Derfor drypper du, når du løber

​​Hver fjerde kvinde oplever problemer med ufrivillig vandladning i løbet af livet. Særligt i forbindelse motion kan det give gener. Ledende overlæge Charlotte Wilken-Jensen giver gode råd til, hvordan du holder tæt.

Det er typisk ikke noget, man taler om med familie og venner, men ikke desto mindre er der rigtig mange kvinder, som døjer med det: ufrivillig vandladning.

På Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling på Hvidovre Hospital ser de, ifølge ledende overlæge Charlotte Wilken-Jensen i hvert fald mange kvinder, som har problemer med, at de lækker.

"Det er meget tabubelagt, så det er ikke noget, kvinderne taler med andre om. Ofte har de gået med problemet i flere år, før det er blevet så slemt, at de søger hjælp på hospitalet," siger hun.

Særligt et problem ved motion

Ifølge Charlotte Wilken-Jensen opdager de fleste kvinder problemet i forbindelse med motion.

"Det bliver ofte fremprovokeret ved løb eller ved hop. Det rammer alle. Det kan være den helt unge pige, som er ude at løbe sig en tur, eller det kan være bedstemoren, som bliver bevidst om problemet, når hun prøver den nye havetrampolin med sine børnebørn. Det er et problem, som øges med alderen, men det rammer næsten alle," siger Charlotte Wilken-Jensen og forklarer videre, at den ufrivillige vandladning hos kvinder skyldes svage muskler i bækkenbunden.

"Mange kvinder ved ikke, at det er enormt vigtigt også at træne deres bækkenbund. De går måske i fitness center, men træner kun de muskler, de kan se og glemmer bækkenbunden," siger hun.

Sådan undgår du det

"Alle kvinder i alle aldre burde lave knibeøvelser. Hvis man har en stærk bækkenbund, lækker man heller ikke," siger Charlotte Wilken-Jensen og tilføjer, at indtil man har fået trænet sin bækkenbund op, kan man sørge for, at der ikke er noget at lække af, når man fx skal ud at løbe.

"Man skal sørge for at tisse, inden man dyrker motion. For hvis der ikke er noget i blæren, kan det heller ikke lække ud. Men på længere sigt kan man helt undgå problemet ved at komme i gang med at lave knibeøvelser".

Som at holde på en prut

Charlotte Wilken-Jensen forklarer, at andre faktorer som overvægt, kronisk hoste og hyppig forstoppelse kan være med til at svække bækkenbunden. Det er derfor ekstra vigtigt at lave knibeøvelserne, hvis man døjer med en eller flere af disse gener. Ligesom graviditet og fødsel også spiller en stor rolle.

"Mange kvinder synes, det kan være svært at lave knibeøvelser. De er usikre på, om de gør det rigtigt. Men man skal bare tænke på, at man er ved at slippe en prut, som man skal holde tilbage. Hvis man gør det, er det de rigtige muskler, som bliver trænet. Og det gode ved knibeøvelserne er, at du kan lave dem hvor som helst og når som helst," siger Charlotte Wilken-Jensen og kommer med en opfordring til de danske kvinder:

"Når man alligevel er til en gynækologisk undersøgelse – som de fleste kvinder jo er fra tid til anden - så bed lige gynækologen om at undersøge styrken i din bækkenbund. Det tager kun et øjeblik, men det kan betyde, at du kan sætte ind og opbygge styrke, inden den ufrivillige vandladning bliver et problem."

Redaktør