​"Den dygtige læge behandler mennesket, ikke sygdommen."

Det er bestemt ikke tilfældigt, at Hanne Winther Frederiksen henter citatet her frem, når hun skal beskrive, hvordan Indvandrermedicinsk Klinik modtager og behandler sine patienter. For de mennesker, som møder op på klinikken, har ud over deres medicinske diagnoser også helt særlige udfordringer, som er knyttet til deres status som migranter. Og selv om fællesnævneren er migration, er klinikkens indgang til den enkelte individuel. Eller som Hanne Winther Frederiksen, der er oversygeplejerske på klinikken, formulerer det:

– Vi har en særlig viden om, hvordan migrationsprocesser påvirker mennesker, og derfor arbejder vi altid med en ekstra dimension og beskæftiger os både med patienternes fysiske, psykiske og sociale problemer. Vi har lidt mere tid til hver patient, bruger tolk, når nødvendigt, og forsøger i det hele taget at danne os et så nuanceret billede som muligt.  

Da Indvandrermedicinsk Klinik – som i 2026 skifter navn til Klinik for Migrationssundhed – i 2013 blev oprettet som en selvstændig enhed under Infektionsmedicinsk Afdeling, var den typiske patient en familiesammenført kvinde med kort skolegang og svage danskkundskaber. I dag er patienterne i højere grad flygtninge med splittede familier og en lang historie om opbrud. Mange har ikke deres nærmeste pårørende tæt på, og nogle ved ikke engang, hvor deres familie befinder sig. Deres oplevelser og usikre livsvilkår har sat kroppen i alarmberedskab med belastningsskader som smerter, føleforstyrrelser, diffuse angstsymptomer, hjertebanken og besvær med at huske. En del patienter tager mange forskellige typer medicin, og selv om nogle patienter har gode uddannelser og job, er sproget, det nye land og de medbragte traumer en udfordring, og som gruppe er patienter med etnisk minoritetsbaggrund overrepræsenterede bl.a. i forhold til at have flere samtidige kroniske sygdomme.  

Farlige og uforståelige symptomer 

​– De fleste af vores patienter har været igennem lange, fragmenterede forløb i sundhedsvæsnet, hvor de er blevet udredt i flere specialer uden at opleve, at noget for alvor har hjulpet. Smerter fylder hos en stor del af patienterne, men smerterne er ofte en del af et bredere billede, hvor kroppen reagerer på langvarig stress, traumer og manglende tryghed, mens andre har udviklet smerter som følge af belastede arbejdsforhold i oprindelseslandet såvel som i Danmark. For nogle fører det til hyppige besøg på akutmodtagelsen, fordi symptomerne opleves som farlige og uforståelige, siger Hanne Winther Frederiksen. 

Netop kompleksiteten kan medvirke til, at patienter med migrationsbaggrund ofte lander mellem flere stole i et sundhedsvæsen, som er organiseret omkring enkeltstående sygdomme og specialer. Et forløb på Indvandrermedicinsk Klinik begynder derfor med en grundig samtale om alt det, der er gået forud. Journaler gennemlæses grundigt, og i længere samtaler uddybes kendskabet til patienten. Mange har fået ordineret mere end fem forskellige typer medicin, en del køber eller får også ordineret medicin fra deres oprindelsesland, eller tager slet ikke den medicin, de får ordineret i Danmark. Nogle har ikke råd, andre synes ikke, medicinen hjælper, men alle patienter bliver bedt om at tømme skabene derhjemme og tage al medicin med på klinikken, hvor klinikkens farmaceut laver en grundig gennemgang af den.  

– Det er vigtigt at understrege, at de patienter, vi ser, er en lille udvalgt gruppe. Langt de fleste patienter med migrationsbaggrund kan og skal jo håndteres i de almindelige tilbud, men selv folkesygdomme som fx diabetes kan være svære at håndtere, hvis der er forståelsesproblemer mellem patient og behandler som følge af kulturelle eller sproglige barrierer. Hvis man samtidig har en historie med brud i livsforløb, tab af netværk, social nedstigning og langvarig utryghed, kan det opleves meget svært. Derfor arbejder vi ud fra en biopsykosocial tilgang med særlig viden om kulturforskelle og migrationens betydning og forsøger at samle trådene med en tværfaglig indgang, hvor vi kigger på både fysiske, psykiske, sociale og kognitive parametre.  

Autonomi kan være et mål 

Kompetencer og uddannelser kan miste værdi i det nye land. Netværket, man måske havde i det gamle, er forsvundet, man skal forfra med at bygge et helt nyt op, og samtidig er mødet med og forståelsen af systemet ofte vanskelig: Hvad forventes der af mig? Hvem gør hvad? Hvorfor gør sundhedsvæsnet, som det gør? Det er ikke sikkert, at målet med et forløb på Indvandrermedicinsk Klinik kan være helbredelse, men i de typisk 6 til 12 måneder, patienterne er tilknyttet klinikken, arbejder klinikkens læger, sygeplejersker, fysioterapeut, farmaceut og socialrådgiver sammen om at skræddersy et forløb til den enkelte.  

Alle patientforløb starter med en lægelig afdækning af, om der er sygdom, som ikke er blevet diagnosticeret og behandlet. Dernæst vil de fleste patienter deltage i et tværfagligt forløb. For nogle er bevægelse indgangen; de erfarer, at en krop i alarmberedskab godt kan bevæge sig uden fare, og at bevægelse kan lindre. For andre er samtalerne og forståelsen af sygdomme og egenomsorg, og hvordan kroppen reagerer på traumer og belastninger, afgørende. Og selv om det kan være svært at måle fremgang hos mennesker, der i udgangspunktet har det så skidt, melder patienterne om bedre trivsel og større forståelse af deres symptomer.  

– Målet med et forløb her kan være autonomi; at man måske kan gå ud i livet på en lidt anden måde og med mindre forbrug af akutte ydelser. Vores formål er at øge lighed i sundhed ved at give en særlig sårbar gruppe patienter samme mulighed for udredning og behandling som andre, og det ligger mig meget på sinde, at hele systemet får et bedre kendskab til de her patienter. Derfor holder vi mange oplæg i de specialer på hospitalet, hvor vi er så dygtige til at behandle det specifikke, men ikke altid det komplekse, siger Hanne Winther Frederiksen.