Brittas baby døde før fødslen – nu forærer hun fødeafdelingen en kølelift

​Køleliften vil give familier, hvis baby dør før fødslen, bedre tid til at tage afsked med deres baby.

Vent...

​"Vores historie kan ikke laves om, men jeg håber, at denne cuddle cot kan gøre en forskel for andre forældre i samme situation som os," sagde Britta Nielsen, da hun torsdag den 30. august forærede fødeafdelingen på Hvidovre Hospital en såkaldt cuddle cot. Den kaldes på dansk kølelift og kan holde babyer, der dør før fødslen kølige, mens familien tager afsked. 

I 2015 døde Britta Nielsens datter Caroline to måneder før termin. Britta skulle føde Caroline og derefter tog hun, hendes mand, familie og venner afsked med den lille ny. Men indimellem skulle Caroline bæres ud og ligge på køl, så det var en afsked med konstante afbrydelser.

"Hver gang hun blev båret ud, var jeg i tvivl om, hvor hun var, hvem der passede på hende, og hvordan hun ville se ud, når hun kom tilbage. Til sidst blev det for meget, og vi tog hjem, men set i bakspejlet ville vi gerne have haft længere tid til afskeden," fortæller Britta Nielsen, som via en indsamling på Gofundme samlede de 20.000 kroner ind til cuddle cot'en.

Chefjordemoder Dorte Dahl er meget taknemmelig på afdelingens vegne.

"Det kommer til at betyde meget for forældrene, så de ikke skal opleve den stress, der er forbundet med, at deres nyfødte jævnligt skal fjernes fra dem. Vi er meget taknemmelige for køleliften, som kan sikre gode forløb for de familier, der oplever dette, og som jordemødrene er rigtigt glade for nu at kunne tilbyde," siger chefjordemoder Dorte Dahl.

Britta og hendes mand Kristian har siden fået lillebror Asger, som rødlokket og glad løber rundt mellem de mange jordemødre, læger, sygeplejersker og SOSU-assistenter, der nysgerrigt strømmer til for at se køleliften.

Ca. 10 gange om året mister forældre, som er tilknyttet fødeafdelingen på Hvidovre Hospital, deres baby, som dør før fødslen.


På fotoet ses jordemoder Helene Dreyer, som i sin tid tog imod Britta Nielsens datter, og Britta Nielsen, som har foræret køleliften til fødeafdelingen på Hvidovre Hospital.

 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor