Hvordan har sygdommen og behandlingen udviklet sig de seneste 50 år? 

– Artrose, i folkemunde slidgigt, er en af de største røvere af funktion og livskvalitet, ikke kun i Danmark, men globalt, og forekomsten har været stigende gennem årtier. Knæ- og hofteslidgigt fylder særligt meget, fordi det rammer de led, vi bruger mest i hverdagen. 

– ​Udviklingen i forekomsten og behandlingen af artrose over de seneste 25-30 år er markant. Operationer for knæ- og hofteslidgigt var tidligere ikke særligt hyppige; de tog længere tid at udføre, blev opfattet som komplekse og var forbundet med lange indlæggelser. Det var almindeligt, at patienter lå indlagt i mere end en uge, og patientforløbene var ikke systematisk registreret eller organiseret. Fokus var primært på at få operationen overstået, og interessen for at forbedre forløbene og optimere systemet var begrænset. Alt det ændrede sig for omkring 20 år siden. 

– I starten af det nye årtusinde blev de lange ventelister et centralt problem. Patienterne ventede ofte et år eller mere på operation, hvilket var frustrerende for både patienter og personale. Efterhånden gik det op for mange, at hvis man skulle operere flere, måtte indlæggelsestiden reduceres. 

– Omkring 2005 begyndte udviklingen for alvor at tage fart, og meget af arbejdet foregik på Hvidovre Hospital. Hospitalet havde en fremragende ortopædkirurg, Henrik Husted, som fandt sammen med fast-track-konceptets fader, Henrik Kehlet. Deres parløb var banebrydende for optimeringen af logistikken og skete støttet af ledelsen ved Peter Gebuhr og sammen med anæstesiologien, med blandt andre Billy Kristensen som en drivende kraft. 

– I dag er vi et helt andet sted, både når det gælder operationssikkerhed og optimering af patientforløb. For eksempel har vi stort set ingen blodtransfusioner i forbindelse med forløbene, og patienterne kommer hjem samme dag eller dagen efter operationen. Seneste skud på stammen i den fortsatte udvikling er brugen af steroidet dexamethason, som gives i en relativt høj dosis lige før operationen. Det har en markant effekt på smerter og bivirkninger som kvalme umiddelbart efter indgrebet. Vi lavede det første store kliniske studie på området, og i dag har behandlingen vundet indpas globalt. Vigtigst er effekten for patienterne: De bliver mobiliseret og smertedækket på en helt anden måde end tidligere. 

Hvordan ser de næste 50 år ud?

– Ser man fremad, er tendensen tydelig. Flere mennesker lever med artrose, fordi befolkningen bliver ældre. Samtidig har forventningerne til et aktivt liv ændret sig markant. Flere ønsker at bevare funktion, mobilitet og deltagelse langt op i alderen, og antallet af operationer er stigende. 

- Fremtiden handler i høj grad om en mere personlig tilgang til patienten og valg af metode ved knækirurgi. Det har vi efterhånden omkring ti års erfaring med på Amager og Hvidovre Hospital, hvor vi er førende inden for forskellige metoder til alloplastikbehandling ved slidgigt. I stedet for en fuld knæprotese kan vi fx ofte anvende et mindre indgreb, et såkaldt uniknæ, hvor kun den slidte del af knæleddet udskiftes. Det er et mindre omfattende indgreb med omtrent halvt så stor infektionsrisiko som ved udskiftning af hele knæet og ofte med hurtigere restitution. 

– Materialeudviklingen spiller også en stor rolle. De proteser, der anvendes i dag, er mere slidstærke end tidligere, hvilket har ændret samtalen med patienterne grundlæggende. I dag handler det ikke om, hvorvidt en protese kun holder 10 år, men om sandsynligheden for at patienten overhovedet får brug for en ny operation i sin levetid. 

– I vores forskning på Amager og Hvidovre Hospital har vi været drivende i at dokumentere både sikkerheden ved operationerne og patienternes mulighed for et bedre outcome – altså et knæ, der fungerer. Vi har slået på tromme for en mere differentieret og personlig tilgang til patienterne og vil fortsat gøre det. Samtidig er artroseområdet sårbart i et sundhedsvæsen under pres. Behandlingerne er relativt dyre og lette at få øje på, når der skal spares, og bliver derfor ofte genstand for prioriteringsdiskussioner. De næste 50 år vil således ikke kun handle om medicinsk og kirurgisk udvikling, men også om organisering, prioritering og bæredygtighed. 

Hvilken betydning har sygdommen for folkesundheden generelt? 

– Genetik spiller en rolle, men som folkesygdom er artrose tæt forbundet med overvægt, alder, livsstil og skader på menisk og korsbånd. I takt med at befolkningen bliver ældre, vil flere fremover komme til at døje med sygdommen. Knæ og hofter er vores sociale led, som vi bruger, når vi skal bevæge os, danse, løbe, være aktive og deltage i livet. Mister man funktionen i knæ eller hofte, mister man ikke kun bevægelighed, men også muligheden for at leve det liv, man ønsker. Artrose påvirker derfor både det fysiske, mentale og sociale liv. 

– Behandlingen har enorm betydning for livskvaliteten, og derfor er kunstige knæ og hofter blandt de mest omkostningseffektive behandlinger i medicinens historie. Effektstørrelserne ligger på et niveau, som få andre behandlinger kan matche. Artrose er ikke en sygdom, hvor vi redder liv, men vi redder ofte førlighed – og i bedste fald livskvalitet. ​