​Da Marianne Skovby Rasmusson var færdiguddannet jordemoder, var Hvidovre Hospital hendes første arbejdsplads – og det blev også den sidste.

Fra 1. april 1979 til 1. januar 2018 havde hun sin hverdag på hospitalet, først som jordemoder og senere som både tillidsrepræsentant, afdelingsjordemoder, vicechefjordemoder og chefjordemoder.

“De første år havde vi nok omkring 800-900 fødsler om året. Vi var ikke så mange ansatte, og det var et rigtig godt sted at arbejde. Stemningen var god, og jeg har altid elsket at arbejde på Hvidovre," fortæller Marianne.​

Et lille, overskueligt hospital

Da Marianne startede, var hospitalet markant mindre og mere overskueligt – både fagligt og menneskeligt.

“Alle kendte alle dengang. Vi kendte også håndværkerne og teknikerne, så hvis noget var gået i stykker, gik man bare ned til dem, og så kom de op og fiksede det," fortæller hun.

Allerede ved ansættelsen oplevede hun en fælles forståelse for hospitalet som helhed. Fællesintroduktionen varede tre dage og indeholdt bl.a. en rundvisning i hele huset – også i køkkenet. Her husker Marianne Skovby Rasmusson særligt én ting.

“Vi fik vist en maskine, der kunne dele hviden og blommen i et æg og lave en slags æggepølse. Det, syntes vi, var noget mærkværdigt," fortæller hun.

Altid læger med til fødslen

En særlig ting set med nutidige øjne var organiseringen omkring fødsler.

“Dengang var der altid en læge med til fødslerne, uanset om de var komplicerede eller ej. De stod faktisk bare der, og når barnet var født, sagde de tillykke og gik igen. Vi grinede lidt og kaldte dem for 'tillykke-læger'."

I dag er praksis en helt anden, fortæller Marianne.

“Nu er der som oftest kun læger med, hvis der er komplikationer under fødslen."

Rugbrød, øl i kantinen og ottebenede prærie-ulve

Hverdagen på Fødegangen havde også sine helt egne traditioner.

“Vi fik varm mad til frokost og rugbrødsmadder til aftensmad. I mange år var standardaftensmenuen fire stykker smørrebrød: ét med leverpostej og champignon, ét med skinke og italiensk salat, en ostemad – og så selvfølgelig et stykke med den berømte æggepølse," fortæller Marianne.

Og så var der edderkopperne.

“Der var nogle kæmpestore edderkopper på afdelingen. Vi kaldte dem de ottebenede prærie-ulve – de var så store, at man næsten kunne høre dem komme gående," siger hun grinende.

“Jeg turde godt fjerne dem, men hvis man var bange for edderkopper, så var det ikke sjovt."

Hvidovre-ånden

Hvis Marianne skal pege på én ting, der har betydet mest gennem årene, er det samarbejdet.

“Der var en flad struktur, og man fik altid en chance – uanset hvilken titel, man havde," siger hun.

Hun oplevede aldrig kliker eller dårlig stemning og har venskaber, der har holdt længe efter arbejdslivet sluttede.

“Jeg har mange gode venner herfra, også fra andre afdelinger. Vi er fem fra forskellige afdelinger, som stadig mødes hver tredje måned. Det siger jo noget om det fællesskab, der var – og stadig er – på Hvidovre," fortæller Marianne.