Hvordan har sygdommen og behandlingen udviklet sig i befolkningen de seneste 50 år? 

– Inden for det medicinske felt er der sket rigtigt meget i forhold til behandling af atrieflimren, populært kaldet hjerteflimmer, og hypertension, altså forhøjet blodtryk, to sygdomme, som hænger meget tæt sammen. Omkring 25-40 procent af den voksne befolkning har forhøjet blodtryk. Det er den hyppigste sygdom overhovedet, og forekomsten er steget i takt med, at levealderen er steget. Flere lever med sygdommen og dør ikke af den, fordi vi er blevet bedre til at behandle. 

– Tidligere, for cirka 100 år siden, interesserede man sig ikke så meget for blodtryk. Dels var det ikke så let at måle som i dag, hvor man kan købe et blodtryksapparat på ethvert apotek, dels så man blodtrykket som noget, der fulgte med alderen og ikke som en sygdom. Interessen steg først rigtigt, da store befolkningsundersøgelser viste, at jo højere blodtrykket var, jo større var risikoen, både hos ældre, men også hos yngre, for blodpropper og andre hjerte-kar-sygdomme. 

– I slutningen af 1940’erne begyndte USA at lave store befolkningsundersøgelser, som fx Framingham Heart Study, hvor man har fulgt en befolkning over årtier for at se, hvad der disponerer til udvikling af sygdomme. Her opdagede man en klar sammenhæng mellem højt blodtryk og udvikling af hjerte-kar-sygdomme som blodpropper i hjernen og hjertet, men også atrieflimren, hjertesvigt og åreforkalkning generelt. I Danmark lavede vi lignende undersøgelser, blandt andet Østerbroundersøgelsen, hvor man siden 1976 har fulgt en gruppe borgere og set på de sygdomme, de udvikler, hvornår de udvikler dem, og hvilke risikofaktorer der spiller ind, og har fundet de samme sammenhænge. 

– Derefter tog den medicinske udvikling for alvor fart; man anså for højt blodtryk for en sygdom, man burde behandle og kunne se en klar forskel i risikoen for hjerte-kar-sygdomme hos fx en 70-årig med højt blodtryk versus en 70-årig med lavere blodtryk, og også en klar sammenhæng mellem forkammerflimren, blodtryk og alder. 

– Hvad angår atrieflimren behandlede man primært med et blodfortyndende præparat (Warfarin) samt Digitalis og betablokkere for at holde pulsen nede. Warfarin reducerer risikoen for blodpropper markant, men behandlingen kræver hyppige kontroller, fordi doseringen skal ligge rigtigt, og overdosering øger risikoen for blødninger. I de seneste 10–20 år er der kommet nyere blodfortyndende præparater, der ikke kræver så hyppig kontrol, til gavn for patienter og behandlere. 

Hvordan ser de næste 50 år ud?

– Alder er den store driver: Vi bliver ældre og lever med flere sygdomme. Det gælder ikke kun hjertesygdomme, men generelt. Så vi vil se, at forkammerflimren rammer flere – forekomsten er markant efter 75-årsalderen. Jeg tror også, vi vil diagnosticere flere med atrieflimren blandt de yngre, fordi vi bliver bedre til at opspore det i takt med, at vi får flere devices som fx smartwatches. Samtidig vil der komme flere behandlingsmuligheder, både medicinske og kateterbaserede, hvor man går ind og brænder små områder i forkamrene for at dæmpe de elektriske kortslutninger. Det kan give længere perioder uden anfald, og det kan være meget værdifuldt for livskvaliteten, men prisen er, at der kan komme andre rytmeforstyrrelser, og behandlingerne er ikke helt ufarlige. I dag laver vi også mange elektriske konverteringer, hvor vi kortvarigt lægger patienterne til at sove, de får et stød og vågner så med normal hjerterytme. Men atrieflimren har tendens til at komme igen, så nogle patienter kommer mange gange og får disse stød. Vi må dog være ærlige og sige, at vi ikke kan fjerne atrieflimren fuldstændigt. 

Hvilken betydning har sygdommen for folkesundheden generelt?

– Hjertet skal køre stille og roligt i baggrunden uden at give lyd fra sig. Når hjertet larmer, når vi for eksempel har hjertebanken, uro og åndenød, bliver folk urolige og bange, og det påvirker livskvaliteten. Hjertet er vores motor, og hvis hjertet ikke fungerer, så fungerer resten ikke. Mange er mere bekymrede for symptomer fra hjertet end fra andre steder i kroppen, og hjertesygdom opfattes ofte som mindre tabubelagt og “mere acceptabelt” end fx demens eller psykisk sygdom. Vi behandler mange hjertesygdomme med meget medicin, hvilket er en udfordring, hvis man også tager andre typer medicin. Forskellige typer medicin spiller ikke altid godt sammen, for eksempel kan noget hjertemedicin ikke gives ved nyresygdom, som også bliver mere udbredt med alderen. 

– Atrieflimren er en sygdom med mange årsager. At den er tæt knyttet til alder, kan vi ikke ændre, men vi kan ændre vores livsstil, som betyder meget for udviklingen af sygdommen. Rygning, alkohol, kost med højt saltindhold, søvnapnø, ultraforarbejdet mad og overvægt med mere kan øge risikoen for både hypertension og atrieflimren. Motion trækker i den rigtige retning, og vægttab, sund og varieret kost og mindre salt hjælper. Der ryges heldigvis mindre end før, og opmærksomheden på motion og kost er vokset, men der er klare socioøkonomiske forskelle i forhold til dem, der udvikler sygdommen. Mange går med sygdommene uden at mærke dem, og ofte opdages de først helt tilfældigt hos en kontrol hos egen læge. Alle med forhøjet blodtryk og atrieflimren skal ikke nødvendigvis have medicin, men alle skal rådgives om livsstilsændringer. Det er et område, hvor man kan rykke meget på folkesundheden – ikke mindst i områder med større socioøkonomiske udfordringer, hvor færre går til læge, og livsstilen trækker i den forkerte retning. 

– Det er en stor strukturel udfordring, for vi ved godt, at der er problemer med ultraforarbejdet mad, med overvægt og vores stillesiddende livsstil. Men der er bare flere penge i behandling end i forebyggelse. Hvis man virkelig vil rykke folkesundheden, skal man arbejde hårdt med forebyggelse og folkeoplysning og gerne sætte ind med det tidligt i livet.