Solen skinner grønt over Hvidovre Hospital

​Produktionen af bæredygtig energi fra hospitalets solcelleanlæg er allerede en solstråle-historie.

​Hvidovre Hospitals solcelleanlæg dækker godt 6.000 kvadratmeter tag. Foto: Thomas Wittrup

​700 personers elforbrug – eller ca. 700.000 kilowatttimer. Det var den forventede årlige produktion af grøn energi fra Hvidovre Hospitals nye solcelleanlæg, som blev indviet af regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen i april. Efter et halvt år er status, at måleren allerede har rundet 600.000 kWh og altså godt på vej mod at indfri forventningerne.

Hospitalets hjemmelavede energi giver både en lavere elregning og en gevinst for miljøet, som indtil videre er blevet skånet for udledningen af 174.000 kg CO2. Det er projektdirektør Finn Bloch fra hospitalets byggeafdeling godt tilfreds med:

"Vi er rigtig glade for, at solcellerne på taget fra starten lever op til vores forhåbninger. Vi vil hellere bruge penge direkte på vores patienter end på at betale triste elregninger. Det giver os virkelig blod på tanden til at forfølge både hospitalets og Region Hovedstadens ambitioner om grønnere hospitaler og arbejde videre med flere bæredygtige initiativer."

5-10-15

Solcellerne et stort skridt på vejen mod målet i hospitalets '5-10-15'-plan. En plan som sigter mod, at man om fem år (2020) dækker 10 procent af hospitalets energiforbrug med energi fra vedvarende kilder og samtidig har reduceret hospitalets generelle energiforbrug med 15 procent.

Et andet projekt, som bidrager til den målsætning, er hospitalets nye 'fryserstald', hvor man har samlet et stort antal frysere til forskningsbrug i samme lokale. Her gør kontrollerede forhold og vandkøling det muligt at reducere det samlede energiforbrug til fryserne, så man også her kan spare både kroner og CO2.

Mere 'grønt' på vej

Hospitalet bliver desuden minutiøst gennemgået af medarbejdere fra Siemens, som i det såkaldte ESCO—projekt arbejder med en gennemgående energirenovering af hele hospitalet. De forventer at have en plan for flere mulige initiativer og bæredygtige løsninger klar omkring slutningen af året. I disse planer ligger der endnu flere solceller på tage og facader og en lang række andre grønne initiativer – bl.a. et såkaldt jord-energilager.

Et punkt på hospitalets egen ønskeliste er opsætningen af fem husstandsvindmøller, som vil kunne bidrage yderligere til en bæredygtig omstilling og sende et synligt signal til Hvidovres borgere og bilisterne på Holbækmotorvejen om, at Hvidovre Hospital er på vej i en grønnere retning. En retning som i 2014 betød at Hvidovre Hospital modtog Hvidovre Kommunes Miljøpris.

Læs mere om solcelleanlægget

Læs mere om ESCO-projektet

Læs mere om Miljøpris 2014

Redaktør