Lene Dam Steensen har arbejdet på Hvidovre Hospital stort set siden, det blev indviet. Som 17-årig startede hun i 1979 som piccoline i journalcentralen - og 47 år senere arbejder hun stadig på hospitalet.
Som piccoline var en af hendes opgaver at køre rundt med journalerne. De var på papir, og når en patient blev overført eller indlagt på en afdeling, skulle journalen køres ud til den læge, som havde patienten.
“Når en afdeling bestilte en journal, samlede vi i journalcentralen papirerne, og jeg kørte afsted med dem på mit løbehjul," fortæller Lene.
Døde mennesker på vagten
Hun transporterede også prøver til Patologiafdelingen – og det var her, hun for alvor opdagede, hvad et hospital også er.
"I Patologiafdelingen stod Leif og Benny, som man altid lige skulle råbe til gennem døren. Så sagde de, at jeg bare kunne komme ind. Men så stod de måske og vejede en hjerne eller en anden kropsdel. Det skulle man lige vænne sig til," fortæller Lene.
En dag trådte Lene ind til synet af et helt menneske, som lå på disken, og som de to læger var i gang med at lave en patologisk undersøgelse på.
“Det skulle man lige vænne sig til som 17-årig. Det kunne godt være lidt barskt," siger Lene.
Kontor med udsigt til det hele
Da journalcentralen blev omdannet til centralregistreringen, rykkede Lene med. Her sad hun og hendes kolleger med indlæggelser, udskrivelser, kapacitetsoverblik og dødsattester. Kontoret var samtidig placeret lige ved siden af både skadestueindgangen og helikopterpladsen – og det var aldrig kedeligt.
“Jeg husker en dag, hvor der løb en nøgen mand rundt udenfor vores vinduer. Vi sad alle og kiggede – og pludselig stod han i døren ind til kontoret. Vi fik smækket døren i med det samme," fortæller Lene.
Manden viste sig at komme fra skadestuen, og personalet fik da også hurtigt fat i ham igen, og fik ham indlagt.
Helikopterne, især de store militærhelikoptere, var også et stort tilløbsstykke for både personalet i registreringen og nysgerrige kolleger fra andre afdelinger. Herfra fulgte Lene også arbejdet på brandsårsafsnittet tæt.
“Jeg husker nogle skoleelever, som var klædt ud som nisser med vat i ansigtet. Der var gået ild i vattet. Det så frygteligt ud," mindes Lene.
En ung Lene Dam Steensen i Journalcentralen. Foto: PrivatEt hospital i forandring
Lene beskriver Hvidovre Hospital som en god arbejdsplads – dengang som nu – men meget har ændret sig gennem tiden.
“Man måtte jo ryge på kontorerne og i personalestuerne. Og portørerne sad i kantinen og drak øl – nogle gange var de ret fulde," siger Lene og tilføjer: “Det er nok meget godt, at både rygning og alkohol blev fjernet."
Da registreringsopgaverne blev decentraliseret, fulgte Lene med til den fælles modtagelsescentral, hvor patienter til flere specialer blev modtaget og registreret. Herfra blev hun tilknyttet endokrinologerne, hvor hun også er i dag.
Lene nærmer sig selv de 50 år på Hvidovre Hospital – et tal hun både bærer med stolthed og humor.
“Jeg har været her i 47 år, og jeg går i hvert fald efter at nå de 50," slutter hun.