Corona-skeptikere filmer på Hvidovre Hospital

​En gruppe kaldet ’Frihed til folket - Tag magten tilbage’ har været på Hvidovre Hospital og filmet tomme senge og gange. Tiltaget bliver mødt med fordømmelse fra hospitalsdirektionen – og tilsyneladende også hos den brede offentlighed. 

Vent...
Tirsdag aften optog en gruppe coronaskeptikere en video i Ambulatorieetagen på Hvidovre Hospital, hvor der stod tomme senge. Der var heller intet travlt personale at se, oplevede de. De mente således at kunne dokumentere, at der er mange ledige sengepladser, og at staten med COVID-19 derfor bedrager befolkningen med henblik på at indføre omfattende og undertrykkende lovgivning. Optagelsen foregik uden mundbind. Da en medarbejder spurgte ind til manglende mundbind, sagde de, at de var undtaget fra reglerne. 
 

Se videoen på TV2lorrys hjemmeside - klik herSe videoen på TV2lorrys hjemmeside - klik her

 
Videoerne er blevet delt over 200 gange og diskuteret på de sociale medier, hvor den dog overvejende er blevet mødt med skepsis, hvis ikke ligefrem forargelse og fordømmelse.

Også hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv fra Hvidovre Hospital tager afstand:  
”Det er en forvrængning af den virkelighed, der er på hospitalerne, og det kan direkte modvirke de intentioner, myndighederne har om, at vi alle skal støtte op og overholde retningslinjerne. Det er skadelig oplysning for befolkningen. Vi har brug for at alle støtter op om restriktionerne,” siger hun til TV 2 Lorry.

Birgitte Rav Degenkolv forklarer også til TV 2 Lorry, hvorfor etagen har været så tom, som tilfældet var tirsdag aften. ”De er gået ind på ambulatorie-etagen, hvor der om aftenen er stille, fordi vi har lukket meget aktivitet ned. De har så filmet de tomme gange og nogle rene senge, der står parat til at modtage patienter, og så har de lavet en historie om, at vi er fulde af løgn,” siger Birgitte Rav Degenkolv.

Et hospital i en ekstraordinær situation

Steen Andersen, ledende overlæge i Lungemedicinsk og Endokrinologisk Afdeling, genkender heller ikke det billede af tomme senge, som gruppen tegner:
”Vores sengeafsnit til COVID-patienter er stort set fuldt belagt” siger han til TV2 Lorry. ”Vi får mange patienter bragt ind hver dag. Vores ambulante aktiviteter og planlagte operationer er udsat lige i øjeblikket. Det er en ekstraordinær situation, vi står i,” udtaler den ledende overlæge.

”Utroligt hvad folk filmer”

På de sociale medier er opbakningen til de selverklærede frihedskæmpere heller ikke overvældende.

”Covid-19-patienter ligger på lukkede afdelinger på grund af, at de smitter. Det er blevet oplyst lige fra starten af. Vedkommende, der har filmet, har tydeligvis ikke tænkt sig om,” skriver en bruger.

”God nyhed! Gymnasieeleverne er heller ikke pressede: bare se, klasseværelserne står helt tomme...,” skriver en anden. ”Utroligt hvad folk filmer. Måske de skulle bruge den indvendige side af hovedet, og forstå, at der er kæmpe forskel på afdelinger,” skriver en tredje bruger.

Ophavsmand står fast ved sin mening

Ophavsmanden til videoen, som er tilknyttet gruppen ’Frihed til folket - Tag magten tilbage’ ønsker ikke at stå frem, men har udtalt sig anonymt til TV2 Lorry.

”Ud fra den video, jeg filmer, er der ikke er travlt. Så er der nogen, der har skrevet til mig senere, at det er inde på Covid-19 afdelingerne, der skal være travlt, men det er jeg jo ikke opmærksom på, da jeg laver videoen, men det ændrer ikke på, at jeg har den mening, som jeg har.”

Hospitalet er et offentligt rum

Hospitalsdirektøren har p.t. ingen planer om politianmeldelse eller lignende.  ”Det er et stort offentligt hospital med mange indgange. Vi kan ikke forbyde andre at komme ind.”

Der er dog indsat vægtere til at overvåge usædvanlig aktivitet på det coronatravle hospital, så personalet kan passe patienterne uden forstyrrelser.

”De eksterne vagter, vi har i øjeblikket, er en forlænget arm i forhold til at rundere på hospitalet. Hvis der er behov for at ’intervenere’, vil hospitalets vagthavende vægter altid blive kontaktet og deltage. Vægterne er ret gode til at vurdere situationen og på fredelig vis henvise til at forlade hospitalet, eller hvad der er nødvendigt,” siger servicechef Mette Gliese.

Hvordan håndterer vi eksempelvis filmende borgere?

Hvis filmende privatpersoner observeres, foreslår Serviceafdelingen, at de håndteres på samme måde som vanligt, når hospitalet har besøgende i denne tid:
- Man skal have et ærinde
- Man skal ikke færdes uden en aftale på kliniske afsnit
- Retningslinjer om brug af mundbind skal overholdes og vil blive håndhævet
- Retningslinjer om at holde afstand skal overholdes og vil blive håndhævet




Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor