​​Birgitte Rav Degenkolv parkerer sjældent sin bil samme sted og forlader nødigt hospitalet ad præcis samme vej, hun kom ind. Hospitalsdirektøren vil nemlig gerne tale med de mennesker, hun møder på sin vej, og prioriterer i det hele taget den menneskelig kontakt. For selv om hun ikke forestiller sig, at alle Amager og Hvidovre Hospitals knapt 8.000 medarbejdere kan genkende hende, så er synlighed faktisk en udtalt ambition. 

​– Jeg kan overhovedet ikke se, at nogen kan løse noget som helst alene, og slet ikke ved at skrive alt for mange mails til hinanden, selv om de selvfølgelig er en helt legitim og vigtig kommunikationsform. Jeg vil gerne mødes med folk, og jeg og den øvrige direktion kommer meget gerne ud på afdelingerne og taler med personalet dér. Også om det, der er svært, siger Birgitte Rav Degenkolv. 

I 2017 kom hun, med egne ord, lidt som en tyv om natten til Amager og Hvidovre Hospital og satte sig i den direktørstol, der pludselig var blevet ledig. Titlen var midlertidig, men endte med at blive endelig, da Birgitte Rav Degenkolv søgte stillingen og fik den. Hun kom direkte fra stillingen som vicedirektør for Den Præhospitale Virksomhed, med ansvar for blandt andet akutberedskabet og for etableringen af 1813. En af hendes første opgaver på Amager og Hvidovre Hospital var at trykke på knappen til Sundhedsplatformen. 

– På Amager og Hvidovre æder man ikke alting råt. Og det gjorde man bestemt heller ikke med Sundhedsplatformen. Det var en turbulent tid med en heftig debat, ikke bare hos os, og mange kritiske spørgsmål, som også var udtryk for stort engagement og høj faglig professionalisme. Vi fik efterhånden etableret en god dialog, siger Birgitte Rav Degenkolv, der i næste åndedrag konstaterer: ”… og så kom COVID-19”.

Ny dag, nye retningslinjer

Amager og Hvidovre Hospital fik, fra den dag en dansk skiturist vendte hjem fra Østrig med en sær ny virus i blodet, tildelt en hovedrolle i den pandemi, som tog sundhedsvæsnet på sengen. Hospitalets akutmodtagelse, infektionsmedicinske afdeling og intensivafdelinger blev kraftigt belastet af de mange COVID-19-patienter, og imens blev børn stadig født, ben stadig brækket, så hospitalet skulle finde en måde at drive det ukendte og det velkendte parallelt; og helst uden at de to zoner kom i berøring med hinanden. Det stillede store krav til organisationens evner til at omstille sig, prioritere og improvisere, når skiftende nationale retningslinjer på daglig basis skulle oversættes til hverdag i klinikken, og mange beslutninger måtte træffes hurtigt og uden fuldt datagrundlag. Hver dag var en ny dag med nye udfordringer – og nye standarder for ”Hvidovre-ånden” og fællesskabet. 

– Vi havde ikke systemer til at håndtere den slags, men fik hurtigt etableret først et fysisk, senere et digitalt, forum, hvor vi samme tid hver dag mødtes med lederne og talte om, hvordan vi kunne organisere os. Det var i høj grad medarbejderdrevet, og idéerne kom fra mange steder. COVID-19 krævede en kolossal fælles indsats og handlekraft. Og bagefter var vi trætte, siger Birgitte Rav Degenkolv.

I er aldrig alene

- Jeg lægger meget vægt på det gode samarbejde mellem ledelse og medarbejdere og sætter en ære i at have et velfungerende og tillidsfuldt MED-system. Jeg tror virkelig, det var med til at bære os igennem pandemien og få de gode idéer frem i lyset og omsat til handling, siger Birgitte Rav Degenkolv.

I dag mødes Birgitte Rav Degenkolv og hendes direktørkollegaer stadig systematisk og regelmæssigt med afdelingsledelserne. Ikke hver dag, men hver uge. For det blik for helheden, som blev så tydeligt under pandemien, skal hele tiden skærpes, hvis hospitalet skal bidrage til at løse de store, brede udfordringer, sundhedsvæsnet står overfor. Fagligheden og professionalismen på Hvidovre er, som Birgitte Rav Degenkolv pointerer, høj. Og på ”hospitalet med det meste for de fleste” er der ingen modsætning mellem både at være akuthospital og løbende supplere en allerede solid og international forskningsprofil. Forskning og praktik skal helst holde hinanden i hånden. 

