre Hospital

​​Videoovervågning fra hospitalet har været med til at identificere de sigtede fra de fodboldrelaterede uroligheder i Akutmodtagelsen den 18. september.

Københavns Vestegns Politi har nu sigtet fire mænd for slagsmål på Hvidovre Hospital søndag eftermiddag den 18. september 2016. Det skriver politiet i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.

Slagsmålet begyndte, da Brøndbyfans skaffede sig adgang til Akutmodtagelsen for at få fat i en FCK fan, der havde søgt behandling. Dette skete, mens flere borgere med børn var til stede i venteværelset og måtte søge tilflugt på fødeafdelingen.

Det er en gennemgang af videoovervågningen fra Hvidovre Hospital, der har ført til, at fire personer nu er identificeret af politiet. De fire sigtede er alle unge mænd i alderen 18 til 35 år. De nægter sig alle skyldige i sigtelserne.

"Der er tale om fuldstændig uacceptabel adfærd på et sygehus, som borgerne skal kunne opsøge i tryghed, men hvor de i stedet måtte springe for livet med deres børn på grund af disse fodboldbøller. Jeg er meget tilfreds med, at efterforskningen nu har kunnet afdække flere af dem vi mistænker for at have deltaget i dette slagsmål, siger politikommissær Henrik Hougaard fra Københavns Vestegns distrikt Øst i pressemeddelelsen.

Redaktør