​Hvordan har demens og behandlingen af demens udviklet sig i befolkningen de seneste 50 år? 

– Demens er ikke én sygdom, men en gruppe af sygdomme, som flere specialer kan udrede: neurologi, psykiatri, geriatri. Vi taler om op til 200 forskellige tilstande, der kan føre til en demenslignende sygdom. Mest kendt er Alzheimers, som måske dækker omkring 60 procent af tilfældene, mens den næststørste gruppe er vaskulær demens, som er en masse små blodpropper eller små blødninger i hjernen. Alt efter undertypen af demens bliver forskellige områder i hjernen nedbrudt, og så er der færre forbindelser, som taler sammen. 

 – For 50 år siden var vores viden om demens begrænset. Man talte om senilitet og senildemens, og holdningen var ofte, at det at blive gammel var det samme som at blive senil. Det er det ikke. Det er normalt, at ens hjernekapacitet falder, når man bliver ældre, men det er ikke normalt at få en demenssygdom. Det er en sygdom, der skal udredes, men området har aldrig været forbundet med prestige, og mange mennesker med demenssygdomme er ikke blevet undersøgt og diagnosticeret. Også i sundhedsvæsnet kunne du tidligere høre holdninger som "det er bare en dement dame", og så blev hun ellers gemt ovre i hjørnet. 

 – For omkring 30 år siden begyndte man at arbejde mere systematisk med udredning. De første hukommelsesklinikker kom omkring 1995, og i 2007 blev Nationalt Videnscenter for Demens etableret. Man estimerer, at ca. 40.000 mennesker i Danmark har fået en demensdiagnose, men samlet set taler vi nok omkring 100.000. Ventetiden på udredning er kæmpe, selv om demens er den fjerdehyppigste dødsårsag i Danmark, kun overhalet af kræft, hjerte-kar og lungesygdomme. Når hjernens funktion stille og roligt bliver nedbrudt, taber man funktionsniveau, kan ikke tage vare på sig selv, efterhånden holder man op med at føle appetit og med at kunne synke, og så dør man. Det er voldsomt at se, hvordan et velfungerende menneske pludselig bliver en anden udgave af sig selv. Demens er ikke en sygdom, man ønsker for sin værste fjende. 

 Hvordan ser du udviklingen af demens de næste 50 år? 

– Vi ser en fordobling af de 80+-årige over de næste årtier, så der vil alt andet lige være flere, der får demens. I dag stiller vi cirka 10.000 demensdiagnoser om året, og om 20 år skal vi nok regne med, at omkring 150.000 er diagnosticeret med demens i Danmark. Risikoen for at udvikle demens er faktisk faldet de sidste 30 år, men fordi vi bliver ældre, ser vi flere diagnoser. Der er en klar sammenhæng mellem livsstil og demens, for du kan forebygge nogle demenssygdomme, måske endda op til 45 procent af dem. Det handler blandt andet om rygning, motion, kost og kontrol af livsstilssygdomme som blodtryk og kolesterol. Fx er den næststørste gruppe af demenssygdommene typen med de små blodpropper i hjernen, de vaskulære demens, og du risikerer at få blodpropper, hvis du ryger. Meget af den forebyggende indsats handler om at få styr på risikofaktorerne for hjerte-kar-sygdomme, så også her er der social ulighed på spil. Socioøkonomi, uddannelse og sund livsstil betyder noget for udviklingen af demens.  

– På medicin-siden, ja, man skulle jo tro, der var rigtig mange penge i forskningen, fordi patientgruppen er så stor. Men demens er en dødelig sygdom, vi ikke kan kurere. Vi kan nogle gange bremse udviklingen og holde folk i stand til at klare sig selv i længere tid, men tabletbehandlinger virker ikke fantastisk og primært ved let demens. Går du med det for længe, virker ingen medicinske behandlinger. Og så er demens, ligesom kræft, ikke én sygdom, men mange sygdomme, så hvis vi er rigtig heldige, kan vi måske kurere Alzheimers, men har stadig Lewy body, vaskulær demens, frontotemporal demens og en række andre demenssygdomme. 

Hvilken betydning har demens for folkesundheden generelt? 

– Demens har massiv betydning for de mennesker, der rammes, men også for deres pårørende. Det er ofte hustruer, der passer på en demensramt mand, mens de er ved at køre sig selv ned. Nogle passer deres ægtefælle, som om det var et barn, selv om de måske selv er fyldt 85. Mange ældre ægtepar lever nærmest i symbiose og skjuler sygdommen, fordi der stadig er skam forbundet med demens. Især hvis man kommer fra en tid, hvor det hed senildemens, og man pakkede folk væk.  

– I forhold til sundhedsvæsnet er vi pressede på kapaciteten. Nogle steder er ventetiden på udredning over et år, og samfundsøkonomisk har det store konsekvenser, fordi mennesker med demens bliver syge, bliver indlagt og har stort behov for pleje og hjemmepleje. Det presser hele det nære sundhedsvæsen, som allerede har svært ved at få det til at hænge sammen. Hvis hjemmeplejen bryder ned, så vælter sundhedsvæsnet og samfundet.  

– Vi kommer også, både som samfund og individer, til at tage en nødvendig samtale om, hvad der skal ske, når vi bliver gamle og måske får en demenssygdom. De samtaler skal tages i fredstid med familien og med patienten, mens man kan: Hvad vil vi? Taler vi om sondemad, skanninger, medicin? Eller groft sagt: Hvor længe skal vi forlænge døden?  

– Så derfor er min pointe ret klar: Det er simpelthen ikke en plan at vente på en pille. Planen er at holde sig selv i gang, nyde livet, have relationer, være normalvægtig, spise ordentligt, få protein nok, holde musklerne i gang og blive ved med at udfordre hjernen. Det værste, man kan gøre ved sig selv, er at gå i stå. Sidder man i den der sofa, så dør man – både fysisk og kognitivt.