Gå til hovedindhold

​​

Danmarks grønneste laboratorium

​Som de første i Danmark har Klinisk Biokemisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital modtaget platin fra My Green Lab - en certificering for syvmileskridt mod et mere bæredygtigt laboratorium.

"Det har været en kæmpe øjenåbner," siger Lisbeth Mortensen, chefbioanalytiker i Klinisk Biokemisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital. Hendes afdeling har de sidste knap 2 år arbejdet intensivt med at gøre deres laboratorium mere "grønt".

Og lige før jul kom belønningen, da afdelingen sikrede sig en platincertificering fra My Green Lab – en internationalt anerkendt certificering og den næstbedste man kan opnå.

Chefbioanalytiker ​​​Lisbeth Mortensen fra Klinisk Biokemisk Afdeling.




Fra tanke til handling

Arbejdet begyndte i efteråret 2024 med et simpelt spørgsmål: Hvor meget strøm bruger vi egentlig, og hvor stor er vores CO₂-udledning?

"Vi startede med at lave en baseline, og så, at vi faktisk lå ret godt – svarende til en bronzecertificering. Men vi ville gerne gøre det endnu bedre," fortæller Lisbeth Mortensen.

En af de første opdagelser var, at standbyfunktionen på laboratoriets apparatur næsten ikke reducerede strømforbruget. Ved at skifte til sleep-mode kunne afdelingen hurtigt se en markant besparelse, at apparaturets strømforbrug næsten faldt til nul i fx weekender og nattetimer.

Små ændringer – store besparelser

Og det stoppede ikke der. Ved at hæve temperaturen i afdelingens store frysere, hvor der opbevares prøver, fra -80 til -70 grader sparer laboratoriet ét ton CO₂ pr. fryser om året. Når en fryser kan slukkes helt, er besparelsen hele tre tons.

Men den største CO₂-synder viste sig at være de såkaldte stinkskabe.

"Hvis lugerne står åbne, når vi ikke bruger skabene, forbruger de overraskende meget energi. Ved blot at huske at lukke dem, kan vi spare op mod 62 tons CO₂ om året. Det er helt vildt," siger Lisbeth Mortensen.

62 tons CO2 svarer ca. til det, som din benzinbil ville udlede, hvis du kørte fra Hvidovre Hospital til Groote Schuur Hospital i Cape Town, Sydafrika – og tilbage igen. Og så gjorde det 10 gange. En samlet køretur på godt 270.000 km.

Her ses stinkskabet og den store luge, som personalet nu husker at lukke efter brug.




På stinkskabene har afdelingen sat små klistermærker, som husker personalet på at lukke lugen helt, så klistermærket bliver helt.



En ny kultur i a​fdelingen

Certificeringen handler ikke kun om teknik og udstyr, men også om kultur. Personalet har været dybt involveret i processen.

"Det var vigtigt for os, at det ikke blev et ledelsesprojekt, men også medarbejdernes projekt. Vi har fået ildsjæle til at tage ejerskab og komme med input, og det har skabt en stærk grøn kultur i afdelingen," fortæller Lisbeth Mortensen.

Det er nemlig ikke altid nemt at ændre på vaner, så afdelingen har indført mange nye arbejdsgang, klistermærker samt jævnlige kontrolrunder, hvor det fx bliver tjekket, at stinkskabenes luger er lukket.

"Og tallene har gjort en stor forskel. Når folk ser sort på hvidt, hvor meget vi kan spare med små ændringer, bliver de motiverede."

Arbejdet fo​rtsætter

Certificeringen gælder i to år, og så skal laboratoriet gen-certificeres.

"Vi tvivler på, at vi kan nå den allerbedste certificering, da den kræver nogle ting, som ligger uden for vores afdelings handlerum. Men vi vil fortsætte med at forbedre os, og næste skridt er at få certificeret vores laboratorium på Amager Hospital. Men allerførst skal vi have fejret, at vi har nået platinniveau. Så i dag er der fastelavnsboller til hele afdelingen" siger Lisbeth Mortensen.

Afdelingen fejrer certificeringen med fastelavnsboller.

Hvad er My Green Lab certificering?

My Green Lab-certificeringen er et globalt anerkendt program, der er anerkendt af FN, og som hjælper laboratorier med at reducere deres miljøpåvirkning ved at indføre bæredygtige praksisser inden for energi, affald, vand og indkøb. Programmet giver derefter en bronze-, sølv-, guld-, platin- eller grøn certificering på baggrund af en særlig score.​


Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden