​– Jeg startede som sygeplejeelev på hospitalets sygeplejeskole i 1983. Dengang var uddannelsen mere mesterlære og mindre teori end i dag, og som unge sygeplejersker lærte vi primært at passe patienterne, at observere og at assistere lægerne. Vi satte os hos fru Jensen og talte med hende, observerede og skrev dagbøger over patienterne. Alting var ret håndholdt, og de fleste læger skrev ret utydeligt, så det var en af vores opgaver at tyde deres kruseduller, når de ordinerede medicin. Jeg ​kan huske, at det overraskede mig, at vi var ret mange på arbejde. Til gengæld havde vi stort set ingen hjælpemidler. Det var hårdt fysisk arbejde at være sygeplejerske. 

– Hvidovre Hospital var stadig nyt dengang og blev ofte kaldt ”sygeplejerskernes hospital” eller ligefrem ”lægehaderhospitalet”. Det oplevede jeg nu ikke, men hospitalet er født i en tid med opbrud i gamle stive strukturer, og det dér med at omtale lægen i tredje person var helt slut. Sygeplejerskerne havde en stærk stemme på det nye hospital, og vores arbejde var præget af tværfaglighed, selv om lægernes tilgang til kommunikation, også med os unge sygeplejersker, stadig var anderledes end den, de unge læger kommer med i dag. Tonen er blevet mere ligeværdig, men på Hvidovre har vi altid haft masser af gode kollegaer. 

Leder på Infektionsmedicinsk 

​– Jeg startede i hæmatologisk afdeling og kom senere til reumatologien, som dengang havde lav status. Vores patienter var gigtpatienter og patienter med bindevævssygdomme, og vi havde svært ved at gøre noget for dem, andet end at give lindring og fysioterapi. Lægerne blev nedsættende kaldt "badelæger", men da vi fik den biologiske behandling, revolutionerede det alting, og der kom pludselig penge og prestige til afdelingen. I 1995 blev jeg afdelingssygeplejerske, og i 2000 oversygeplejerske. Afdelingen blev i 2004 slået sammen med Geriatrisk Afdeling, og da reumatologien i 2009 skulle flyttes til Glostrup, kunne jeg slet ikke se mig selv i den kontekst og tænkte, at min tid på Hvidovre Hospital var slut. 

– Jeg lod mig dog overtale til at blive leder af vikarkorpset og patienthotellet, og på et tidspunkt satte Jens Ole Nielsen, der var professor på Infektionsmedicinsk Afdeling, sig på mit kontor og talte varmt for sin afdeling. ”Du er godt klar over, at jeg frier til dig, ikke,” sagde han, og jeg endte med at sige ja, og i 2008 kom jeg til Infektionsmedicinsk Afdeling som ledende oversygeplejerske og senere chefsygeplejerske. 

​COVID-19 var hårdt – og fantastisk 

– At være leder på Infektionsmedicinsk Afdeling under COVID-19-pandemien var for mig en både hæslig og fantastisk oplevelse. Som del af det østdanske beredskab for alment farlige smitsomme sygdomme stod vi klar, fra de første skiturister kom hjem i februar 2020, og derefter var afdelingen i front og varetog alle opgaver under hele epidemien. De første to uger ringede vi hver dag til over 300 mennesker, der var blevet testet. I starten anede vi jo ikke, hvad vi havde at gøre med, så vi stod i rumdragter og tog imod dem. Det var ikke holdbart. Men i begyndelsen var der ikke nogen, vi kunne spørge om noget, og vi sad hver dag og skrev procedurer ned. 

​– COVID-19 var benhårdt, men satte også mange ting i perspektiv for mig. Det var en helt særlig oplevelse at beskæftige sig med kernen i sygeplejen, nemlig at passe patienter og holde liv i dem, og det var fantastisk at opleve sammenholdet i afdelingen. I starten var der en enorm gejst på afdelingen, hvor vi kun havde patienter med COVID-19 indlagt, men COVID-19 gik jo ikke væk, og vi begyndte at få brug for mere og mere personale til at passe mennesker, der i en hverdagskontekst ville ligge på intensiv. Det var en stor belastning at være iført værnemidler konstant og stå og iagttage, at folk døde, og i begyndelsen kunne vi ikke gøre andet end at give dem ilt i rå mængder. De her patienter var lysvågne, og de døde mellem hænderne på os. Vi måtte etablere supervision, og professionelt var det hårdt. Benene var fuldstændig smadrede, når man kom hjem efter en dag på hospitalet.  

– Vi fik stor opmærksomhed fra lokalområdet, og på et tidspunkt hængte nogle endda et banner op udenfor med ”Vestegnens helte”, men faktum var jo, at vi havde brug for hjælp. Vi stod med noget, vi ikke før havde stået med og måtte i høj grad prøve os frem. Vi lykkedes – til dels på grund af vores stærke faglige sammenhold, men det sled også på os. 

Tæt på patienterne

– Jeg opfatter stadig Hvidovre som mit hospital, og jeg er også trådt til som timelønnet på afdelingens sengeafsnit, efter at jeg stoppede. Stedet har vist mig stor tillid. Jeg har fået mange udviklende opgaver, og halvdelen af de mennesker, jeg møder på hospitalet, har jo stort set været ansat hos mig på et tidspunkt. Vores store styrke er de gode kolleger, og jeg har altid, også som leder, prioriteret at være tæt på både personalet og patienterne. Jeg havde et kontor i sengeafdelingen og mødte altid kl. 6.15 for at høre morgenrapporten og det, nattevagterne havde at fortælle. Som leder får du rigtig meget at vide, når du kan mærke stemningen og høre, hvad folk taler om. 

​– Jeg har været glad for at være leder – og det har altid betydet meget for mig, at vores patienter får den bedste behandling. Jeg har oplevet mange store landvindinger i min tid her, men som sygeplejerske trives jeg bedst tæt på patienterne.