​– Noget af det første, der slog mig her, var, at stemningen på fødegangen var så god. Dengang kom jeg fra en stilling som afdelingsjordemoder på Roskilde Sygehus, men jeg ville gerne tilbage til det kliniske arbejde og have hænderne i fødslerne igen, så jeg startede på Hvidovre som basisjordemoder. Dengang var vi et mindre fødested med omkring 3.500 fødsler om året, og når vi var i vagt, sad vi alle sammen på ét lille kontor. Akutmodtagelse, fødemodtagelse og fødegang var én samlet enhed. Arbejdet var mere varieret end i dag, hvor funktionerne er splittet op. Nogle gange havde man en fødende, andre gange tog vi os af alle akutte henvendelser i forbindelse med graviditet og fødsel, som blødning, mindre liv, utilpashed og begyndende fødsel.

– Selv om jeg var midt i 40’erne, var jeg langt fra den ældste jordemoder på fødegangen. I dag er en jordemoder på min alder et særsyn, og det skyldes nok vilkårene: Vi er vant til at arbejde jul, påske og pinse, det er vilkårene, for børn bliver jo født hele tiden, men dengang jeg begyndte på Hvidovre, havde vi døgnvagt, hvor man var hjemme, indtil man blev kaldt. De første otte timer gav ikke ekstra betaling, men alt ud over det gav overarbejde, man senere kunne afspadsere. Hvis jeg ikke blev kaldt, fik jeg gjort rent og vasket tøj, for det var jo før mobiltelefonen, så havde man vagt, var man nødt til at holde sig hjemme. Jeg fik endda lavet en klokke ude i haven, så jeg kunne høre telefonen ringe derude.

– Vi var et arbejdsfællesskab, vi hjalp hinanden, for der var også travlt dengang, men måske nok med lidt flere stille perioder end i dag, og journalføringen tog ikke så lang tid. Vi skrev på kladdepapir, og noterne blev afleveret til en sekretær, der så skrev dem ind i journalen. Der har altid været forskel på jordemødre og på, hvordan vi går til arbejdet. Selv har jeg altid prioriteret at være meget på fødestuen, andre gik hurtigere ud. Jeg havde ofte strikketøj med på stuen, så jeg kunne være der og holde kontakten. Det tager meget energi at holde modet oppe hos et menneske, der har ondt og jamrer sig. Man skal trække på samme hammel, og selv om man ofte siger, at vagtskifter ikke er godt for den fødende, kan de være nødvendige for jordemoderen. Som jordemoder kan man ikke arbejde på halvt blus.

Engagerede fædre

– Fædrene har været med til fødslen i hele min tid, i starten med hue og overtrækstøj og overtrækssko, men deres rolle har ændret sig. Før i tiden trak de sig ofte over i lænestolen, i dag er de fleste mænd engagerede og vil gerne inddrages både før og efter fødslen. Moderne fædre forholder sig helt anderledes til deres børn end tidligere, og mange i den generation, der føder nu, vil gerne have mange informationer. Men bestemt ikke alle. Vi har en stor gruppe både danske og ikke etniskdanske kvinder, der er svære at motivere til fødselsforberedelse og svære at få til at forholde sig til den kommende fødsel. Den kommer helt bag på dem. Andre googler og læser deres journal fra ende til anden, lige så snart man har skrevet punktum. Når vi skriver ønskesedler til fødslen, vil de gerne være med til at træffe beslutninger, og selv om det er positivt, at kvinder forholder sig til graviditeten og fødslen, betyder det også, at der bliver sat mange flere spørgsmål ved os som autoriteter i hvide kitler. Som jordemoder er man nødt til at argumentere og forklare, at der er gode grunde til, at vi gør, som vi gør.

Det gør ondt at føde

– De senere år har jeg spekuleret meget over, hvordan i alverden vi skal forberede førstegangsfødende på, hvordan det er at føde? Uanset hvad bliver man jo træt, når man føder, og mange af de kvinder, vi møder her, bliver meget overraskede over, hvor ondt det gør, hvor lang tid det tager, og hvor uforudsigeligt det er. Det er svært at være på forkant med en fødsel, men da jeg startede her, tilbød vi et seks timers kursus. Det blev sparet væk, da man manglede jordemødre og penge. Så blev det genindført og sparet væk igen. Nu forsøger vi med webinarer, men det er bare ikke det samme som at øve hvilestillinger og vejrtrækning sammen.

Jordemoder i hjertet 

– Som jordemoder har man et stort ansvar. Det har ikke ændret sig. Og uanset hvor samvittighedsfuld, du er, undgår du ikke af og til at stå med et meget dårligt barn i dine hænder. Bagefter gransker man sig selv: Kunne jeg have gjort noget anderledes? Traf jeg de rigtige beslutninger? Var der noget, jeg overså, da jeg kørte en hjertestrimmel eller lyttede hjertelyd i konsultationen? Det hænger på ens skuldre. Derfor er det så godt, at vi har hinanden at tale med her. At være jordemoder er noget helt specielt. Jeg vil altid være jordemoder i mit inderste hjerte. Det er et fag, det er svært at sige farvel til. ​