Derfor bliver du ikke syg når du er på festival

​Du får stort set ingen søvn. Du går ikke i bad i en uge. Du deler telt, øl og mundvand med en masse forskellige mennesker, men hvorfor bliver du alligevel ikke syg, når du er på Roskilde, Skanderborg eller Northside?

Festivallivet er mere forbundet med sjov og sjusser end med hygiejne og håndvask. Alligevel kommer langt de fleste godt igennem sommerens festivaller uden at pådrage sig alvorlige infektioner eller sygdomme. Det skyldes ifølge Peder Worning, som er forsker og bakterieekspert på Hvidovre Hospital, at vi mennesker generelt er ret robuste, når det kommer til bakterier.

Må godt dele en bajer

”Der skal rigtig, rigtig meget til, før vi bliver syge på grund af dårlig personlig hygiejne. Man kan også sagtens dele en bajer eller kysse med en sød pige fra nabolejren. Det vil der som regel ikke ske noget ved,” siger Peder Worning og tilføjer, at de største farer for at blive syg uden tvivl ligger i dårlig hygiejne ved madlavning.
 
”Hvis kokken ikke vasker hænder eller maden ikke er gennemvarmet, kan man blive syg. Men jeg har indtryk af, at der er noget, der er meget fokus på på de danske festivaller,” siger Peder Worning.​

Vask hænder og brug kondom

Udover madhygiejne er en af de største kilder til festival-sygdom ubeskyttet sex.
 
”Generelt synes jeg ikke, man skal være bekymret for at tage på festival på grund af bakterier. Men jeg vil opfordre til, at man dyrker beskyttet sex, for det er ikke sjovt at få klamydia, gonorre eller syfilis, og man kan nå at smitte mange, før man opdager det,” siger forskeren. Han tilføjer, at også manglende håndvask efter toiletbesøg kan være en smittekilde på festivalpladserne.
 
”Der er nok mange festivaldeltagere, der ikke vasker hænder, efter de har tisset. Men det betyder heller ikke så meget. Urin er rent, og det er begrænset, hvor mange bakterier man har i skridtet. Det er stort set det samme som at røre sig i armhulen. Det er derimod vigtigt at vaske hænder, hvis man skal mere end bare tisse. Der er masser af bakterier i vores afføring, som vi kan blive syge af,” siger han.​

Ro på, nyd festivalen

Peder Wornings overordnede budskab er dog, at man ikke skal være så bakterieforskrækket, og at man skal tage den med ro og nyde oplevelsen og musikken på de danske festivaller.
 
”Menneskekroppen er bygget til at mødes med og omgås andre mennesker. Vores hud fungerer som et skjold, der holder bakterierne ude, og hvis man ellers er sund og rask, er bakterier ikke noget, man skal gå og bekymre sig om,” lyder rådet fra Peder Worning.
 

Redaktør