Da socialborgmester i København Edel Saunte den 5. november 1968 tog "den første mundfuld jord" til Vestegnens nye hospital, indeholdt gravemaskinens grab ikke bare jord, men en drøm om et moderne hospital til velfærdsstatens stadigt stigende befolkning og ønskerne om at yde kvalificeret og specialiseret behandling, pleje og omsorg i moderne rammer.
Edel Saunte fik også lov at lægge grundstenen til hospitalet den 7. august 1970, og allerede i slutningen af 1971 kunne sygeplejeskolen tage sine bygninger i brug, mens patienterne flyttede ind i den første sengebygning året efter. I 1975 stod første etape af byggeriet færdigt, de første kliniske afdelinger kunne flytte ind, og den 26. marts 1976 indviede Dronning Margrethe hospitalet – som dog først i 1979 kunne tage sin fjerde sengebygning i brug.
Det var bestemt ikke alle, der var begejstrede for Københavns Kommunes hospital i Hvidovre. Kommunen havde allerede sikret sig grunden i 1939, men de færreste havde nok forestillet sig, at kommunen turde tænke så nyt og moderne som den flade af beton, som landede mellem motorvejen og Hvidovres beboere. Alt det moderne skar i øjnene. Farverne, betonen, den lange gang, man kunne vandre hvileløst rundt i. Hospitalet var alt for moderne og højteknologisk og helt uden de gamle hospitalers charme, mente kritikerne. Andre, som den mangeårige leder af sygeplejen på Hvidovre, Anders Christian Jensen, var begejstrede og pegede på, at meget af det gamle hospitalsbyggeri var forældet og helt ude af trit med kravene til sygdomsbehandling og pleje i en moderne velfærdsstat.
De fleste blev glade for hospitalet, bemærkede Anders Christian Jensen nogle år senere. Og fik opbakning fra det store flertal af personalet, der var glade for at flytte til nye rammer, hvor kultur og forældede hierarkier ikke sad i væggen.
Sygeplejerskerne var her først
De første, der flyttede ind på matriklen, var sygeplejerskerne. Flere år før alle andre faggrupper satte de deres præg på det nye hospital, og fra 1972 uddannede den nye Hvidovre Sygeplejeskole, i tæt samarbejde med hospitalet, sygeplejersker – og ofte sygeplejersker, der havde helt andre idéer om deres rolle end deres forgængere.
Sygeplejerskerne på Hvidovre havde en høj selvbevidsthed og var i gang med en professionalisering af faget. De eksperimenterede med nye ledelsesformer, og de havde deres meningers mod – eller som en af de unge læger, der var under uddannelse på hospitalet, udtrykte det: "Hvidovre var kendt som det sted med de skrappe sygeplejersker. Som ung læge var man lidt bange for dem."
På det nye hospital var man "dus", også med patienterne og med overlægen, der ikke længere skulle tiltales med "Hr. Overlæge". Det var ikke bare tagene – som det i øvrigt regnede ned igennem – der var flade. Det samme var hierarkierne, og det kom noget bag på en del læger, at sygeplejerskerne sagde nej til rollen som blot lægens hjælper. I stedet insisterede de på, indimellem højlydt og med pludselig massesygdom og strejker, at de ville arbejde med at udvikle deres egen identitet og faglighed.
Da Hvidovre i 2001 kunne fejre 25 års jubilæum, konstaterede hospitalets daværende direktion, at nøgleordet på hospitalet var udvikling. Af samarbejdet mellem forskellige faggrupper, af behandling, pleje og omsorg til patienterne. Og at det gode samarbejde havde været med til at bringe Hvidovre Hospital helt i front inden for diagnosticering, behandling og forskning – eller som hospitalets nuværende direktion ved 50-årsjubilæet slår fast: Selv om hospitalet er fladt, er her højt til loftet, og det kan mærkes i den gode Hvidovreånd, som er forblevet i hospitalets atmosfære.
