9. klasses forslag til 1. klasses sundhed

​”Y-tallerkener” og rund buffet i kantinen, en sansehave til de ældre patienter, belønning for at spise op. Kun fantasien satte grænser, da 9. klasse-elever fra Dansborgskolen kom med sundheds-tips til medarbejdere og patienter på Hvidovre Hospital.

​Der var skruet godt op for kreativiteten, da 9. klasse-eleverne fra den lokale Dansborgskole forleden besøgte Hvidovre Hospital for at præsentere frugten af deres projektarbejde om sundhed. 

​The sky is the limit

Opgaven lød på at hjælpe patienter og ansatte på Hvidovre Hospital til sundere liv gennem kost og motion – og ideerne var mange og ofte overraskende gode og innovative.

”Der var rigtig mange spændende projekter. Og de havde gjort utrolig meget ud af det. Det var både lærerigt for eleverne at få lov til at koble teori med praksis, og for os her på hospitalet at få nogle nye friske øjne på den måde, vi gør tingene på,” siger diætist og censor i projektet, Stine Vejgaard og tilføjer:

”The sky is the limit, når man går i 9. klasse. Og det kunne man godt mærke. De var generelt meget kreative og så tingene på en helt ny måde.”

Tidlig rekruttering

Blandt de mange forslag var en nytænkning af personale-kantinen, som indebar en rund buffet, inddelt efter fødevaregrupper (fx proteiner, grøntsager, kulhydrater osv.). Tallerkenerne skulle markeres med Y’er, så man kan se hvor meget, man skal fylde på af hver fødevare-gruppe. Og så skulle der hænges ”sukker-advarsler” op på køleskabene med sodavand.

En anden gruppe havde indrettet en sansehave i taghaverne, hvor især ældre patienter kunne få frisk luft og motion og styrke deres sanser. Gruppen havde blandt andet besøgt et plejehjem og et gartneri som del af deres research. Kort sagt var der lagt en masse energi og arbejde i projekterne.

Hold kontakten

Det virker fornuftigt at folkeskoleeleverne bruger meget tid på deres skolearbejde, men skal hospitalets medarbejdere bruge deres dyrbare tid på at vejlede og bedømme folkeskoleelevers arbejde? Svaret er ja, - i hvert fald hvis man spørger Stine Vejgaard. Hun mener nemlig, at timerne er godt givet ud.

”Det giver eleverne et billede af hverdagen på et hospital, set fra en anden vinkel end den, de ser på tv. Vi får jo mulighed for at vise en gruppe unge mennesker, hvad vi kan, og det er jo vel at mærke unge mennesker, som snart skal ud og vælge en uddannelse, siger hun og slutter:
”Og så er der jo også læring i det for os. Vi får n
ogle friske øjne på hospitalet, og jeg har da opfordret flere af grupperne til at holde kontakten, fordi deres ideer var rigtig gode.”

Redaktør