​Betonbyggeriet er et barn af sin tid og 1970'ernes tro på systematik, funktion og driftssikkerhed, og hospitalet er tænkt og tegnet som en stor, effektiv institution, der skulle være overskuelig for både patienter, pårørende og personale. 

Hvilket byggeri ønskede man at skabe i 1970’erne – og hvilke idealer prægede tankerne dengang? 

Hvidovre Hospital er, set med arkitektens blik, et meget tydeligt produkt af 1970’ernes velfærdstænkning. Det er et byggeri, hvor funktion, drift og systematik stod helt centralt, med stor tiltro til, at man kunne planlægge sig til et velfungerende hospital. Idealerne var klarhed, effektivitet og robusthed. Man ønskede ikke at skabe et monument, men et hospital, der kunne fungere i hverdagen – som en stor arbejdende organisme. Samtidig var der allerede dengang opmærksomhed på, hvordan huset skulle bruges af de mennesker, der kom der: Hvordan bevæger de sig? Hvordan finder de vej? Hvor opholder de sig? Hvordan tilgodeser vi både patienter, pårørende og medarbejdere? 

Det var et byggeri, der skulle kunne holde til slid, forandringer og daglig drift i mange årtier, og det prægede både materialevalg, skala og organisering. I dag kan det let misforstås, hvis man siger, man er funktionalist. Det bliver nemt opfattet som uempatisk i forhold til den menneskelige dimension, men Hvidovre Hospital er tænkt funktionelt i forhold til både den menneskelige skala: man skal ikke føle, at man suges ind i en stor maskine, og i forhold til bæredygtighed: man skal helst ikke have lyst til at rive en væg ned en måned efter, den er bygget. 

Hvordan tænkte arkitekter i 1970'erne hospitaler? 

Arkitekturen på Hvidovre afspejler, at hospitalet i 1970’erne først og fremmest blev opfattet som en central velfærdsinstitution, der skulle fungere sikkert og effektivt. Arkitekterne har arbejdet med funktioner og arbejdsgange og organiseret dem i forhold til bevægelsesmønstre, og man arbejdede bevidst med en lav struktur, grønne gårdrum og adskilte bevægelsesmønstre, så patienter, personale og besøgende ikke hele tiden forstyrrede hinanden. 

​Tidens fokus på systematik og effektiv drift kan aflæses direkte i hospitalets plan, men den menneskelige faktor er hele tiden tænkt ind. Centertanken var et ønske om at skabe et patientnært miljø, altså små decentrale sygehuse, og man har arbejdet med gentagelser, rytme og overskuelighed som arkitektoniske greb, der understøtter logistik og orientering. "Wayfinding", altså at det skulle være let at orientere sig, var en del af tanken. Dommerne i arkitektkonkurrencen om hospitalet skriver direkte i deres bedømmelse om "letopfattelig opsøgning", altså at brugerne nærmest intuitivt skulle finde vej, uden konstant brug af skiltning. 

Hvordan fungerede idéen om det moderne storsygehus i praksis – og hvad har vist sig holdbart? 

Styrken ligger i den menneskelige skala. Arkitekturen råber ikke op, og det kan være en kvalitet i et hospital. Grundstrukturen har vist sig holdbar, både i forhold til tanken om at holde det kliniske flow og patientflowet adskilt, og især den lave bebyggelse og centertanken, hvor hospitalet opleves som mindre enheder i en større helhed, fungerer. De har prøvet at lave en haveby med en klyngestruktur, hvor både patienter, personale og pårørende føler sig godt tilpas, og du ikke føler dig glemt. Det har stadig værdi i dag. 

Hvad betyder det, når arkitekter i dag taler om helende arkitektur – og findes det på Hvidovre? 

Helende arkitektur handler om dagslys, udsyn, materialer og overskuelighed. Vi ønsker at reducere stress gennem wayfinding – du skal ikke føle dig fortabt på hospitalet – og vi arbejder med dagslys og adgang til naturen, hvad enten det er i form af en have eller udsyn til et bylandskab. Udsyn er vigtigt. Du skal kunne kigge ud og se, om solen skinner, om det regner eller sner. Mange af de elementer var til stede, da Hvidovre blev bygget, men i dag arbejder vi mere bevidst og evidensbaseret med dem og kobler arkitektur langt tættere sammen med forskning i trivsel, heling og arbejdsmiljø. Det betyder, at de greb, man tidligere brugte intuitivt, nu bliver forfinet og prioriteret anderledes. I dag ville vi bygge mere i træ og søge at "afklinikificere" stuerne, som i dag altid er enestuer. 

Hvis du ser 20 år frem, hvad skal hospitalsarkitekturen så kunne? 

Arkitekturen skal understøtte et sundhedsvæsen under pres, uden at miste den menneskelige dimension. Mellemstore hospitaler er rarere at opholde sig på end de kæmpestore, og vi skal have endnu mere fokus på dagslys, et atrium skal ikke være en undskyldning for manglen på dagslys, og vi skal invitere naturen mere indenfor. Vi skal bygge bæredygtigt, for 20 år er ikke lang tid i et hospitals levetid, og meget mere i materialer, der giver en anden stemning end den institutionelle. Et trægulv kan holde i flere hundrede år. ​