5 råd fra fysioterapeuten: Sådan passer du på din krop

​Få fysioterapeut Christian Topps 5 gode råd til, hvordan du undgår skader og holder din krop stærk og sund i en travl hverdag.

Vent...

Det kan af gode grunde være svært at forudse et styrt på trappen, men ofte kan du selv gøre en indsats for at forebygge de skader og skavanker, der forekommer hyppigst. De kommer nemlig af at sidde i timevis ad gangen i de samme arbejdsstillinger. Christian Topp har været personalefysioterapeut på Hvidovre Hospital i 10 år, og her får du hans bedste råd til at undgå skader.

1. Identificér de værste belastninger i dit arbejde

Uanset jobtitel drejer det sig næsten altid om en ubalance mellem det, man byder sin krop, og det, kroppen rent fysisk kan klare, når musklerne eller leddene pludselig laver ballade. Derfor er det vigtigt at identificere de værste belastninger i netop dit arbejde og øge din styrke i de områder.

"Alle jobs har et fysisk krav, og hvis vi ikke lever op til det, kan vi få et problem," siger Christian Topp.

2. Husk variation og bevægelse

Jo mere vi laver af det samme, desto værre er det. Derfor er variation og bevægelse nøgleord.

"Kroppen kan godt lide at lave alt muligt blandet, men vores arbejde er blevet så specialiseret i dag, så mange har ikke længere alle mulige forskellige småopgaver, som bryder det ensidige. Men det behøver ikke være uproduktivt at få mere bevægelse ind i løbet af arbejdsdagen. Det er om at finde håndterbare, simple løsninger, der kan fungere for dig."

Christian Topp foreslår for eksempel, at du går en lille omvej med skraldet: 

"De få ekstra sekunder, man skal bruge på at bevæge sig over til en anden skraldespand, gør ikke noget i det samlede billede, men det betyder noget for kroppen," siger Christian Topp.

3. Find dine "røde lys"

Forestil dig, at du er taxachauffør. Ville der være noget til hinder for, at du kunne lave en simpel lille skulderøvelse, hver gang du holdt for rødt?

"Det gælder om at finde dine egne "røde lys" i løbet af dagen. Du kan for eksempel beslutte dig for, at hver gang, du læser en mail, så gør du det i en god stilling. Der er ingen grund til at gøre det med hængeskuldre," siger Christian Topp.

4. Identificér dine hurdles og tag ansvar

Selvom de fleste af os godt ved, at vi bør bruge skrivebordets hæve-sænkefunktion, kan det i en travl hverdag være svært at huske de gode vaner. Her lyder rådet:

"Tag ansvar. Det er dig selv og din krop, det går ud over. Identificér dine hurdles og find ud af, hvordan du løser dem. Kniber det med hukommelsen, kan du prøve at sætte en alarm på din telefon eller en seddel på din skærm. Eller lav en aftale med dine kolleger om, at de kører dit bord op, hver gang du vender ryggen til."

5. Træn de gode vaner, når du ikke har travlt

"Hvis det er travlhed, der afholder dig fra at efterleve de gode vaner, kan det være svært at ændre på selv. Men hvis du træner de gode rutiner, når du ikke har travlt, er der en bedre chance for, at de følger med dig på automatpilot, når du får travlt," siger Christian Topp.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor