2018: Et godt år for forskningen på Hvidovre Hospital

​Slidgigt, KOL og tarmsygdomme er nogle af de sygdomme, forskere på Hvidovre Hospital har zoomet ind på i 2018. Med millionbevillinger i ryggen har forskningen haft et godt år på hospitalet. 

Vent...

​En iltrobot til KOL-patienter, test af ormeæg mod kronisk betændelse i tyktarmen og digital hjælp til unge kroniske patienter. Det er blot nogle af de mange områder, forskerne på Hvidovre Hospital har set nærmere på i 2018.

De mange forskningsprojekter på hospitalet bliver primært til på baggrund af eksterne bevillinger, og her har hospitalet også haft vind i sejlene i 2018: 8 millioner til MR-forskning for at forebygge sygdomme i hjernen og øret, 3 millioner til forskning i arvelig tarmkræft, og to gange 11 millioner fra EU til henholdsvis forskning i virus og sygdomme i hjernen er blot nogle af de mange økonomiske bevillinger.

"Jeg er både glad og stolt over, at så mange af vores dygtige forskere har tiltrukket eksterne midler til forskning, som i sidste ende kommer vores patienter til gode," siger vicedirektør Else Smith, som også er medlem af Forskningsrådet.

Zoomer ind på forskning

I 2018 har forskningsområdet været under lup i forhold til at udarbejde en fokuseret strategi for forskningen over de næste tre år. Strategien sætter særligt fokus på tre områder: kroniske lidelser, akutte patientforløb og forskning og innovation tæt på klinikken.

"Vi har forsøgt at formulere en strategi, hvor indsatsområderne tager afsæt i vores virkelighed. Den tager højde for, at vi ligger i et område med stor social belastning og dermed mange kronikere og rummer samtidig det akutte.  Den illustrerer og understøtter, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være," fortæller Else Smith.

Hvad skal der ske i 2019?

Lige før jul blev hospitalets egne strategiske forskningsmidler uddelt for anden gang i 2018 blandt et felt af 80 ansøgere, og der bliver også en pulje at søge i 2019.

"Vores egne midler er jo langt fra de summer, man kan tiltrække eksternt, men det er vigtigt for os at kunne støtte vores unge forskere i at komme i gang og dermed pleje de gode talenter," fortæller Else Smith.


Læs flere artikler om forskning, fx projekter, resultater, bevillinger og portrætter af nye professorer på Hvidovre Hospital, her.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor