Farvel til barselsafsnittets sidste 2-sengsstuer

​Snart er det slut med flere nyfødte på én sengestue. I starten af juli rykker håndværkere ind på Hvidovre Hospitals barselsafsnit og laver de sidste tosengsstuer om til nye patientværelser indrettet til én familie.

Fremtidens patientværelse på Hvidovre Hospitals barselsafsnittet.

Gode forhold til en overnattende ledsager, mere ro og plads til en god start på familielivet. Der er nye og bedre forhold i sigte for de mange vestegnsborgere, som begynder deres familieliv på landets største fødeafdeling i Hvidovre.

"Vi glæder os meget til kunne tilb​yde alle vores indlagte familier patientværelser indrettet til en enkelt familie. Alle nybagte forældre har et stort ønske om at kunne fokusere på den nye familiedannelse. Det er rigtigt vigtigt, at børnene kommer godt fra start, så det ønske vil vi gerne kunne indfri. Vi ser derfor frem til, at de sidste sengestuer med flere senge nu bliver bygget om," fortæller ledende oversygeplejerske Tina Holm Nielsen fra Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling, som har ansvaret for barselsafsnittet.

Byggepladser på afsnittet

Ombygningerne betyder, at dele af barselsafsnittet bliver lavet om til byggeplads. En øvelse som kommer til at kræve lidt tålmodighed af både patienter og personale.

"Vi kan desværre ikke undgå, at byggeprojektet kommer til at påvirke forholdene for både patienter og ansatte i en periode. Men vi gør vores bedste for at skærme byggepladserne af, lave de mest støjende arbejder i bestemte tidsrum og holde både indlagte og personale informeret om, hvad der foregår hvornår," siger projektleder og arkitekt Finn Stycke fra hospitalets byggeafdeling.

​Lys for enden af tunnelen

Alle dele af Hvidovre Hospital er i fuld drift, så det er ikke mulighed for at flytte et andet sted hen, mens byggeriet foregår. Derfor bliver man nødt til at bygge om med indlagte familier på afsnittet. En situation som Tina Holm Nielsen håber på forståelse for.

"Vi håber meget, at man vil være tålmodig, have det endelige mål for øje og bære over med os i den tid byggeriet står på. Vi forsøger at indrette os, så alle kan få en god oplevelse på hospitalet på trods af de midlertidige forhold," afslutter Tina Holm Nielsen.



FAKTA
Ombygningen af barselsområdet indledes i juli 2015 og forventes afsluttet i januar 2016.

Der bliver bygget i alt otte 2-sengsstuer om til 16 nye patientværelser.

Udover de nye patientværelser bliver der på første sengeetage også bygget en ny patientmodtagelse med et stort glasparti ud mod center 4. En ny modtagelse er allerede bygget på anden sengeetage.

De nye patientværelser vil på barselsafsnittet være indrettet til én patient. I hospitalets øvrige sengeafsnit vil det være muligt at indlægge to patienter på ét patientværelse.

Ombygningen af de store sengestuer og etablering af nye patientmodtagelser kommer til at foregå i alle hospitalets sengeafsnit over de næste år.
Redaktør