Æggene fryser på Hvidovre Hospital

​Hvidovre Hospital har længe gået forrest i udviklingen af bedre fertilitetsbehandling. Nu tager hospitalet endnu et skridt med en ny form for behandling, hvor kvindens æg bliver frosset ned og lagt op under kvindens naturlige cyklus. Målet er at undgå overstimulation.

Fertilitetsbehandling er et område i rivende udvikling. Nu håber forskere på Hvidovre Hospital, at en ny metode kan resultere i endnu et kvalitetsmæssigt spring fremad for kvinder, der ønsker hjælp til at blive gravide.

"Til trods for markante forbedringer i specielt laboratorieteknikker, har graviditetsraterne efter assisteret befrugtning over de seneste år ikke været stigende, men nu håber vi, at vi med vores Freeze All projekt kan gøre behandlingen både mere sikker og måske også mere succesfuld," siger Sacha Stormlund, som er læge og ph.d. studerende på Hvidovre Hospitals Gynækologisk/Obstetriske Afdeling.

Undgår overstimulation

Den nye Freeze All metode, som skal afprøves over de kommende tre år, går kort fortalt ud på, at man fryser alle de befrugtede æg ned og først lægger et æg tilbage, når det passer ind i kvindens naturlige cyklus. Det gør man for at undgå overstimulation.

"Ved traditionel fertilitetsbehandling bliver kvinderne stimuleret med høje hormon-doser for at modne flere æg på en gang, hvorefter æggene befrugtes i laboratoriet og et enkelt æg lægges tilbage i livmoderen i den samme cyklus. De høje hormon-doser i behandlingen kan være med til at påvirke miljøet i livmoderen og muligvis mindske chancen for, at det befrugtede æg sætter sig godt fast. Denne metode medfører desuden en risiko for udvikling af overstimulationssyndrom, hvilket er en sjælden, men meget alvorlig komplikation til fertilitetsbehandling," forklarer Sacha Stormlund og fortsætter:

"Ved at fryse æggene ned og vente med opsætning til en efterfølgende – naturlig – menstruationscyklus, kan vi stort set undgå alvorlig overstimulation, og vi sikrer, at livmoderslimhinden er mere naturligt forberedt til ægget".

Mere effektivt

Sacha Stormlund håber også, at Freeze All metoden vil have den positive effekt, at fertilitetsbehandlingen bliver mere effektiv.

"Det er alt for tidligt at sige noget om resultater endnu, da vi først lige er begyndt, men mere og mere data også fra udlandet tyder på, at vi sandsynligvis også vil kunne øge graviditetsraten ved at fryse æggene og lægge dem op i kvindens naturlige cyklus. Så det er jo endnu et muligt positivt aspekt ved Freeze All," siger hun.

Kræver tålmodighed

Den største ulempe, Sacha Stormlund lige umiddelbart kan finde ved Freeze All metoden, er, at man beder kvinderne om at udskyde drømmen om en lille ny i to måneder yderligere. Men hun har været overrasket over, hvor godt der er blevet taget imod tilbuddet indtil videre.

"De seneste mange år har reagensglasbehandling været tænkt på en bestemt måde med oplægning af et befrugtet æg i den samme cyklus, hvor vi har stimuleret med høje doser af hormoner.  Det kan man sige, at vi vender lidt på hovedet nu, når vi i stedet "nulstiller" ved at nedfryse alle de befrugtede æg og i stedet lægge dem op i en efterfølgende naturlig menstruationscyklus. Så det er klart, at det kan være meget at bede en håbefuld familie om at vente to måneder længere end forventet, for at vi kan ramme kvindens cyklus. Det kræver både tillid og tålmodighed fra patientens side, men det synes jeg, at de har været rigtig gode til. De har været søde og interesserede, og jeg tror, at mange af dem godt kan se, at de ekstra to måneder muligvis kan være godt givet ud," siger Sacha Stormlund og fortæller, at der kommer cirka tre nye deltagere til projektet hver uge.

En del af noget større

Freeze All-projektet er udtænkt og startet af professor Anja Pinborg fra Hvidovre Hospital og er del af det store ReproUnion-samarbejde, som er et samarbejdsnetværk af 12 fertilitetscentre fra Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Skåne i Sverige. ReproUnion er sponsoreret af EU/Interreg og støtter i alt 24 ph.d'er over de kommende tre år og styrker samarbejdet mellem faggrupper, klinikker, regioner og nationer. 

Redaktør