"Det gør mere ondt, når folk ikke spørger"

​En ny sorggruppe for pårørende på Hvidovre Hospital giver plads til at tale om de svære ting med en sygeplejerske, en præst og med andre, der har mistet.   

​​I sorggruppen har Christiane Vaaben, Leif Soylu og Else Posin haft glæde af at tale om deres sorg med hinanden og med sygeplejerske Susse Kappel og hospitalspræst Marianne Thestrup Jensen. 

"Jeg gider ikke være med, hvis det er noget med at sidde i rundkreds og græde".

68-årige Leif Soylu var mildt sagt forbeholden, da en sygeplejerske foreslog ham at deltage i en sorggruppe for pårørende på Hvidovre Hospital efter han i maj 2018 mistede sin hustru, som han havde været sammen med i knap 50 år.

"Jeg er jo vokset op med, at drenge ikke tuder. Men jeg var så ked af det, og jeg havde virkelig brug for at tale med nogen efter nogle hårde år, hvor Margit var så syg og blev flyttet rundt mellem forskellige afdelinger", fortæller Leif om årsagen til, at han trods sin skepsis sagde ja til at deltage i sorggruppen.

Vi kan støtte de pårørende efter dødsfaldet

Det er hospitalspræst Marianne Thestrup Jensen og Susse Kappel, sygeplejerske og uddannet sorgterapeut, der står bag initiativet. Og formålet er ikke at sidde rundt om bordet og græde, understreger Susse Kappel: 

"De pårørende kan lære meget af hinanden ved at høre, at der er andre, der har det ligesom dem selv".

"Vores alvorligt syge patienter har ofte lange forløb, og det betyder jo, at vi også har lange forløb med de pårørende og lærer dem at kende. Ved at tilbyde en sorggruppe her på hospitalet kan vi også følge og støtte dem efter dødsfaldet. Mange har behov for at tale om det konkrete forløb, som den syge har været igennem – ofte på forskellige hospitaler – og om deres forventninger til sundhedsvæsenet", siger Susse Kappel.  

Familie og venner, der ikke spørger

29-årige Christiane Vaaben mistede sin far august 2018, og blev efterfølgende opfordret af Susse Kappel til at deltage i sorggruppen. Hun er den yngste deltager.

"Jeg kendte jo Susse pga. min fars sygdomsforløb, og tænkte, at så var det nok ikke helt dumt at gå med i sorggruppen. Jeg havde brug for nogen at spejle mig i og se deres reaktionsmønstre. Selvom det ikke er en ægtefælle jeg har mistet, ligesom de andre, så er jeg jo også i sorg. Og sorg er sorg", siger Christiane Vaaben.

Hun peger på, at en oplevelse af svigt fra omverdenen er noget af det deltagerne i gruppen har kunnet dele med hinanden. Naboer, der ikke længere banker på døren. Bekendte, som går over på den anden side af gaden. Familie og venner, der ikke spørger, hvordan det går eller taler om den afdøde.

"Det gør faktisk mere ondt, når de ikke spørger til, hvordan man har det. Det er næsten som om de ikke anerkender, at personen har levet".  

Det er ikke kun mig, der bærer den sorg

For 72-årige Else Posin, som mistede sin mand efter 52 års ægteskab, har sorggruppen været med til at give hende et andet perspektiv på sin sorg.

"Til jul tænkte jeg, at jeg ikke ville kunne holde ud at være sammen med familien. Men blandet andet det at tale med Christiane og høre om hendes sorg over hendes far, har været med til at give mig en bedre forståelse for, at mine tre sønner jo også har mistet. Det er ikke kun mig, der bærer den sorg".  

En tung dyne

Gruppen har mødtes på Hvidovre Hospital otte gange hen over vinteren. Og selvom sorgen stadig er der, er de tre deltagere enige om, at de i dag er et andet sted, end da de mødtes første gang.

"Jeg bliver stadig rørt, men jeg kan sagtens mærke, at der er sket en udvikling, og det har været godt at kunne tale med både en præst og en sygeplejerske", siger Else Posin. 

"Det kan godt føles som at få en tung dyne over sig, når man har været i sorggruppen. Når man taler om dem, man savner, vælter en masse følelser over en og tynger. Alligevel har jeg set frem til hvert møde i sorggruppen, for jeg har altid kunnet tage noget af det, de andre siger, med hjem. Og det har været godt at blive udfordret lidt af Marianne og Susse, fx på, at jeg skal åbne min fars breve. I dag har jeg det godt. Jeg kan leve med savnet til min far, som aldrig forsvinder og i stedet mindes ham med smil," siger Christiane Vaaben. 

Leif Soylu fortryder heller ikke, at han sagde ja til at være med i sorggruppen, hvor han fortalt om sin hustrus sygdomsforløb og sit store savn – og grædt.

"Jeg har det bedre end jeg havde i sommer, men jeg er stadig meget ked af det og savner min kone. Det går nogenlunde, når jeg laver noget, men det er svært, når jeg bare sidder ved køkkenbordet og kigger. For så sidder hun jo ikke længere der over for mig". 


Hospitalspræst Marianne Thestrup Jensen og Susse Kappel, sygeplejerske og uddannet sorgterapeut, står bag den nye sorggruppe på Hvidovre Hospital.



Redaktør