 – Professionalismen ligger i, at man ved, hvad man gør, og hele tiden søger ny viden inden for det fag, man nu er beskikket. Men vi skal fortsat opdyrke en kultur, hvor man arbejder tværfagligt, lærer af sine fejl og tør spørge. Almagt skal vi ikke have noget af her. Beskeden til nye kollegaer skal være: ”I er aldrig alene, og man kan altid få hjælp, hvis man efterspørger den” siger Birgitte Rav Degenkolv. 

Fem faglige minutter 

​Høj faglighed bidrager til trivsel og arbejdsglæde, mener direktøren, der peger på, at faglige opgraderinger også sniges ind på en travl hverdag, hvor afdelingen mødes til ”Fem faglige minutter”, eller som på Afdeling for Lungesygdomme, hvor man hver sommer, 10 minutter dagligt, afvikler De Pulmonale Lege. 

– Jeg var deroppe en dag, hvor de havde hængt billeder af forskellige tabletter på væggen, og så dystede holdene om at genkende dem. Det sjove er, at lægerne ved, hvad de ordinerer, men ikke nødvendigvis, hvordan tabletterne ser ud. Det gør sygeplejerskerne. Så snakken bevægede sig hurtigt fra konkurrence til faglighed, og i den udveksling opstår ny viden og gensidig respekt, siger Birgitte Rav Degenkolv. 

Eksempler på andre faglige tiltag til hurtig læring og repetition er korte kliniske proceduretræninger eller korte introduktionsfilm, som i fx mave-tarm-afdelingen handler om at lære at genkende afføringstyper og symptomer. 

– Det kan godt være lidt grænseoverskridende, men det er også sjovt og en seance, der supplerer al den mere systematiske uddannelse og kompetenceudvikling, siger Birgitte Rav Degenkolv, der ikke negligerer, at tid og ressourcer kan være en udfordring i hverdagen. 

– Alle vil gerne have flere penge. Så nogle gange må jeg jo sige, at ”det kan du ikke få, men måske kan vi alligevel godt tale om, hvordan din afdeling kan drives med de ressourcer, der er til rådighed.” Vi skal være åbne, også strukturelt, over for at få faglighederne til at tale sammen, som fx i vores nye Akutmodtagelse. Det er ikke altid så let, men det skal vi, for vi har en stor og vigtig opgave foran os med den nye sundhedsreform, hvor vi skal samarbejde på tværs af endnu flere aktører og områder til gavn for patienterne, siger Birgitte Rav Degenkolv. 

​Komplekse problemer 

1. januar 2027 gør Sundhedsreformen Amager og Hvidovre Hospital til en del af Region Østdanmark, og hospitalsdirektøren bliver direktør for et stort sundhedsområde, hvor hovedopgaven er at skabe mere sammenhæng for patienter med komplekse og kroniske forløb på tværs af hospitaler, psykiatri, almen praksis og kommuner. Succeskriteriet for Sundhedsreformen er, at patienter, og ikke mindst patienter, der lever med både psykisk sygdom og somatisk sygdom, oplever et sundhedsvæsen, der hænger sammen og kan behandle borgerne tættere ved deres hjem, for mennesker med alvorlig psykisk sygdom lever i dag markant kortere. 

Derfor er en af de bærende ambitioner i sundhedsreformen at integrere psykiatrien og det somatiske hospitalsvæsen. Amager og Hvidovre Hospital har i den forbindelse fået det samlede ansvar for de tre store psykiatriske centre, Psykiatrisk Center Amager, Psykiatrisk Center Glostrup og Psykiatrisk Center Sct. Hans, der huser den specialiserede retspsykiatri, og for aktivt at tage del i opbygningen af de nye sundhedsråd, som begyndte deres virke i januar 2026.

– Vi har været vant til at drive én slags hospitalsfællesskab. Nu har vi fået godt 2.000 nye medarbejdere, som vi skal tage godt imod. Vores psykiatriske og somatiske kollegaer skal lære at arbejde sammen på nye måder, og vi skal blive dygtige til at samarbejde med kommunerne om forebyggelse. Det er store opgaver, siger Birgitte Rav Degenkolv, der ikke er i tvivl om, at Amager og Hvidovre Hospital nok skal finde nye løsninger. 

– Jeg er megastolt af den utroligt høje kvalitet, vi leverer i det specialiserede sundhedsvæsen, og af vores meget velfungerende akutsystem. Nu står vi over for en fremtid med en stigende ældrebefolkning, m​ennesker, der lever længere med kronisk sygdom, og patienter med psykiske lidelser, som skal have en bedre somatisk behandling. Amager og Hvidovre Hospital skal levere god hospitalsbehandling for alle, også vores akutte patienter, og jeg synes, det ville være dejligt, hvis vi blev kendt for, at patienter går ud herfra med den bedste behandling og bagefter kan leve deres liv godt og så frit som muligt – også selv om de har brug for os indimellem. ​