En ve er en ve, uanset it-system

​Alt gik glat, da Hvidovre Hospital og dermed også landets største fødeafdeling gik på Sundhedsplatformen natten til lørdag den 18. marts 2017. Aksel blev født kl. 03.37 og blev den første nyfødte, der blev oprettet i det nye system.

Normalt fødes ca. 19 børn i døgnet på Hvidovre Hospital, men da hospitalet skiftede til det ny it-system Sundhedsplatformen kl. 3 natten til lørdag den 18. marts 2017 var der kun to fødsler i gang på fødegangen. Det gav jordemødrene ro til at koncentrere sig om alle de nye rutiner og arbejdsgange, som indføres med det nye system.

Det første barn, som skulle oprettes i Sundhedsplatformen var Aksel, født kl. 3.37. Forældrene, Martin og Christina, havde godt hørt, der var et ny it-system på vej, men de tog det helt roligt. En fødsel er en fødsel, ligegyldigt hvilket it-system, begivenheden lander i, var deres holdning.

Og lille Aksel begyndte sit journal-liv i en Wordfil, eftersom veerne gik i gang inden hospitalets overgang til det nye system. Men senere på natten sad jordemoderen og overførte Aksel til Sundhedsplatformens skærmbilleder med en lille flok kolleger siddende bag sig for at kigge med. 

”Vi er parate, og vi er blevet godt uddannet. Men der er rigtigt meget nyt at lære, og derfor er det en kæmpe fordel for os, at der ikke er så mange fødende lige i aften. Men vi havde klaret den uanset hvad”, sagde vicechefjordemoder Vibeke Spring Lafrenz.

 
De næste fjorten dage har afdelingen ekstra støtte i form af såkaldte superbrugere, som medarbejderne hele tiden kan rådføre sig med. Eller som en jordemoder sagde med et grin til en af superbrugerne: ”Jeg kommer bare til at suge mig fast på dig!”  

Premierenatten på Hvidovre Hospitals fødeafdeling blev ved med at være fredelig: Kl. 8 næste morgen, var der stadig kun født to børn.


Redaktør