– Sygeplejerskerne på Hvidovre havde en meget høj, også politisk høj, selvbevidsthed, som både hang sammen med tiden og med den stigende professionalisering af sygeplejefaget. Da jeg var færdig som læge og kom tilbage til Hvidovre i 1984 var det stadig et noget konfliktfyldt hospital, men det aftog helt klart med tiden, og vi fandt ud af at samarbejde. Man skal huske på, at man havde taget nogle af de allerbedste læger fra andre steder omkring København og flyttet dem ud til Hvidovre, så her var mange både etablerede og kommende stjerner. Og samtidig en meget stærk og ret venstreorienteret sygeplejerskegruppe, der mente, at det var på tide, tingene ændrede sig, siger Torben Mogensen, speciallæge i anæstesiologi, der i 27 år havde sin daglige gang som studerende, læge og senere leder, lægelig direktør og vicedirektør på Hvidovre Hospital i årene fra 1978 til 2015. 

I 1986 blev de stærke sygeplejersker dog på mystisk vis syge. I tre uger, efter en sommer med travlhed og manglende vikardækning, måtte omkring 300 sengepladser lukkes på grund af mangel på sygeplejersker. Planlagte operationer måtte udskydes, og patienter omdirigeres til andre hospitaler eller udskrives før tid. Sygeplejerskerne blev først raske igen, da et brev med forkert adresse kom retur til hospitalet, og man der kunne læse, at sygefraværet var aftalt og koordineret.  

– Reelt var det en strejke camoufleret som sygefravær. I brevet lå der en liste over, hvem der skulle være syge hvornår. Det fik naturligvis konsekvenser, selvfølgelig. Men betød også, at det hele faldt til ro bagefter, og at der kom nogle flere penge til vikarer, siger Torben Mogensen. 

Et benspænd med muligheder

Hospitalets udvikling var i hele hans tid som læge og leder præget af store strukturelle og organisatoriske forandringer, hvor konkurrencen med det jævnaldrende Herlev Hospital og specialisterne på det ærværdige Rigshospitalet, der ifølge Torben Mogensen "følte sig tættere på Vorherre end os andre", var en mental realitet hos mange læger. Ambitionerne var store, og det rev i selvbevidstheden, da man som led i omorganiseringer af de københavnske hospitaler i 1995 og dannelsen af H:S, Hovedstadens Sygehusfællesskab mistede nogle af sine specialer. 

​– Fagligt set var det rigtigt. Vi kunne ikke argumentere fagligt imod, og det var jo irriterende, men for Hvidovre var det et hårdt slag, som udløste stor frustration, især hos overlægerne, som nu så deres stolte hospital decimeret. En del af vores medarbejdere rejste fra os, fordi vi ikke længere skulle være et højtspecialiseret sygehus. Vi blev et sygehus for de mange, hvor vi faktisk behandlede det, folk fejlede. Og det var godt. For Hvidovre lå i et dengang fattigt område, vores patienter kom fra arbejderkvarterer som Vesterbro, Valby og Sydhavnen, og vi havde at gøre med rigtig mange mennesker, der havde det socialt svært og brug for hjælp. Så naturligvis skulle vi behandle vores patienter bedst muligt. Vi løftede hele hospitalet igen ved at flytte vores fokus til forskning i det, vores patienter fejlede, siger Torben Mogensen, der peger på de accelererede operationsforløb, fast-track kirurgien, som professor Henrik Kehlet udviklede op igennem 1990'erne som altafgørende for både patienterne og organisationen.  

– De accelererede operationsforløb ændrede ikke bare hospitalet, men hele verden. Det gav sammenhold og mod, at vores forskning bar frugt, og vi havde også en meget stærk medicinerblok, som ikke mindst under HIV-AIDS-epidemien, hvor unge mænd lå og døde på stuerne, havde vist sit værd. Vi ledte hele tiden efter noget, som kunne løfte os og markere Hvidovre Hospital, og jeg mener godt, man i dag kan sige, at vi blev nødt til at blive så meget dygtigere, fordi vi mistede noget. Uddannelse ligger benhårdt i Hvidovres rygrad, og fraflytning af vores specialer blev på en måde et benspænd, som betød, at vi rejste os igen, siger Torben Mogensen.

Telefon til Torben

Stod man dengang i slutningen af 1900-tallet nede i forhallen ville man, mener han, se et lidt slidt hospital, som var kommet sig over rystelserne og stædigt havde fået genoprettet en god stemning og lanceret et nyt højt fagligt ambitionsniveau. Den moderne "skidengrønne farve på væggene", som Torben Mogensen og andre med ham bestemt ikke kunne se idéen i, hang lidt efter 20 års slid, men satsningen på forskning og udvikling stod stærkt, og samarbejdet mellem faggrupperne og ikke mindst mellem  overlægerne, sygeplejedirektøren og sygeplejerskerne var faldet ind i en mere produktiv gænge.  

– Vi satsede på udvikling som vejen frem og kom også til den erkendelse, at vi ikke kunne konkurrere med Rigshospitalet. Det var en åndsvag illusion. Da vi begyndte at hvile i alt det, vi havde her, kom der mere ro på, siger Torben Mogensen, der også indbød patienterne til at ringe til ham eller en af de andre direktører, som en gang om måneden sad klar ved telefonen.  

Der kom ros og ris, og nogenlunde lige meget af hver, men pointen var, som Torben Mogensen pointerer, dialogen med patienterne og en god modtagelse af mennesker, der har det svært. 

 – Vi fik efterhånden et så godt ry, at patienterne søgte os og ikke de hospitaler, de egentlig hørte til. Det gav mange konflikter, for vi var jo Københavns Kommunes hospital, der altså bare lå placeret forkert og blev opsøgt af amtets patienter, der havde hørt godt om os. Jeg mener, det var fortjent, vi fik det ry. Vores patienter har lige fra starten været hjertet i Hvidovre.