I begyndelsen af 1960’erne fik de danske sundhedsmyndigheder den første alvorlige påmindelse om, at man ikke skal tage let på bakterier, der har udviklet resistens over for antibiotika.  

I 1961 havde Danmark og Storbritannien nemlig store hospitalsudbrud af MRSA, en forkortelse for Methicillin-resistent Staphylococcus aureus, som er en bakterie, der kan give bylder og børnesår og medføre alvorlige infektioner som lungebetændelse eller blodforgiftning hos svækkede eller syge mennesker. MRSA var blevet modstandsdygtig over for de bedste midler til bekæmpelse af stafylokokker, og i de følgende år førte udbrud af MRSA til en reel epidemi, hvor Danmark midt i 1960'erne havde den højest registrerede forekomst af MRSA i verden.  

– MRSA har optaget resistensgener, som beskytter den mod at blive slået ihjel af en lang række antibiotika, ret fascinerende at en encellet organisme er så god til at forsvare sig.  Men det er ikke en bakterie, vi vil have på vores hospitaler, siger Mette Damkjær Bartels, ledende overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, hvor hun blandt andet overvåger udbredelsen af MRSA i samfundet.  

Hendes speciale, klinisk mikrobiologi, blev først et selvstændigt lægespeciale i Danmark i 1966, og oprettelsen af de klinisk mikrobiologiske afdelinger på hospitalerne var blandt andet en reaktion på den kraftigt stigende forekomst af hospitalserhvervet MRSA.  

– På det værste tidspunkt var omkring 30 procent af stafylokokkerne i blodet hos alvorligt syge patienter på de danske hospitaler MRSA. Det blev tydeligt, at kontaktsmitte og mangelfuld hygiejne spillede en stor rolle i spredningen, og da man fik styr på hygiejnen og antibiotikaforbruget på hospitalerne, lykkedes det også at bringe MRSA ned, siger Mette Damkjær Bartels.  

Epidemien kom under kontrol

Da epidemien var på sit højeste, havde Danmark den størst registrerede forekomst i verden, og bekæmpelse af MRSA-epidemien er et af de første synlige resultater af de klinisk mikrobiologiske afdelingers arbejde. Hovedstrategierne var mikrobiologisk diagnostik tæt på patienten, begrænsning i forbruget af bredspektrede antibiotika, og forbedring af sygehushygiejnen. 

Epidemien kom under kontrol i løbet af 1970’erne, og Danmark havde herefter i en lang årrække en rekordlav forekomst af MRSA. Fra slutningen af 1970’erne og frem til omkring årtusindskiftet var MRSA sjælden i Danmark, med under 100 tilfælde om året, som næsten alle var relateret til indlæggelser i udlandet. MRSA blev betragtet som en hospitalsbakterie, der trivedes i miljøer med højt antibiotikaforbrug, men omkring år 2000 ændrede billedet sig.  

​MRSA begyndte at dukke op i det danske samfund og ude i verden, hvor mennesker blev smittet uden at have været på hospitalet. Nye MRSA-kloner, som spreder sig ude i samfundet blandt mennesker og husdyr, er en udfordring, selv om spredningen på hospitalerne stadig er behersket. Ifølge Mette Damkjær Bartels giver den nye udbredelse anledning til en række praktiske, økonomiske og etiske spørgsmål om bekæmpelse af MRSA, og den giver anledning til at skelne endnu skarpere, mellem hvem det er nødvendigt at behandle og teste.  

– Man kan sagtens være smittet med MRSA uden at have symptomer, men skal man så teste en hel befolkning? Og finder man smittede, der er raske, skal man så behandle dem? Det er en afvejning, for ja, MRSA er et problem, men et problem, vi har nogenlunde godt styr på. Det, vi gerne vil sikre os, er, at patienter med stafylokokker i blodet ikke har MRSA, siger Mette Damkjær Bartels. 

Antal smittede er stadig ukendt

I Danmark steg antallet af MRSA-tilfælde igen fra omkring 2003, og i 2006 blev MRSA anmeldelsespligtig. Det vil sige, at den læge, der rekvirerer en MRSA-prøve, som er positiv, skal indberette tilfældet, og at den klinisk mikrobiologiske afdeling skal sende prøven til Statens Serum Institut. Anmeldelsespligten har gjort det muligt at følge udviklingen, men som Mette Damkjær Bartels gør opmærksom på, har vi reelt ikke noget overblik over, hvor mange der er smittet.

– Vi har ikke store repræsentative studier af MRSA i den danske befolkning, men da vi for nogle år siden på Hvidovre Hospital undersøgte, hvor mange gravide, der bærer på MRSA, og 1.800 kvinder sagde ja til at pode sig selv i næsen, fandt vi kun to positive. Det peger på, at MRSA er relativt sjælden i den brede befolkning, og derfor koncentrerer vi os om særlige grupper med svækket immunforsvar og om at holde smitten ude af vores hospitaler. Får den først fodfæste i hospitalsmiljøer, er den ekstremt svær at slippe af med igen, siger Mette Damkjær Bartels, der også leder MRSA Videncenter, som i 2009 blev placeret på Hvidovre Hospital, og som rådgiver om MRSA-behandling og overvåger MRSA regionalt. 

Search and Destroy  

I Danmark bruger man Search and Destroy-strategien, der oprindeligt er udviklet i Holland, hvor man sigter på aktiv opsporing og behandling af MRSA-bærere samt opfølgning på, om de slipper af med MRSA. Når sår og bylder er velbehandlede, tilbydes hele husstanden ofte behandling, som består af 5 dages næsesalve, klorhexidin til at vaske kroppen i og grundig rengøring og kogevask af sengetøj og håndklæder. Behandlingen er besværlig og med varierende effekt og rejser også spørgsmål om de ressourcer, der skal bruges på at bekæmpe en bakterie, som hos en del ikke udløser symptomer. Så skal bærere uden symptomer overhovedet tilbydes denne behandling? 

​​​​– Overordnet kan vi godt betegne håndteringen af MRSA i Danmark som en succeshistorie. Det er lykkedes os at beskytte de alvorligt syge og at holde forekomsten af MRSA på hospitalerne nede. Men det er vigtigt, at vi øger forståelsen af, at resistens er noget, vi selv er med til at skabe ved at bruge antibiotika. Og udover MRSA er der andre resistente bakterier, især multiresistente tarmbakterier, som udgør en voksende trussel. Så spørgsmålet er ikke, om vi får flere resistente bakterier, men hvordan vi håndterer dem bedst muligt, siger Mette Damkjær Bartels.