Det er ikke kun betonmurene rundt om Hvidovre Hospital, der fejrer 50-års jubilæum. Også nogle af de mennesker, som arbejder her i dag, har været med fra begyndelsen. Pia Elisabeth Brødsgaard er i dag 68 år og arbejder stadig på timebasis i Gastroenheden, men hendes historie på hospitalet begyndte for 48 år siden.
“Jeg var knap 20 år, da jeg startede som lægesekretær-elev den 1. august 1978. Det var en annonce i avisen, der satte det hele i gang – og en ældre kusine, der allerede arbejdede som lægesekretær. Hun fortalte en masse sjove og spændende historier, og jeg tænkte: Det lyder som noget for mig," fortæller Pia Elisabeth Brødsgaard.
Et hospital, der duftede
Selvom Hvidovre Hospital allerede havde været i drift nogle år, da Pia trådte ind ad dørene, står det første møde stadig tydeligt.
“Jeg syntes, det var SÅ flot. Der duftede helt nymalet, som om alt stadig var nyt og fint," siger hun og fortsætter:
"Stemningen var præget af stolthed og respekt. Uniformerne skulle sidde helt perfekt, knapperne var knappet – og som elev krævede det særlig godkendelse, hvis man hellere ville arbejde i kittel end kjole. Der var i det hele taget noget særligt ved at være her. Man følte sig meget heldig. Hvidovre var moderne, stort og fyldt med energi."
Men det var ikke alt, der var fryd og gammen. Fx var der kun én bus til hospitalet dengang – nemlig linje 10. Og den var som regel fyldt til bristepunktet.
“Men det var nu også meget hyggeligt. Så fik man lige snakket med sine kolleger både før og efter arbejdsdagen," siger Pia Elisabeth Brødsgaard.
Frisør, blomsterbutik og kioskvogn
I slutningen af 70'erne og 80'erne var Hvidovre Hospital et lille samfund i sig selv. Pia husker tydeligt den summende hverdag:
“Der var et bibliotek, en pårørendecafé, tre kantiner, en damefrisør, en blomsterbutik og en kiosk i Vandrehallen. Og på afdelingerne kom der en kioskvogn to gange om dagen. Der var virkelig liv," fortæller hun.
Som elev skulle Pia hun rundt overalt – tre måneder på hver afdeling. Dengang rummede Hvidovre Hospital stort set alle specialer, så hun fik oplevet en hel masse forskelligt.
Da hun blev færdiguddannet i 1980, var hun på urologisk afdeling, hvor hun fik en fast stilling. Her havde de en tradition, man nok ikke ville se i dag.
"Hver fredag eftermiddag, når den sidste patient havde forladt hospitalet, samlede vi os inde i sekretariatet eller på afdelingssygeplejerskens kontor, og så fik vi lige et glas Martini med is. Der sænkede sig en ro, og det var utrolig hyggeligt," fortæller Pia.
Bibliotek i Vandrehallen. I dag er der møderum. Foto: Arkiv
Skadestuen – hvor alt kunne ske
Gennem årene arbejdede Pia flere steder, men ét sted står som noget helt særligt - nemlig skadestuen. Her arbejdede hun tæt sammen med kolleger, hun stadig ser den dag i dag.
Og så var det også noget særligt, når man havde nattevagt i skadestuen.
"Når der kom en patient ind om natten, så skulle vi jo finde personens journal. Så vi slog dem op i vores centralregistrering, og kunne se, at patientens journal fysisk lå hos en eller anden læge. Og så var det ud på løbehjul kl. 3 om natten og finde det konkrete kontor og patientens journal. Vi havde et meget stort nøglebundt, så vi kunne komme ind alle steder," fortæller Pia.
I dag arbejder Pia egentlig gået på pension, men er blevet ansat på timebasis i Gastroenheden på hospitalet.
“Det ville da være fint, hvis jeg også lige kunne nå mit 50-års jubilæum før jeg helt trækker mig", slutter hun.