​I slutningen af januar 2020 så professor og overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling Thomas Benfield en kort dokumentar fra Kina med billeder fra overfyldte skadestuer, patienter, der lå døde på gulvet, og tilsvejsede døre og tænkte for første gang: "Det her er noget andet, end vi havde troet." Omkring nytår havde han allerede i en mail fra ProMED, som følger, hvad der sker på infektionsområdet globalt, læst om de uforklarede dødsfald i Kina, men uden at blive hverken alarmeret eller synderlig bekymret. 

– Kina havde haft udbrud af især forskellige influenzatyper før, og jeg tænkte, at der nok ville ske det, der plejede, nemlig at de fik inddæmmet det selv. Der begyndte dog at komme flere rapporter, og det var lidt usædvanligt, men udadtil virkede de til at have nogenlunde styr på det. Og så så jeg den der dokumentar, siger Thomas Benfield. 

Som infektionsmediciner gennem mere end 25 år, de fleste af årene på Hvidovre Hospital, havde han oplevet aids/HIV, svineinfluenza og ikke mindst den første SARS, der i 2002-2003 på ganske få dage bredte sig til flere kontinenter. Derfor var han også opmærksom på, at det kunne have konsekvenser for spredningen af den nye virus, når tusindvis af danskere i uge 7 og 8 satte sig ind i et fly og fløj på vinterferie rundt om i verden. Men selv om WHO 30. januar erklærede virusudbruddet for en global sundhedskrise, og Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen i begyndelsen af februar havde skærpet beredskabet i Danmark, havde Infektionsmedicinsk Afdeling midt i februar stadig ikke indlagt nogen patient med den nye coronavirus, som WHO midt i februar officielt havde navngivet SARS-CoV-2. De 20 isolationsstuer, som er del af hospitalets ansvar for det østdanske beredskab, stod stadig tomme.  

Alt det vendte vinterferien op og ned på, for i stedet for, at man som planlagt kunne isolere enkelte smittede, der var landet i lufthavnen med feber, kom flere tusinde mennesker hjem og var smittede.  

– Derfra gik det meget hurtigt, siger Thomas Benfield, der kunne følge udviklingen tæt, fordi Hvidovre Hospital i begyndelsen på epidemien var det eneste sted i Østdanmark, hvor man kunne blive testet. 25. februar ændrede Sundhedsstyrelsen sin risikovurdering fra "lille sandsynlighed for, at sygdommen kommer til Danmark” til ”moderat risiko for, at vi i Danmark kommer til at se COVID-19-tilfælde”, og dagen efter blev den første danske skiturist testet positiv for COVID-19. 

På det tidspunkt var adgangen til covidtest begrænset, og usikkerheden om sygdommens forløb stor, men Hvidovre byggede om, og sikrede sig fra starten, at de, der skulle testes, blev ledt uden om den almindelige hverdag på hospitalet og ind ad nye veje.  

​Et felthosp​​ital  

– Det var ét stort cirkus, for folk skulle finde ud af at køre ind bagved og stille deres bil, hvor man faktisk ikke måtte parkere og så gå hen til os, der stod med det fulde udstyr på og podede dem. De færreste var jo smittede og ikke særligt syge, men halvdelen af vores læger sad ved en telefon og ringede hver dag til 200-300 mennesker, der skulle have besked, uanset om de var smittede eller ej. I bakspejlet var det selvfølgelig helt overflødigt, men i starten havde vi bare de der billeder fra Kina og Italien, hvor folk blev meget, meget syge, siger Thomas Benfield. 

Vi vidste ikke, hvad vi stod overfor, så stemningen var intens, men egentlig meget god. Vi ville gerne hjælpe, og tænkte også, at hvis der er nogen, der skal kunne gøre det her, så er det vel os. 

​10. marts 2020 blev den første patient med COVID-19 indlagt på Hvidovre, og dagen efter blev Danmark lukket ned, men i slutningen af marts og hen over påsken i april fik smitten for alvor fat. Mange blev indlagt, afdelingen havde dødsfald stort set hver dag, indgangen til hospitalet lignede et felthospital med telte, og flere afdelinger blev lukket og indrettet til covid-afsnit.  

– Vi oprettede også en ekstra intensivafdeling, men laboratoriet var lukket ned, folk var sendt hjem, og nogle kirurgiske afdelinger, som normalt havde patienter, blev lavet om til covid-afdelinger. Man kunne godt færdes stort set alle steder på hospitalet, men det gav sig selv, for der var ikke rigtig nogen, der havde lyst til at komme her. Vi vidste ikke, hvad vi stod overfor, så stemningen var intens, men egentlig meget god. Vi ville gerne hjælpe, og tænkte også, at hvis der er nogen, der skal kunne gøre det her, så er det vel os, siger Thomas Benfield.  

​Berørte sygeplejersker​​​

For en stor del af personalet blev arbejdet i værnemidler og beskyttelse ubehageligt, og især sygeplejerskerne blev, som Thomas Benfield peger på, tidligt berørt af epidemien, hvor ilt og omsorg ofte var den eneste form for lindring, man kunne tilbyde.  

– Sygeplejerskerne kom tæt på patienterne, og fra bølge til bølge i epidemien kunne vi se, at vi tabte folk. Nogle havde svært ved at holde ud at skulle klæde om og igennem en sluse hver eneste gang, mange døjede med varme og ubehag i udstyret, og så var der den psykiske del: at du passer og plejer dine patienter og alligevel oplever folk dø hver dag, siger Thomas Benfield. 

