Festival-livet kan være klamt – men ikke farligt

​Du kan sagtens dele en øl med vennerne, kysse den lækre fra nabolejren og droppe badet i en uge, uden at det er farligt, lyder det fra bakterieeksperten. 

​Snart drager tusindvis af unge mennesker og unge sjæle afsted til sommeren musikfestivaller. Men selvom det ikke er den personlige hygiejne, der er i højsædet, når musikken spiller, og det lille armbånd er kommet på, skal vi ikke være bekymrede, siger Peder Worning, som er forsker og bakterieekspert på Hvidovre Hospital.

Kys løs men husk kondomet

Vi mennesker generelt er ret robuste, når det kommer til bakterier. Og selvom den står på mudder, armsved og delebajere i en hel uge, er der ifølge Peder Worning rigtig gode chancer for at komme igennem festivallen med godt helbred.

”Der skal utroligt meget til, før vi bliver syge på grund af dårlig personlig hygiejne. Man kan også sagtens drikke af den samme øldåse eller kysse med en fra nabolejren. Det vil der i langt de fleste tilfælde ikke ske noget ved,” siger Peder Worning og tilføjer, at heller ikke regnvejr og den dertil hørende blanding af vand, urin og mudder er noget, man skal være bekymret for.

”Det er klart, at man ikke skal rulle sig i en mudderpøl, som ligger ved toiletterne, men når der er store mudderpøle, kan man jo se, hvor man ikke skal gå hen, så det bliver lettere at undgå bakterierne,” siger han.

Husk kondomet

En af de få ting, som man ifølge Peder Worning skal være påpasselig med på festivallen – og generelt – er ubeskyttet sex. 

”Generelt synes jeg ikke, man skal være bekymret for bakterier på en festival, men jeg vil dog opfordre til, at man beskytter sig, hvis man skal dyrke sex. Det er ikke sjovt at få klamydia, gonorre eller syfilis, og man kan nå at smitte mange, før man opdager det,” siger forskeren. 

Husk håndvasken

Peder Worning siger også, at manglende håndvask efter større toiletbesøg kan være en potentiel smittekilde på festivalpladserne.

”Det er nok ikke så udbredt på festivalpladser at vaske hænder, efter man har tisset. Men det betyder heller ikke så meget. Urin er rent, og det er begrænset, hvor mange bakterier man har i skridtet. Det er derimod vigtigt at vaske hænder, hvis man skal mere end bare tisse. Der er masser af bakterier i vores afføring, som vi kan blive syge af,” siger han og tilføjer:

”Og så skal man passe på, hvis man får et sår, så kan bakterierne komme ind, hvis man får jord i. Hvis det sker, skal man huske at få en stivkrampevaccination, hvis den man har er over ti år gammel.

Ro på, nyd festivallen

Trods de ovenstående bakteriekilder, pointerer Peder Worning dog, at man ikke skal være så bakterieforskrækket, og at man skal tage den med ro og nyde oplevelsen på de danske festivaller. 

”Menneskekroppen er bygget til at mødes med og omgås andre mennesker. Vores hud fungerer som et skjold, der holder bakterierne ude, og hvis man ellers er sund og rask, er bakterier ikke noget, man skal gå og bekymre sig om. Så man kan roligt slå sig lidt løs,” lyder rådet fra Peder Worning.


Redaktør