Da Anita Schrøder begyndte i Patologiafdelingen i 1976 som histolaborant, var Hvidovre Hospital næsten nyt. Intet var fasttømret, og rutinerne blev skabt i fællesskab. Det kunne være lidt svært at vænne sig til.
"Jeg kan huske, at vi havde rigtig svært ved at lære kalde lægerne ved fornavn og sige du i stedet for De," siger Anita Schrøder.
Samtidig havde det arkitekttegnede miljø sine særheder: Der måtte for eksempel ikke hænge et håndklæde ved håndvasken, fordi det "ødelagde æstetikken". Det ændrede Anita og kollegerne dog hurtigt på.
Som modvægt til alt det nye og moderne, havde arbejdsmiljøet i 70'erne endnu ikke taget de store skridt ind i fremtiden. Kaffekopper stod side om side med paraffinklodser, farvevæsker stod frit fremme, og store dunke med sprit og formalin blev håndteret uden de krav, der gælder i dag.
Teknologiens spæde start
Digitaliseringen gjorde langsomt sit indtog på det nye hospital, og da infektionsmedicinsk ambulatorium fik sin første computer, lånte Anita Schrøder den for at lave indkøb:
"Det var helt nyt med computere på det tidspunkt, så jeg fik bare en seddel, hvor der stod "tryk der og tryk der", og så gjorde jeg det. Man vidste jo ikke, hvordan det virkede dengang, så man måtte prøve sig frem," husker Anita.
I dag er computeren en uundværlig del af Patologiafdelingen, hvor fx snittene af vævsprøver bliver scannet, og de digitale billeder af prøverne bliver vurderet på en pc-skærm
Børn og hunde med på arbejde
Anita Schrøder fik tre børn fra starten af 1976 til 1983. Der var tre måneders barsel, og hvis man var syg under sin graviditet, blev det trukket fra barselsperioden.
"Vi havde tre dage om året til at passe syge børn, og en gang overskred jeg det med to dage, og så blev jeg kaldt ind til en samtale," fortæller Anita Schrøder, som dog sammen med kollegerne fandt en løsning: Nogle gange kom børnene med på arbejde. Et helt skab blev derfor ryddet for kolber og skåle og indrettet som børnegarderobe – sorteret efter alder og med udklædningstøj nederst:
"Børnene tegnede, legede med laboratoriets kapsler, farvede trækpapir med histologiske farver og susede på hospitalets løbehjul gennem gangene," fortæller Anita Schrøder, som også enkelt gang havde sin syge schæferhund med på arbejde.
"Jeg syntes, det var synd for den, at den skulle være alene hjemme, så den kom med. Den lå under skrivebordet og blev luftet i frokostpausen. Det var helt sikkert ikke gået i dag."
Hvidovre-ånden: Humor, musik og stærke bånd
Sammenholdet var noget af det, der gjorde arbejdspladsen særlig. Hvert år blev der lavet julerevy, hvor alle faggrupper deltog, og hvor en konservatorieuddannet læge spillede på det klaver, medarbejderne selv havde købt, da de ikke altid kunne låne præstens.
“Vi havde det virkelig sjovt sammen, og vi fulgtes ad i livet," fortæller Anita. Det fællesskab lever videre i dag.
"Vi er en gruppe på 10 gamle kollegaer, der har mødtes igennem årene, og vi hygger os og har altid noget at snakke om. Alle tager en ret med, men de andre ved ikke hvilken. Det gør jo, at vi nogle gange får seks forretter eller seks desserter, og det synes vi er sjovt," fortæller Anita.