​I 1981 blev to mænd med en ukendt sygdom indlagt på Hvidovre Hospital. Begge var svært syge og angrebet af "noget", immunforsvaret ikke kunne slå ned. De to blev snart fulgt af en lang række patienter, primært unge mænd med svampe- og herpesinfektioner, alvorlige lungebetændelser forårsaget af svampe og usædvanlige lilla og brune hudpletter, der skyldtes en sjælden kræftform. 

Infektioner af den type burde ikke forekomme hos ellers raske mennesker, men lægerne på Reumatologisk Afdeling, hvor de syge blev indlagt, erfarede snart, at sygdomsbilledet fortvivlende præcist afspejlede internationale beskrivelser fra især USA af unge mænd, som døde efter hurtige sygdomsforløb. Flertallet af de smittede mænd var homoseksuelle, og sygdommen fik navnet aids, Acquired Immune Deficiency Syndrome – i folkemunde snart døbt "bøssepesten". 

– I årene op til aids-epidemien havde der ellers været en stigende accept af homoseksualitet, men nu kom den her sygdom og forbandt igen sex med stigma og skam. Bøsserne var lige sprunget ud, og så blev de ramt af Guds straf, som nogle mente. I dag ved vi, at alle kan få HIV, men dengang anede man ikke, hvad man stod med, siger overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling, Gitte Kronborg.  

Frygt og stigma

Hvidovre Hospital tog tidligt ansvar for en sygdom, ingen dengang kendte, og ingen endnu kunne behandle, og hospitalet kom til at spille en helt central rolle i den danske håndtering af HIV og aids. Ikke fordi det var planlagt af sundhedsmyndighederne, men fordi hospitalet og professor og overlæge Jens Ole Nielsen var blandt de første til at modtage og identificere patienter. Senere blev hospitalet et nationalt tyngdepunkt i forhold til både det kliniske arbejde og forskningen, men starten på epidemien var præget af stor usikkerhed og udbredt frygt, både i forhold til smitteveje og det voksende stigma omkring patientgruppen. 

– Lægerne anede ikke, hvad de stod med. Man kunne måske lindre, men ikke behandle, og det ramte noget meget eksistentielt, når forældre, der ikke vidste, at deres søn var bøsse, pludselig blev dødeligt syg. Mange levede med hemmeligheder om deres seksualitet, og i de bøssegrupperinger, hvor man var åben om sin seksuelle orientering, døde ens nære venner og fortrolige. Det var meget voldsomt og påvirkede mange, siger Gitte Kronborg. 

Lægerne var nødt til at eksperimentere og prøve sig frem med behandlinger mod tropesygdomme, mod visse former for kræft, og med midler mod alvorlig underernæring. For patienterne havde feber, de fik stadig nye infektioner, og kiloene raslede af dem, men behandlingerne havde ingen effekt. Samtidig ledte forskere og læger efter årsager til symptomerne og var blandt andet på et tidspunkt inde omkring muligheden for, at de stoffer, der florerede i bøssemiljøerne, kunne være forklaringen. Man forstod ikke dengang, at der var tale om en virus, som kan overføres via blod og ved sex, og professor Jens Ole Nielsen beskrev senere panikken, som bredte sig i især bøssemiljøet, som noget nær en forestående dommedag. 

En nonne, to drags og en punker

I 1983 identificerede en gruppe franske forskere den virus, HIV, der stod bag aids. Behandling var stadig ikke mulig, og det blev efterhånden tydeligt, at også blødere, kvinder og stiknarkomaner blev smittet. Aids gik i løbet af 1980'erne fra at være en sygdom, der kun ramte bøsser, til at være noget, en bytur uden kondom kunne føre med sig, uanset køn og seksualitet. Og sygdommen kom for alvor i fokus, da det i 1985 blev klart, at 92 blødere og andre hospitalspatienter var smittet med HIV gennem ikke-screenet blod. Derefter kom det offentlige Danmark op i omdrejninger i forhold til oplysning og forebyggelse, der ikke kun var rettet mod bøsser, og også Hvidovre Hospital løftede en stor byrde i forhold til både behandling og information om sygdommen og smitteveje.  

Professor Jens Ole Nielsen blev i folkeoplysningens tjeneste hele Danmarks Mr. Aids, der på tv og i aviserne ofte stillede op og forklarede, at sygdommen nu ramte så bredt, at der en dag i Infektionsmedicinsk Afdelings venteværelse sad både "en katolsk nonne i fuldt ornat, to drags og en punker" og ventede på at blive testet. Aids var blevet en sygdom for alle.   

I 1985 fik Hvidovre en særlig afdeling for mennesker med HIV, og i 1989 blev dokumentarfilmen "Med døden inde på livet" optaget på Infektionsmedicinsk Afdeling. Filmen skildrer patienternes hverdag og personalets arbejde og ikke mindst den konstante tilstedeværelse af død og alvorlig sygdom. 

Tryllestøv

Imellem 1984 og 1996 registrerede sundhedsmyndighederne i Danmark lige over 2.000 tilfælde af aids. Hvidovre varetog behandlingen af en meget stor andel af de danske HIV- og aids-patienter, der fik den lindring, læger og sygeplejersker kunne tilbyde, indtil ny medicin i 1996 satte en effektiv stopper for sygdommen. Her blev trestofsbehandlingen, en behandling med tre forskellige antiretrovirale lægemidler, introduceret, og sygdommen gik fra at være en dødsdom til at være en kronisk sygdom, der kan holdes i ave med medicin. 

– Da jeg som ung læge kom til Hvidovre, lå vores patienter stadig og døde. Det gjorde meget dybt indtryk på mig. Og så fik vi pludselig det her medicinske mirakel i form af kombinationsbehandlingen. Det var som at drysse tryllestøv over patienterne, siger Gitte Kronborg, der fortsat forsker i HIV og aids og også er formand for Aids-Fondet. 

Statens Serum Institut skønner, at omkring 5.950 mennesker lever med HIV i Danmark, heraf 3.500 mænd, der har sex med mænd. Men virus smitter også heteroseksuelle mænd og kvinder, primært i afrikanske lande og Thailand, og en stor del af dem, der lever med HIV, bliver fulgt på Infektionsmedicinsk Afdeling, hvor de kommer til regelmæssig kontrol og får medicinen, der i dag består af én daglig pille.  

Infektionsmedicinsk Afdeling bidrager stadig til forskningen i HIV som kronisk sygdom og bedriver udover klinisk epidemiologisk forskning også forskning i sociale aspekter af HIV, som fx overhyppighed af psykisk sygdom hos mennesker med HIV. Hospitalet har også udviklet en specialiseret indsats til gravide og fødende med HIV. For selv om Gitte Kronborg understreger, at der er kæmpestor forskel på sygdommen dengang for 50 år siden og nu, kan HIV fortsat bidrage til forskningen i epidemiologi – og ikke mindst til forskningen i, hvordan sygdom og sociale forhold hænger sammen. 

– Hvis du er velbehandlet for HIV, smitter du ikke nogen. Det er blevet en "lille sygdom", som ligger langt uden for de flestes sfære. Desværre er der stadig stigma forbundet med HIV, og mens mange mennesker lever åbent med en kronisk sygdom, fylder skam og angst for udstødelse stadig meget i forhold til en seksuelt overført sygdom som HIV. Det burde ikke være skamfuldt, men vi mangler stadig mere viden om, at man fx ikke bliver smittet af at kysse et menneske med HIV. Det er der desværre stadig mange, som tror, siger Gitte Kronborg.