​Når du læser de indledende ord til denne artikel i fx overskriften, kan du måske få fornemmelsen af, at du skal til at læse noget rigtigt trist. “Trist" er dog ikke et ord, der umiddelbart passer på cheflæge Faisal Mohammad Amin. "Energisk", "talende" og "lattermild" er mere passende.

Alligevel er vi ikke langt inde interviewet til denne artikel, før Faisal fortæller om den personlige hændelse, der har formet ham og hans professionelle virke - og som derfor er en central del af fortællingen om cheflægen for den kommende Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på AHH.

Hvor vigtigt er det for dig, at det netop blev i det neurologiske speciale, du kunne søge steppet op som leder? Hvad betyder neurologien for dig?

"Det er vigtigt, for neurologien er blevet mit speciale, og det startede med en personlig historie. Min far fik en stor blodprop i hjernen, der gjorde ham halvsidig lammet, da jeg var otte år, og lige siden har jeg villet være hjernelæge, så jeg kunne helbrede min far. Men et par måneder før, jeg kom ind på medicinstudiet, fik han et langvarigt krampeanfald og var indlagt i flere måneder uden rigtigt at være ved bevidsthed. De sagde, at han ikke ville overleve, og jeg sad hos ham dag ud og dag ind og var så magtesløs, at jeg kom i tvivl om, om jeg overhovedet skulle være læge. Men jeg havde ingen plan B.

I starten af studietiden tog jeg så en masse FADL-vagter på den samme afdeling, hvor min far havde været indlagt og døde, og bare det, at jeg kunne tømme en skraldespand eller hjælpe med at skifte en ble, gjorde, at jeg fik lidt kontrol igen, fordi jeg følte, jeg kunne være til hjælp. Det boostede mig og var min indgang til det speciale, som siden er blevet mit."

Hvilke overvejelser har du gjort dig om din ledelsesrolle i denne tid, hvor det neurologiske speciale i regionen er præget af forandring?

"Det bliver både spændende og udfordrende at være med til at bygge den nye afdeling op. Man tager jo ikke bare en skuffe ud et sted og putter den et andet sted hen. Man er nødt til at se på helheden, og det er helt naturligt at ændre arbejdsgange og justere nogle ting. Mange yngre speciallæger vil følge med opgaven, og der kan komme en form for generationsskifte, og i sådan en proces vil der automatisk blive set på andre måder at gøre tingene på. Vi skal ikke løbe stærkere, men vi vil gerne arbejde mere effektivt.

Nogle er frustrerede over denne forandring, og det er helt naturligt, men frustration er ofte en midlertidig ting, og det er jo ikke første gang, der er en reform, og noget skal forandre sig. Vi har klaret det før, og vi klarer det igen."

Hvordan skal kulturen i afdelingen være for at få det til at lykkes? Og hvordan vil du være med til at skabe den?

​"Jeg brænder særligt for tre ben: forskning, patient-/pårørendeinddragelse og uddannelse. Jeg har selv forsket i mange år og går stærkt ind for, at forskning skal komme klinikken til gavn. Vi skal bruge de ressourcer, vi har, fornuftigt samtidig med, at det skal give værdi for patienten. Forskning skal være en naturlig del af det kliniske arbejde, og jeg ser også plejepersonalet som en vigtig del af dette.

Samtidig skal vi inddrage patienterne. Mange neurologiske sygdomme er noget, patienterne lever med og bliver fulgt med – fx migræne, epilepsi og sklerose. Det er godt at vide, hvem du har med at gøre. Har man kronisk hovedpine, er der fx risiko for at falde ud af sin uddannelse. Inden vi bare afprøver medicin, bør vi spørge ind til fx skole, sociale forhold osv. Det er det, der også betyder noget for patienten. Nogle kan fx godt leve med mild hovedpine, men ikke den ledsagende kvalme. Behandlingsmålet bør afstemmes med patientens ønsker og behov.

Og endelig har vi et ansvar for at uddanne læger, sygeplejersker og andet personale, hvilket skal bygges ind i den kliniske drift. Det har vi haft rigtig gode resultater med og skal fortsætte med. Det er vigtigt med et trygt uddannelsesmiljø, som samtidig kan trække flere til."

Hvordan ville dine tidligere kolleger/medarbejdere beskrive dig?

"Jeg tror, de ville sige, at jeg er hjælpsom og ambitiøs. Jeg har altid gerne villet hjælpe ved fx at tage flere patienter, hvis der var travlt, passe telefonen for andre osv., men den del bliver nok lidt svært nu. I den kommende tid vil jeg naturligt skrue op for det ambitiøse i forhold til at bygge den nye afdeling op og i forhold til min nye rolle.

Hvad tror du, medarbejderne på hospitalet vil blive mest overraskede over at vide om dig?

"Det er nok, at jeg er rigtigt god til at sy og fx lige har syet en sløjfe til min datters kjole. I det hele taget er jeg god til at lave ting med hænderne, men jeg har ikke så meget tid til det.

Og så startede jeg Neuro Cup, som er en fodbold cup, der foregår en gang om året. Alle faggrupper i neuro-afdelingerne spiller med ud fra et perspektiv om, at vi tager den en gang om året på grønsværen i stedet for at diskutere hele året. Sport er teambuilding, og jeg ser idræt som et middel til at bygge samvær og relationer op."​