​​– Da jeg kom herud i 1981, havde hospitalet været i brug i fem år, men den planlagte femte sengebygning manglede, og en masse områder stod stadig som råhuse. Skallen var bygget, og jeg blev ansat til blandt andet at forvandle råhusene fra betonørkner til noget, mennesker på et hospital kunne trives og fungere i. 

– Opgaven var det hele: byggeri, indretning, møbler, farver. Vi sad tre mennesker på et lille kontor, hvor telefonerne konstant kimede, og vi tegnede med blyant og hovedlineal. Manglen på kontorer var et problem fra starten, for da hospitalet blev designet, havde kun oversygeplejersken for en afdeling sit eget kontor, som var placeret på sengeafdelingen, mens overlægen havde sit kontor i ambulatoriet, placeret i etagen nedenunder. Intet andet personale havde eget kontor. Til de mange sygeplejersker var der indrettet gangpladser med en lille skriveplade på væggen. Det blev heldigvis meget bedre, da en ny etage af taghuskontorer blev bygget på, men vi har altid haft rollen med at finde plads til de nye kontorer og behandlingsfaciliteter, der løbende er behov for, i takt med at hospitalet er blevet mere digitalt, optageområdet er vokset, og undersøgelserne er blevet mere komplicerede. 

– Min allerførste opgave var at indrette et linnedmagasin og en varemodtagelse for linned. Det lyder måske ikke af så meget, men alt det linned, hospitalet bruger – og det er meget – skulle opbevares og hentes herfra på en måde, der fungerede for både brugerne og vaskeriet. En anden stor opgave var i 1983, da Simon Spies forærede hospitalet den første MR-skanner, og jeg fik ansvaret for at gennemføre projektet og en kæmpe ombygning i røntgenafdelingen. Donationer til hospitaler var ikke almindelige dengang, og politikerne på Københavns Rådhus sagde nej, indtil Spies “himself” skrev til Borgerrepræsentationen, at “nu må I lige tage jer sammen”. Vi modtog skanneren i 1984, og sammen med producenten Siemens havde vi også arbejdet med at installere metaldetektorer, så personale og patienter var beskyttede mod det dengang meget kraftige magnetfelt, der kunne suge metal ud af lommerne på folk – eller i værste fald dem selv ind i skanneren. ​

Opgaven er at lytte 

– Indretning handler om mennesker, ikke om mursten. Og derfor har min opgave som arkitekt altid været at lytte. Personalets viden er guld værd, og for at tilegne mig den viden interviewede jeg dem og patienterne, og var mange gange fluen på væggen og observerede deres hverdag og procedurer på afdelingerne. Gør man ikke det, sidder stikkontakten ikke, hvor den skal, når man indretter. 

Ombygningen af Gastroenheden er et godt eksempel på, at vi i dag tænker meget mere på både patienters og personalets behov. Sagen var den, at i takt med at antallet af undersøgelser var kraftigt stigende, og man begyndte at lave flere endoskopier, var afdelingen af mangel på plads blevet spredt ud over mange lokationer, og da vi fik bevilget økonomi til at samle og ombygge afdelingen, brugte jeg mange arbejdsdage på at iagttage og overveje, hvordan vi kunne sikre et mere logisk flow. 

– Før ombygningen gik personalet fx ned ad gangen med endoskoper, der skulle rengøres efter undersøgelserne. De kunne støde ind i hvem som helst – og også tabe lidt på gulvet – så det hygiejneproblem skulle løses. Vi arbejdede på at holde det urene i et spor for sig og væk fra patienterne og samtidig sikre mere dagslys og god adgang fra alle de 13 undersøgelsesrum til den store centrale opvågningsstue. Det var noget af et columbusæg, som den meget engagerede overlæge udtrykte det – at vi fik det til at fungere. Men det lykkedes kun, fordi vi talte med personalet, forstod arbejdsgangene og hensynet til rengøring, hygiejne og patienter. Først da kunne vi sætte os og tegne en løsning. 

 Farver for farveblinde 

– Farverne på Hvidovre Hospital var tænkt ind fra starten. De skulle hjælpe patienter og besøgende med at finde vej rundt på hospitalet, men farver skaber også stemning. Farver kan skabe ro og glæde, og farverne på hospitalet skal gerne medvirke til, at man føler sig velkommen her. Hvis det hele var hvidt, ville det være meget klinisk og meget lidt imødekommende. 

– Før de oprindelige farver blev valgt, undersøgte man, hvilke farver også farveblinde kan identificere, og derfor blev den klare orange, gule, røde og blå kulør valgt som de fire centerfarver. Der var ikke noget grønt center dengang, men mange af væggene på afdelingernes kontorer og undersøgelsesrum var malet i en mørk olivengrøn farve, som ingen kunne lide. 

I min optik var det meget moderne farver, som kunstneren Flemming Skude havde designet til hospitalet, og som også i dag ville være moderne. Men brugerne var måske bare ikke helt parate dengang. 

– For mig er farver ikke pynt. Det hele hænger sammen: farver, indretning, arbejdsgange og “wayfinding” – hvor også farver anvendes til at orientere sig efter. Vi har løbende forsøgt at blive klogere på, hvordan farver kan hjælpe patienter og pårørende med at finde vej, men også hvordan farver kan skabe stemning og gøre det rart for dem, der arbejder på hospitalet. For når personalet er glade, så er patienterne også glade. Det har jeg set igen og igen. Vi skaber rammer for mennesker. 

En vild tanke og et vidtløftigt køkken

– Det samme menneskesyn lå bag ombygningen af centralkøkkenet. Vi havde dengang et kæmpe centralkøkken med store gryder og maskiner, der kunne røre rundt i gryderne, og tippeordninger, så de her kæmpegryder kunne vippes. Vi havde ikke en eneste kok ansat, og hospitalet havde et kæmpe madspild, fordi patienterne fik så store portioner, at halvdelen røg ud igen. 

Vores driftschef var på studietur i USA og besøgte privathospitaler, hvor patienterne selv kunne bestille mad, og det blev han meget inspireret af. Så vi begyndte at arbejde på at ændre køkkenet radikalt. Mange syntes, det var en fuldstændig vidtløftig og vanvittig idé, men direktionen syntes, det var værd at afprøve. En stor gevinst ville være, hvis vi både kunne reducere det store madspild og oveni opnå en større patienttilfredshed. Så med Claus Meyers firma som rådgivere fik jeg lov til først at lave et forslag til indretning og derefter bygge ikke mindre end fire a la carte-køkkener, hvor al mad blev lavet fra bunden: remouladen, de ristede løg – det hele. Vi fik kokke ansat, vi skrev menukort, vi fik installeret telefoner ved sengene og lavede et callcenter i køkkenet, så man kunne bestille en hakkebøf kl. 9 om morgenen, hvis det var det, man havde lyst til. I forhold til plejen viste det sig ikke at fungere med mad, der skulle serveres når som helst – og der var nu også ret få, der ønskede mad uden for spisetiderne. Men patienterne vælger stadig selv, hvad de vil spise, og maden er varieret og superlækker. Jeg har selv været indlagt her og har afprøvet alt. 

– Det var jo en helt vild tanke i starten af 00’erne: at patienterne selv skulle kunne vælge. Det var ikke noget, man så andre steder i Danmark, men Hvidovre Hospital har altid været moderne, og her var en stemning af, at næsten alt kunne lade sig gøre. Vi fik ting til at ske, og jeg synes stadig, at hospitalet efter 50 år er moderne i sit udtryk.