​​​Michael Enemark havde sin første arbejdsdag på Hvidovre Hospital i sommeren 1978 kort inden sin 17-års fødselsdag. Hospitalet var kun lige fyldt to år, og nu næsten 48 år senere arbejder Michael stadig på Hvidovre Hospital nu som portør på Intensivt Terapiafsnit.

“Jeg blev ansat som piccolo, kort tid før jeg fyldte 17 år. Jeg gik med prøver og post og var ansat i portørcentralen," fortæller han. Allerede i december 1979, som 18-årig, begyndte han som portøraspirant.

"Som portør ved man meget om lejring og forflytning"

Gennem årene har Michael været fast tilknyttet flere afdelinger. Han har især haft fokus på det faglige håndværk i portørfaget – blandt andet arbejdet med lejring og forflytning.

“Jeg har arbejdet meget med forebyggelse af tryksår. Som portør ved man meget om lejring og forflytning af patienter, og det kan virkelig gøre en forskel, hvis man ved, hvad man gør."

På Intensivt Terapiafsnit trives han med faglig fordybelse og et tæt samarbejde i hverdagen.

“Jeg kan rigtig godt lide, at man kan udvikle sig fagligt, så man bliver god til noget, fremfor at man skal kunne alt. Og betyder det meget for mig at være del af et team."

“Det røde hospital"

Da Michael startede, var Hvidovre Hospital kendt som “det røde hospital", bl.a. fordi man sagde du til hinanden, "og det var lidt særligt dengang," siger han.

Mange portører kom fra hospitaler, der lukkede, da Hvidovre åbnede, og arbejdslivet havde et tempo – og en kultur – som i dag virker næsten utænkelig.

“Der var portører, som ikke bare fik én øl om dagen – de fik flere. Kantinen åbnede klokken 6, og der stod næsten altid nogen og ventede på at komme ind og købe øl," fortæller Michael om datidens anderledes syn på alkohol på arbejdspladsen.

Også teknologien var anderledes dengang.

“Portørerne gik rundt med 'hylere', som chefen kunne bippe os på. Når man hørte bippet, skulle man gå hen til den nærmeste telefon og ringe til centralen for at få sin opgave. Det er noget anderledes i dag," siger Michael.

Idræt, lotteri og lange fredage

Sammenholdet blandt medarbejderne fyldte meget. Michael var med til at starte idrætsforeningen HH82, hvor der både var fodbold, badminton og træning, som fysioterapeuterne arrangerede. Michael var også med til at få lavet motionscentret.

I HH82 arrangerede man også et lotteri med det noget særlige navn “Døde Duer".

“Hver fredag klokken 12 trak vi en vinder. Næsten alle personalegrupper var med, og der kunne være mange penge på højkant. 2.000 kroner var virkelig mange penge dengang."

Fredagene havde generelt et lavere aktivitetsniveau, og stemningen var god.

“Der var langborde i kantinen, og festen fortsatte ofte. Det var ikke usædvanligt, at man fandt folk, der sov på madrasser i garderoben efter en bytur. Så vækkede man dem lige, når man mødte ind om morgenen."

Man måtte også ryge på hospitalet – næsten overalt.

“Det eneste sted, man ikke måtte, var der, hvor patienterne fik ilt. Det er godt, at man ikke må ryge herude i dag."

"Det var simpelthen så hyggeligt"

For Michael er der stadig noget helt særligt ved Hvidovre.

“Jeg tror, det handler om, at vi er det flade hospital. Hvis du står på gangen, kan du se ned i den anden ende. Og når man går så meget frem og tilbage, lærer man hinanden at kende på tværs. Man hilser og smiler. Det er helt klart noget af det, der skaber Hvidovre-ånden."

Michael har også været en del af hospitalets revy, som sluttede i slutningen af 1990'erne.

“Jeg spillede Tage Tagdækker i Morten Korch-stil," fortæller han. Revyen gjorde grin med både ledelse og system, og mange kunne genkende sig selv.

“Det var virkelig noget, der gav sammenhold, fordi alle bidrog – nogen spillede teater, andre lavede kulisser eller musik. Det var simpelthen så hyggeligt."

Venskaber og familie på hospitalet

Michael har haft nære venskaber med mange kollegaer. En af dem var John, som han rejste verden rundt med.

“Han er her desværre ikke længere. Han lå faktisk på Intensiv, hvor jeg arbejder, så jeg var der, da han døde. Jeg savner ham stadig."

Hospitalet har også en særlig plads i Michaels familieliv. Begge hans forældre arbejdede på Hvidovre Hospital – hans far som portør og formand i portørledelsen, hans mor som sekretær flere steder.

“Jeg har også mødt min kone her. Hun arbejder som sekretær," fortæller Michael. Til sommer kan de fejre sølvbryllup.​​​​​​