Det osede af sygepleje

​Sygeplejesymposium 2015 bugnede af god sygeplejeviden på Amager og Hvidovre Hospital. 

Ernæringstilstand ved amputation. Livet efter abdominalkirurgi. Simulationstræning og faglighed.  Frustration og arbejdsglæde.

Det er bare nogle af kodeordene for det udviklingsarbejde, der foregår inden for sygeplejen på Amager og Hvidovre Hospital. Et arbejde som 150 sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter blev langt klogere på, da hospitalet holdt sit første sygeplejesymposium onsdag den 21. oktober 2015 med et program, der var spækket med plenumoplæg, workshopsessioner og posterpræsentationer.​  

"Der er en stor gevinst i at være sammen på en dag som denne og diskutere fag på kryds og tværs. Det giver både inspiration og basis for videndeling at høre kolleger fortælle om det udviklingsarbejde, der foregår. Det løfter kvaliteten i vores arbejde over for patienterne og de pårørende", lød det fra vicedirektør Kirsten Breindal, som bød velkommen til symposiet.

En dag med faglig inspiration

Pia Kring Mortensen og Pernille Maria Nielsen, sygeplejersker på Palliativt sengeafsnit, var begge glade for at hive en dag ud af kalenderen og fylde den med faglig inspiration. 

"Jeg hæftede mig især ved Jeanette Kirks oplæg om implementering. Det gav en god indsigt i, hvorfor tiltag, der bliver sat i gang, ikke altid bliver til noget. Det var også spændende at høre, hvad der foregår rundt omkring i huset, også selvom det hele ikke er overførbart til min egen afdeling.", sagde Pernille Maria Nielsen efter symposiet.   

Det var hendes kollega Pia Kring Mortensen enig i: 

"Det var rigtigt godt, at det var basissygeplejersker, og ikke kun f.eks. ph.d-forskere, der præsenterede deres udviklingsarbejde fra den kliniske hverdag. Det gør, at det bliver mere nærværende og opnåeligt."

30 sygeplejeposters

Til symposiet var der var indkommet 30 posters, som hver repræsenterer et af de fire strategiske områder i den sygeplejefaglige identitet. Det vidnede ifølge Kirsten Breindal om, hvor meget god viden vi har huset. Som sidste programpunkt blev der uddelt posterpriser i de i fire kategorier. 

Vinderne blev:

Forskning i klinisk sygepleje: Anne Brødsgaard m.fl.
Patientforløb: Anne Christel Specht m.fl.
Faglig ledelse: Ida Krabbe Larsen m.fl.
Uddannelse: Janne Orbæk m.fl.

Kirsten Breindal takkede afslutningsvis for en fantastisk spændende dag, som havde "oset af sygepleje hele dagen", og hun lovede, at der vil blive afholdt sygeplejesymposium igen næste år.

​ Se billeder fra dagen her:

 


Symposiets planlægningsgruppe består af:

Forskningskonsulent Vibeke Nørholm, Klinisk Forskningscenter
Klinisk forsker Anne Brødsgaard, Børneafdelingen
Forskningssygeplejerske Trine Schifter Larsen, ortopædkirurgisk Afdeling
Udviklingskonsulent Maria Katrine Gylling, Udviklings- og Uddannelsesafdelingen 
Klinisk sygeplejespecialist Ann Sophie Nielsen, Gastroenheden
Klinisk sygeplejespecialist Annette Madsen, Medicinsk Afdeling, Amager
Forskningsadministrator Henriette Møller, Klinisk Forskningscenter​​

Redaktør