​​Da Mona Asmussen for over 50 år siden indledte sin tid som laborantelev i Klinisk Biokemisk Afdeling på det nye Hvidovre Hospital, fulgte der arbejdsopgaver med, som rakte ud over laborantekspertisen – særligt omkring juletid. Afdelingen holdt nemlig julefrokost på laboratoriegangen, og det var altid 2. års eleverne, der arrangerede den.

"Vores elevhold lavede ristaffel med fisk fra Skagen, kød fra Køge og grøntsager fra Grønttorvet, og vi stod i vores øvelaboratorium og lavede det på små kogeplader. Når man vidste, at laboratoriet holdt julefrokost, kom der besøg fra portører og andre afdelinger. Det er nok godt, det ikke er sådan mere. Nu holder vi julefrokost i Frihedens Idrætscenter."

Sådan indleder Mona Asmussen sin fortælling om fem årtier på Hvidovre Hospital – et arbejdsliv, der begyndte, da hun var 20 år og ny elev i et helt nybygget laboratorium.

Et nyt hospital og et nyt fag

Da Mona startede i 1975, var hospitalet kun lige taget i brug – først et halvt år senere blev det officielt indviet.

Laboratoriet i Klinisk Biokemisk Afdeling var moderne for sin tid, og eleverne lærte faget i et øvelaboratorium, hvor pipettering og manuelle analyser var dagligdag.

"Man skulle kunne følge en strikkeopskrift," fik hun at vide til sin ansættelsessamtale. Tiltaleformerne var også anderledes: Man sagde "De" til de ældre og "du" til de yngre – hvis man vurderede, at det var passende.

Fra sugeslanger til rørpost

Siden 1970'erne har laboratoriet gennemgået enorme forandringer. De manuelle analyser og åbne prøvesystemer er afløst af lukkede systemer, automatisering har afløst proceduren, hvor man brugte sugeslange til afpippetering af prøvemateriale, og i 2015 kom rørposten, som har reduceret svartider markant.

Samme år kom praksisprøverne fra Københavns Praktiserende Lægers Laboratorium (KPLL) til, da KPLL lukkede, hvilket ændrede arbejdsrytmen dramatisk.

"Der kom bogstaveligt tal spandevis af prøver om eftermiddagen. Vi måtte lave om på vagtplaner og udstyr, og i dag er aftenvagterne faktisk dem, der har den største produktion," fortæller Mona.

Stikflammende debut

Et af de mere dramatiske minder er fra hendes første vagt som nyuddannet i 1978: en utæt gastilførsel i et flammefotometer førte til en stikflamme og en udrykning, hvor brandvæsnet måtte løbe hele vejen ind, da brandbilerne ikke kunne komme ned i parkeringskælderen, fordi porten ikke var høj nok.

"Det var lidt af en debut," siger hun med et smil.

Mona har siden været både vagtgående bioanalytiker, forskningsmedarbejder og leder for 15–25 bioanalytikere. I dag arbejder hun tre dage om ugen og står for blandt andet ferieplaner, vagtplaner og analyseinfo – og fungerer fortsat som faglig sparringspartner.

"Man skal følge med udviklingen"

Selvom meget har ændret sig – fra øl i kantinen til digitale systemer – har Mona aldrig overvejet at skifte arbejdsplads.

"Det er en god arbejdsplads. Det er derfor, man kan blive her i 50 år," siger hun.

Og selv efter et halvt århundrede er hun stadig nysgerrig: "Man skal følge med udviklingen. Den stopper aldrig."​