–  Jeg startede i 1978 som 18-årig bilmekaniker og vidste egentlig ikke, hvad en portør lavede, men min søster var sygeplejerske og fortalte om arbejdet: Portører skubber patienter, hjælper med mobilisering, løft og forflytning og mange andre funktioner. Det lød som noget for mig, så jeg mødte op hos kvartermesteren Ove, som sagde: “Du ser stor og stærk ud, men du har alt for langt hår.” Så jeg skulle bære hue nogle steder, og det var fint for mig. Bare jeg ikke skulle klippes. "Kan du opføre dig ordentligt og gøre dig umage," var næste spørgsmål, for som Ove forklarede mig, kommer man som portør tæt på borgere og patienter, man skal give god service og kunne smile. Jeg tænkte: ”Det kan jeg sagtens”, og så mødte jeg et par dage efter, fik min første uniform af oldfruen på linnedlageret, og så blev jeg sendt ud i det store, nye hospital med alle de hvide kitler og egen landingsplads til helikopter. Jeg var meget imponeret over, at det også var portørernes opgave at sætte lys der. 

–  Uddannelsen varede 12 måneder, den vekslede mellem teori og praksis, og jeg fandt hurtigt ud af, at det her var noget for mig. Hvidovre var kendt som det nymodens hospital med den fri tone, og selv om hierarkiet var skarpere i 70’erne og 80’erne – man rettede ind, når oversygeplejersken sagde "hr. portør" – var portørerne vellidte som gruppe og blev behandlet med respekt. Der var flere varme hænder og mere tid til det tætte dengang, både for patienter og kollegaer, man måtte ryge overalt og kunne møde overlægen med en pibe i munden på operationsgangen og købe en pilsner i kantinen til sin frokost. Huset var som en lille by med bank i vandrehallen, frisør, flere kiosker og en blomsterhandler, og i kantinen sad kassedamen og slog maden ind på kasseapparatet. 

Turen med os må gerne være et frirum 

​–  Vi har altid kørt fra fodenden, for så kan vi tale med patienten og fagligt holde øje: Er der forandringer? Har vedkommende det skidt? Portører opfattes ikke som farlige, og turen mellem A og B kan være et frirum for folk, der kan være kede af det eller bange. Portørarbejde er tungt arbejde, men interessant arbejde, fordi du taler med mennesker, og standardspørgsmålet har altid været: “Hvor langt går I om dagen?” I dag kan en portør sagtens gå 20 km eller mere, for huset er omkring 500 meter fra den ene ende af ambulatoriegangen til den anden, men belastningen er mindre, fordi vi har flere hjælpemidler. Da jeg startede, var det mest moderne et løbehjul. 

–  I gamle dage lå man længere indlagt, og patienter med dårligt knæ eller hofte var sengeliggende og skulle løftes og passes. Nu kommer man ind, bliver opereret og skal op igen og næsten kunne finde sine underbukser selv samme dag. Vi lærer ikke folk at kende på samme måde, som dengang vi havde en ældre dame indlagt, der altid sagde: “Unge mand, vil De ikke have et stykke chokolade?” og rakte en æske meget gamle kattetunger frem. Så takkede man pænt nej tak.  

–  Patienter og pårørende forventer mere i dag, og ventetid kan give frustration. Her er rolig og tydelig kommunikation nøglen. Og evnen til at trække vejret, når man som portør mærker afmagten ved at ville hjælpe mere, end systemet tillader. Jeg savner de “varme hænder”, vi havde flere af før, og sygehjælperne, der var stærke i det menneskelige og skabte ro på stuen. Et hospital drives af mange faggrupper, ingen er uundværlige, og alt hænger sammen: Hvis vi ikke kommer, kører ingen patienter til operation. Rengøring og hygiejne er afgørende, og vores tekniske personale holder os med varme og lys.  

​Kan du opføre dig ordentligt?​

​– En god portør kan kommunikere lavpraktisk, er venlig og hjælpsom og kan sit fag også ved et hjertestop. Empati er afgørende, vi er også uddannede i konflikthåndtering, og vi har portører på operationsgangen, har vagtfunktion og kapelfunktioner og møder mennesker i sorg. Det kræver bredde, og det tager tid, før man er fuldt funktionsdygtig, og meget er learning by doing. Tonen her er friere end mange andre steder, og humor er nødvendig for at bære det, vi ser, men vi taler hændelser igennem med respekt. Det er ret vigtigt, at min dør står åben.  

– Kontrasterne modner et ungt menneske, for den ene tur er en kapeltur med afsked, den næste er ankomst med vugge og nyfødt. Jeg er meget opmærksom på kontrasterne, når vi ansætter, og i dag har vi også mange kvinder ansat. De unge mennesker stiller andre spørgsmål, end vi gjorde, og forventer mere, og det, synes jeg, er helt fair. Vores opgave som ledere er at kunne møde dem dér. Alle skal ikke ansættes, men alle skal have en chance, og jeg bruger stadig kvartermesterens spørgsmål: "Kan du opføre dig ordentligt og bruge din sunde fornuft?"