Børnene gjorde et særligt indtryk

​Tusindevis af hårdtarbejdende sundhedsmedarbejdere fra hele verden har det seneste år arbejdet for at dæmme op for ebola-epidemien i Vestafrika. En af dem er sygeplejerske Charlotte Schang, som her fortæller om sin tid i ebola-orkanens øje.

"Når man er så syg, trænger man til omsorg og at blive holdt om, og det er rigtigt svært at opnå når det handler om ebola. Når vi havde beskyttelsesdragten på, var det kun øjnene, der var synlige, men det er svært at se udtrykket i øjnene, fordi ansigtet bliver lidt spændt ud af beskyttelsesbrillerne. Jeg tænkte på, hvordan jeg overhovedet kunne kommunikere et smil med mine øjne."

Ordene er Charlotte Schangs. Til daglig er hun sygeplejerske gennem mere end 20 år på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital, men i foråret var hun en af de mange sundhedsarbejdere, der valgte at rive et par måneder ud af kalenderen for at tage til Sierra Leone og arbejde på et behandlingscenter for patienter med ebola, et såkaldt ETC: Ebola Treatment Center.

"Man kan nemt føle sig magtesløs, når man i tv ser billeder fra katastrofer. Men da ebola for alvor kom på dagsordenen i Vestafrika sidste sommer, tænkte jeg, at jeg simpelthen måtte derned. Og med den profession jeg har, kunne jeg jo gøre noget konkret", fortæller Charlotte Schang om baggrunden for, at hun valgte at tage af sted.

Suspect, probable eller confirmed

Da ebola-epidemien var på sit højeste, var der også nogle ebola-mistænkte patienter i Danmark og på Hvidovre Hospital. Forskellen er at en patient med mistanke om ebola på Hvidovre Hospital vil blive indlagt på en stor enestue i højisolation, mens patienterne i Sierra Leone lå på ETC'et side om side.

"En mand på 70 år og et femårigt barn kunne godt ligge ved siden af hinanden. Patienterne fik selvfølgelig instrukser om, at de ikke måtte røre hinanden, med det gik galt et par gange. F.eks. var der to patienter, der kom til at dele en mobiltelefon, en anden og konfus patient kom til at lægge sig i en medpatients seng," fortæller Charlotte Schang.

ETC'et var inddelt i tre afdelinger: "suspect" til patienter med mistanke om ebola, "probable" til patienter, som sandsynligvis havde ebola, og "confirmed" til patienter, der havde fået konstateret ebola. I de seks uger Charlotte Schang var afsted var der ca. 130 patienter i ETC'et , hvoraf omkring 25 havde ebola. Mere end halvdelen af dem døde. Det var især mødet med de ebolaramte børn, der gjorde indtryk på Charlotte Schang.

"Jeg husker især en lille pige på omkring fem år, som kom ind sammen med sin storebror og sin bedstemor. Der havde også været en ældre søster, som de havde mistet. De blev indlagt i "probable", men vi var nødt til at flytte pigen til afdelingen for smittede. Hun var en meget tapper lille pige, men det var hårdt at skulle tage hende væk fra sin bedstemor, og se hendes lille chokerede ansigt, mens hun rakte ud efter sin bedstemor. Bedstemoderen og drengen var ikke smittede, men den lille pige døde desværre efter få dage".

Slow slow, safe safe

Med en daglig gennemsnitstemperatur på lige under de 40 grader, skulle danskerne vænne sig til at arbejde i et langsommere tempo for ikke at blive dårlige. Når de var inde hos patienterne og iført beskyttelsesdragterne arbejdede de derfor i korte skift, højst 45 minutter, så de undgå ildebefindende eller kollaps. Udstyret bestod udover selve dragten af forklæde, hætte, handsker, gummistøvler, mundbind og beskyttelsesbriller.

"Det var så varmt i udstyret, og jeg kunne mærke sveddråberne dryppe ned i fingrene i handskerne og lægge sig i små pytter i beskyttelsesbrillerne", fortæller Charlotte Schang og fortsætter:

"Mottoet dernede var "slow slow, safe safe". Vi gjorde ikke noget hurtigt, for så kan man lave fejl, især når man skal ud af dragten. Der var hele tiden en hjælper, som fortalte, hvad vi skulle gøre, når vi skulle have dragten af og på, for man kunne godt blive ør i hovedet på grund af varmen og væsketabet efter ophold hos patienterne. Aftagningen af udstyret foregik trinvis og med klorspraying og håndvask i klor undervejs. Når man iklædte sig udstyret kontrollerede ens makker, at alt sad korrekt."

Hjemme igen

Ebolaepidemien i Sierra Leone klingede af, mens Charlotte Schang var der, og da det seks ugers ophold lakkede mod enden, var der kun en enkelt patient tilbage på ETC'et - en ung ebola-smittet kvinde, som havde mistet sin lille søn lige efter indlæggelsen og senere mistede sin mand, men heldigvis selv overlevede.

Da Charlotte Schang kom hjem, skulle hun igennem en tre ugers observationsperiode, hvor hun skulle holde øje med sin temperatur hver dag. Nu er hun tilbage til hverdagen i Hvidovre.

"Der er jo en kæmpe forskel på, hvad man kan gøre herhjemme, og hvad man kunne i Sierra Leone. Dernede kunne vi ikke tage fx røntgenbilleder af patienterne, men kun give væske og prøve at lindre deres smerter. Man mindes endnu engang om, hvor privilegerede vi er i vores del af verden".

Afsted igen

Charlotte Schang kunne sagtens forstille sig at tage af sted igen.

"Bliver der behov igen, er jeg klar. Jeg ville også gerne rejse ud for at lave forebyggende arbejde i andre sammenhænge," siger hun og fortsætter:

"Det var selvfølgelig barskt, men jeg syntes godt, at jeg kunne være i det. Og jeg tager hatten af for den spirit, vi mødte dernede, især når man tænker på hvor meget hele landet, Sierra Leone, på alle områder, har lidt under Ebola".

Redaktør