​​

15 mio. kr. fra EU til hjerneforsker på Hvidovre Hospital

​Seniorforsker og lektor Tim Dyrby får 15 mio. kr. fra EU til forskning i hjernens hastighedsbaner. Det kan føre til bedre behandling af hjernesygdomme.​

Vent...

​Kører du i bil, er du måske vant til at bruge Google Maps, som kan vise, når der fx opstår trafikuheld på vejen – med konsekvens for den hastighed, du når frem med.

 På samme måde vil ingeniør og seniorforsker Tim Dyrby fra Hvidovre Hospitals MR-Forskningssektion nu skabe et slags Google Maps over "trafikuheld" i hjernen, som har betydning for hastigheden af forbindelserne i hjernens trafik. Kortet vil give ny indsigt i tidlige stadier af hjernesygdomme, og lægerne vil dermed på sigt kunne optimere behandlingen for den individuelle patient.

 Tim Dyrby har netop modtaget 15 mio. kroner fra Det Europæiske Forskningsråd til sin forskning – og han er en stolt og glad modtager:

 "Det er en prestigefyldt bevilling, og selvom om jeg endnu ikke er startet på projektet, er det lidt af et kvalitetsstempel for mig som forsker. Bevillingen er rettet mod selve projektet, men jeg er jo også blevet vurderet ud fra min tidligere forskning," fortæller Tim Dyrby.​

Portræt af Tim Dyrby

Vigtigt med hurtige forbindelser i hjernen​

Tim Dyrbys forskningsprojekt skal føre til, at man via magnetisk resonans (MR) scanning kan afbilde, hvor hurtigt signaler kan transmitteres via hjernens kommunikationsnetværk.

"Man kan sammenligne hjernens kommunikationsnetværk med internettet som forbinder vores computere, fjernsyn samt styring af lyset i huset. Vi ved alle, hvor vigtigt det er med en god, hurtig forbindelse, og hvor problematisk det er, hvis forbindelsen ikke fungerer ordenligt. Det samme princip gælder hjernenetværkets forbindelser," fortæller Tim Dyrby.

De hurtige forbindelser koster dog energi, og hjernenetværket fungerer sådan, at det øger energiforbruget i nogle forbindelser og reducerer det i andre. Placerer du fx din hånd på en varm kogeplade, sender hjernen lynhurtigt en besked til hånden om at flytte sig. De hurtigste forbindelser er disse "motor-forbindelser", der styrer vores bevægelser.

 Et google maps over hjernetrafikken ​

Det har bl.a. betydning i forbindelse med hjernesygdomme som multiple-sklerose (MS), Amyotrofisk Lateral Sklerose (ALS) og Alzheimers, som alle "angriber" hjernenetværket.

 "Vi kan simpelthen miste nogle forbindelser, så man bliver lammet eller ikke kan huske. I dag kan vi med MR-scanninger godt se, at der er noget galt med hjernenetværket, når en sygdom "angriber", men vi kan ikke sige, hvorfor det ikke fungerer," siger Tim Dyrby.

Hans forskning skal derfor munde ud i en metode til at afbilde nogle af de basale anatomiske strukturer i hjernenetværket, som kontrollerer transmissionshastigheder, og det helt særlige bliver kortet over hjernens forskellige hastighedsbaner.

 "Sygdomme, som angriber hjerneforbindelser og kan påvirke en forbindelses hastighed, vil blive markeret på kortet. Faktisk er det ligesom et Google Map, der kan indikere trafikuheld – bare for hjernen," fortæller Tim Dyrby.​

Mere om projektet og bevilli​​ngen

Bevillingen på 15 millioner kroner vil gå til at ansætte postdocs og PhD studerende.

 Projektet skal dels udvikle en ny MR-metode, men vil også kombinere forskellige billeddannende mikroskopi teknologier, og det udføres både præklinisk via dyreforsøg og senere klinisk på ALS-patienter på Neurologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital for at underbygge projektideen.

Tim Dyrby har en delestilling mellem Hvidovre Hospital og DTU COMPUTE. Projektet foregår på Hvidovre Hospital i sektionen Danish Research Centre for Magnetic Resonance (DRCMR) og på DTU COMPUTE i sektionen for Visual Computing. Hvidovre Hospital er "host institution" og DTU COMPUTE er "cohost". De kliniske forsøg udføres i Neurologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor