Energibesparelser for 15 mio. kroner om året på Hvidovre Hospital

​Hvidovre Hospital og Siemens har netop underskrevet en omfattende aftale, som sikrer hospitalet en energibesparelse på op mod 25 procent om året – vel at mærke uden, at det koster på hospitalets budget. Siemens står nemlig for investeringerne, som de får tilbage via en del af de opnåede besparelser. 


​Hospitalsdirektør Anders Agger og Siemens-direktør Jukka Pertola underskriver ESCO-aftalen. Foto: Hvidovre Hospital
​'Gratis' energirenovering af 200.000 kvadratmeter hospital. Det lyder næsten for godt til at være sandt.  Men det er ikke desto mindre essensen af den endelige aftale, som hospitalsdirektør Anders Agger og Siemens-direktør Jukka Pertola, efter et års arbejde, netop har givet hinanden hånden på. Gratis skal dog forstås som udgiftsneutral, da besparelserne på energiregningen betaler projektet.

"Vi er meget glade og stolte over aftalen, som vi har indgået med Siemens. Den giver os muligheder for at sikre hospitalet grøn omstilling i et omfang, som vi hverken har budget eller kompetencer til selv at kunne. Projektet gør det muligt at nå rigtig langt med vores miljø-ambitioner inden for kort tid," siger hospitalsdirektør Anders Agger om underskrivelsen af aftalen.  

Hvordan fungerer det?

Projektet er et såkaldt ESCO-projekt, hvilket betyder, at det er Siemens som foretager og betaler for forbedringer i hospitalets bygninger og installationer og garanterer en vis besparelse på energiforbruget. Hospitalet betaler Siemens tilbage med besparelserne på energiregningen over de næste 10 år. Hvis besparelsen ikke dækker Siemens investering, dækker firmaet selv differencen. Hvis besparelsen bliver større, deler man i perioden den ekstra besparelse mellem hospitalet og Siemens. Og når de 10 år er gået, så kan hospitalet stikke hele besparelsen i lommen og bruge den på kerneområder som for eksempel patientbehandling og forskning.

"Vi er utroligt glade for at være udvalgt til at gennemføre den ambitiøse energirenovering på Hvidovre Hospital. Et centralt element i et bæredygtigt samfund er at begrænse energiforbruget, og her har ESCO projekterne vist sig meget effektive. Det gavner klimaet på CO2 besparelser og opgraderer bygningerne og deres tekniske installationer - og hele investeringen betales hjem via energibesparelsen. Jeg håber, at Hvidovre Hospital vil sætte standarden for mange af de øvrige hospitaler og større bygningskomplekser i Københavns-regionen," siger direktør i Siemens Jukka Pertola.

Solceller og vindmøller

Specialister fra Siemens har siden starten af 2015, hvor man efter en konkurrence indgik aftalen, gennemgået Hvidovre Hospital fra kælder til kvist for at finde potentielle besparelser på energiforbruget. Nu har Siemens så – i samarbejde med hospitalet – lavet en liste over de projekter, som man vil realisere for at sikre den grønne omstilling og besparelserne på energiregningen. Det er denne aftale som netop er underskrevet.

Det har vist sig, at potentialet faktisk var bedre end først anslået og muligheden for besparelser derfor større. Listen over forslag indeholder blandt andet en udvidelse af hospitalets, i forvejen meget store, solcelleanlæg, etablering af jord-energilager og vindmøller, optimering af eksisterende installationer og fornyelse af hele styringsdelen.

Et eksempel til inspiration

Fordi hospitaler er store bygninger i drift døgnet rundt, hele året, som samtidigt benytter sig af meget elektronisk udstyr, er der et stort potentiale i forhold til energirenovering. Og projektet på Hvidovre Hospital er også noget, som der kigges på med interesse:

"I Greater Copenhagen har vi en unik international styrkeposition som foregangsby- og region indenfor grøn omstilling. Denne position skal vi fastholde og udvikle. Blandt andet derfor har vi det ambitiøse mål, at hovedstadsregionen skal være verdens første fossilfri metropolregion i 2050. Ved at udbrede projektet på Hvidovre Hospital til regionens øvrige hospitaler bidrager vi til at indfri målet. Vi vil via ESCO-aftaler investere godt 1 mia. kr. de kommende ti år og derved spare massivt på energiregningen og reducere hospitalernes CO2-udledning med 60 procent," siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

FAKTA

  • ESCO betyder Energy Service Company – i dette tilfælde Siemens A/S
  • Hvidovre Hospital er i forbindelse med aftalen blevet rådgivet af Munksgaard + Andersen a/s og COWI
  • Aftalen er en af de største af sin art nogensinde i Danmark​
  • Hvidovre Hospital formulerede i 2014 en 5-10-15-plan: i løbet af 5 år, skal 10 procent af hospitalets strømforbrug være dækket af vedvarende energikilder og hospitalets energiforbrug være reduceret med 15 procent. En plan som ESCO-aftalen med Siemens i høj grad er med til at realisere. 

Redaktør