Sideløbende med pleje og lindring arbejdede afdelingen systematisk med at indsamle oplysninger om patienterne og deres forløb, og de ph.d.-studerende og projektsygeplejersker, som ellers i første omgang var blevet sendt hjem, returnerede hurtigt til afdelingen, da man, som Thomas Benfield udtrykker det, "fandt ud af, at hvis der var nogen, der havde en god grund til at komme på arbejde, så var det nok dem". Tiden var præget af forsøg på at finde veje til lindring, indsamling af prøver og målinger og forskning i en ukendt virus uden egentlige behandlingsmuligheder.  

​Nye rutiner og eksperimenter

Hospitalet måtte lynhurtigt etablere nye strukturer og samarbejdsfora, direktionen havde daglige krisemøder, og hver morgen kl. 9 mødtes intensivlægerne og infektionsmedicinerne og gennemgik alle patienter i forhold til behovet for respiratorbehandling og muligheden for at finde ekstra pladser. Også hospitalets fysioterapeuter fik base på afdelingen og arbejdede med at træne mobilisering og lære patienter at trække vejret over en iltmaske. Sideløbende med alle disse tiltag kørte forskningsaktiviteterne i højt gear, og allerede i påsken 2020 fik de første patienter med behov for ilt tilbud om at være med i et forsøg med enten placebo eller det antivirale stof Remdesivir, som senere endte med at blive standardbehandlingen.  

– Vi forskede løbende i mange behandlinger, hvoraf en del viste sig at være tankespind, men i først et klinisk studie, og siden i et Early Access-program fik vi tilladelse til at give Remdesivir, der endnu ikke var godkendt som lægemiddel. Vi fik på rekordtid skrevet en national vejledning om antivirale midler, og fra august 2020 havde vi mulighed for at behandle med det, og derefter begyndte også antistofferne at komme, siger Thomas Benfield, der pointerer, at hospitalet og Danmark som helhed havde kæmpestore fordele af de samarbejder og netværk, man både nationalt og internationalt havde dyrket.  

​Mange bekymringer med store bogstaver

– Et af vores netværk var et HIV-behandlingsnetværk, vi havde været en del af i 30 år. Det havde med årene udviklet sig til et stort internationalt netværk, med tæt kontakt til de amerikanske sundhedsmyndigheder, og det betød, at vi i Danmark fik adgang til at teste det amerikanske antivirale lægemiddel. Det var egentlig udviklet til leverbetændelse, men allerede i påsken 2020 fik vi omkring 40 patienter på Hvidovre med i forsøget, som de danske myndigheder godkendte med en sagsbehandling på bare et par dage. Alt andet var sat i bero. Alle var oppe i gear, siger Thomas Benfield. 

Da anden, og mere voldsomme, bølge af indlæggelser kom i efterår og vinter 2020, havde man derfor både flere erfaringer og to behandlinger, Remdesivir og binyrebarkhormonbehandling. Men behovet for oplysning og kommunikation var fortsat stort, og på lange stræk i epidemien var Thomas Benfield næsten daglig gæst på tv eller i aviserne. Her forklarede han befolkningen om alt fra de første tomme stuer til bølgen af indlæggelser, behovet for at holde afstand, test, pressede afdelinger, og faktuel viden og fornuft.  

Der var meget bekymring. Og mange holdninger. Når jeg havde været på tv, fik jeg en del henvendelser, også fra dem, der mente, at myndighederne og vi i sundhedssektoren havde skumle bagtanker.

– Der var meget bekymring. Og mange holdninger. Når jeg havde været på tv, fik jeg en del henvendelser, også fra dem, der mente, at myndighederne og vi i sundhedssektoren havde skumle bagtanker. Jeg fik mails med meget store bogstaver, udråbstegn og masser af emojis. Folk kom med gaver og kager og hængte bannere op omkring hospitalet og takkede personalet, siger Thomas Benfield, der i sommeren 2021 fik Lægeforeningens ærespris for sit virke under krisen og sine store bidrag til folkeoplysning, forskning og omsorgen for sine patienter.  

​Forskning og netværk

I alt endte over 2.500 patienter med at være indlagt på Hvidovre Hospital med COVID-19, i en epidemi, der kostede omkring 8.000 mennesker livet i Danmark. Hvidovre var på landsplan hospitalet med flest COVID-19-patienter, og hele hospitalet var på kryds og tværs og i flere faser engageret i at hjælpe med opgaven.  

​– Det vigtigste, vi lærte under COVID-19, var, at man skal forske, være til stede og være aktiv. Vores gode netværk betød, at vi fik adgang ti​l lægemidler og kunne bidrage til forskning, andre kunne få glæde af. Vores fælles erfaringer betyder, at vi forhåbentlig er forberedt på en næste gang – for den kommer i en eller anden form. Personligt lærte jeg, at tilliden til autoriteterne i Danmark er overraskende stor. Jeg var og er en stor fortaler for de danske nedlukninger – ellers var vi blevet rendt over ende og havde haft 10.000-20.000 døde – men det kom bag på mig, at danskerne i så stort omfang gjorde, hvad de blev bedt om.